Beslutningen om at ændre investeringsreglerne for tusindvis af almene fonde i Danmark har potentiale til at flytte milliarder af fondskroner væk fra obligationer med minusrenter over i nye klimavenlige og mere samfundsvenlige investeringer.
Det er i hvert fald erfaringen fra den danske pensionssektor, der startede med den slags alternative investeringer for mange år siden.
Allerede nu er mere end 800 mia. kr. af danskernes pensioner investeret i alternative investeringer som infrastruktur, skove, landbrug – typisk med en bæredygtig profil på investeringerne.
Nu er turen kommet til, at de almene fonde også kan sprede deres investeringer mere – ud over som tidligere blot at fordele fondenes midler ligeligt mellem aktier og obligationer.
Vi gør det af flere årsager, men først og fremmest fordi, det giver et bedre afkast, og vi kan investere til lavere risiko, når vi kan sprede formuen på flere aktiver.
Per Skovsted – investeringsdirektør, Villum og Velux Fondene
”Vi ser meget på energivenlige bygninger og investeringer i et bedre klima, og vi har allerede godt ti procent af hele formuen placeret i den form for alternative investeringer. Vi fik af Civilstyrelsen lov til at begynde lidt tidligere end andre almene fonde, og vores erfaringer er gode. Vi gør det af flere årsager, men først og fremmest fordi, det giver et bedre afkast, og vi kan investere til lavere risiko, når vi kan sprede formuen på flere aktiver. Men vores bestyrelse ønsker også, at vi med vores investeringer bidrager til løsningen af de store klimaudfordringer, og de alternative investeringer udgør en god mulighed for at gøre dette. Vi har netop besluttet at øge denne andel op til 15 procent af formuen,” siger investeringsdirektør Per Skovsted i Villum og Velux Fondene.
De to fonde har en formue på 13,5 mia. kr., og der er derfor tale om flere hundrede millioner kroner, som Per Skovsted nu skal ud at placere i flere grønne aktiver i et i øvrigt meget konkurrencebetonet investeringsmiljø, hvor frugterne ikke længere hænger så lavt på træerne, som de gjorde i gamle dage. Dengang havde en håndfuld store pensionskasser området for sig selv, mens de i dag slås hårdt om de bedste alternative investeringer.
”Hvis man begiver sig ind i alternative investeringer, er det utroligt vigtigt, at man skaber overblik over, hvad man betaler for, og hvad man får. Man skal være opmærksom på, at udbyder af produktet har vide muligheder for både at skjule tab og omkostningerne, da midlerne i produktet er illikvide og derfor svære at sætte en eksakt værdi på,” siger formuerådgiver Karsten Engmann, der er stifter og indehaver af Pengeministeriet, hvor han blandt andet rådgiver fonde om pengeanbringelse.
Fordele og ulemper
Men hvad er det egentlig for en verden, der nu åbnes for de almene fonde? Først og fremmest er det en ny verden, fordi fondene hidtil kun har investeret i aktiver, der handles på et børsmarked. Typisk aktier og obligationer, der hele tiden stiger og falder i pris i takt med markedet.
De nye alternativer handles ikke på en børs enkeltvis, i modsætning til aktier og obligationer. Det er derfor svært at vide, hvad det skal koste at anskaffe dem eller skaffe sig af med dem. Dermed har man også selv ansvaret for løbende at sætte værdi på alternativerne, og det er langt fra lige til.
Der er nemlig tale om meget forskellige typer aktiver. Det kunne være en betalingsmotorvej i England eller Frankrig. For det behøver ikke nødvendigvis at være med grønt fortegn for at være en alternativ investering. Men det kan også være vindmølleparker til havs eller energiforsyning i USA. Eller skov i Sverige.
Med den øgede frihed følger dog også krav om øget viden og øget ansvar over for de midler, der investeres.
Karsten Engmann – investeringsrådgiver, Pengeministeriet
Disse enorme projekter sælges typisk til en række meget store institutionelle investorer som pensionskasser, hvor man skal kunne sætte milliarder til side – bare for at komme i betragtning. ATP, Industriens Pension og PKA (pensionskassen for bl.a. sygeplejersker) er vanlige aktører på den slags markeder – og de har tocifrede milliardbeløb i den type alternativer. I pensionsbranchen er der intet loft for, hvor stor en del af formuen, der må placeres i alternativer, men det ligger typisk omkring 20 til 25 procent af den samlede formue. Dermed ejer de fleste danskere også alternativer via deres pensionskasse. Hvis udkastet til den nye anbringelsesbekendtgørelse vedtages, må de almene fonde også placere op til 15 procent af deres formue i alternativerne.
”Det er kun godt, at der er åbnet op for flere typer af investering i denne del at formueforvaltningen. Det øger mulighederne for at sprede sine investeringer og skabe en langsigtet balance i porteføljen. Produktets anvendelighed stiger i takt med formuens størrelse såvel som formuens investeringshorisont. Med den øgede frihed følger dog også krav om øget viden og øget ansvar over for de midler, der investeres,” siger Karsten Engmann.
Højt afkast, ukendt område
Anbringelsesbekendtgørelsens lempelse på området for alternative investeringer kommer for en stor dels vedkommende på baggrund af pensionsbranchens erfaringer:
Her var alternativerne i årevis i fremgang i takt med, at det også gik godt på de globale børser. Aktierne steg, og pensionsbranchen skrev værdierne op på deres alternative aktiver i samme takt.
Men i år faldt bunden så ud af markedet pga. corona-krisen.
Det betød dog ikke, at pensionsbranchen dermed begyndte at skrive ned i samme takt, som de havde skrevet op i årene før. Dét fik i foråret Finanstilsynet til at reagere, og lige nu undersøger de, hvordan der egentlig sættes værdi på alternativerne rundt omkring i pensionslandskabet.
I pensionssektoren har man opdaget, at det her kræver helt nye kompetencer i både bestyrelse, ledelse og investeringsafdelingerne.
Søren Andersen – aktuar, Fpension
”Det er jo hele essensen i de her alternative aktiver. De fungerer fint i normale markeder, og med fint menes, at de giver den spredning af formuen, der fører til et samlet højere afkast til mindre risiko. Men når børsmarkeder bliver ekstreme, så opfører alternativerne sig anderledes, og så er spredningsgevinsten mindre tydelig. Selv for store professionelle pensionskasser, der er meget større end de almene fonde, er det en kæmpe opgave at forstå, hvordan de her alternativer virker. I pensionssektoren har man opdaget, at det her kræver helt nye kompetencer i både bestyrelse, ledelse og investeringsafdelingerne rundt omkring,” siger aktuar Søren Andersen fra Fpension.
Man har lært, at man ikke kan være ekspert på alle slags alternative investeringer på en gang. Og den lære skal de almene fonde også nå frem til endda i højere grad end pensionssektoren, da de almene fonde er langt mindre og derfor typisk også vil have mindre investeringsafdelinger.
”Der er mange mulige faldgruber i det her. Man binder sine investeringer i mindst ti til femten år, hvor man simpelthen ikke kan sælge ud af sine aktiver uden ganske store tab til følge. Den lange horisont passer sådan set meget godt til en fond som vores, der har en stor del af formuen som en slags stamkapital. Det er også en del af forklaringen på, hvorfor det her giver et højere afkast. Det kalder man en illikviditetspræmie. Altså en præmie for at binde sin formue i så mange år – modsat at købe meget likvide aktier på børsen, som man uden tab kan skille sig af med meget hurtigt,” siger Per Skovsted.
Illikviditetspræmien bør være høj. For den skal også kompensere for, at alternative investeringer ofte er mange gange dyrere at investere i end det, almene fonde er vant til af investeringsomkostninger. Børsnoterede aktiver koster i hvert fald under en procent i årlige omkostninger og måske også tættere på en halv procent. Alternative investeringer ligger helt oppe omkring 2 til 5 procent lidt afhængig af, hvad der er tale om.
Derfor er det ikke nok med et forventet afkast på syv procent årligt, hvor børsnoterede aktier ligger omkring på længere sigt. Er det tilfældet, ædes halvdelen af afkastet op af omkostninger. Derfor må det forventede afkast gerne være på den gode side af ti procent årligt eller noget mere. Med så høje afkast i en verden med negative renter, er det logisk at risikoen på den slags investeringer så også kan være høj.
”Alternativer skulle gerne svinge anderledes end aktiemarkederne, så man får gevinsten ved at sprede sine investeringer ud. Men vi har set, at det slet ikke er så immunt over for store udsving på aktiemarkedet, så det skal man også være opmærksom på. Altså at man reelt opnår en spredning af sin risiko. Her kan man jo se mod sol og vind, skov og eventuelt landbrug som noget, der er reelt nye aktiver for almene fonde. Hvis man investerer bredt i forskellige typer af aktiver, er man mere sikker på at opnå spredning og dermed reduktion af den samlede risiko,” siger Per Skovsted.
Indbyggede modsætninger og skæve værdier
Erfaringerne fra pensionssektoren viser, at det kan være svært at sætte værdi på de alternative investeringer hvert kvarte eller halve år. Når værdierne opgøres manuelt frem for på et børsmarked, opstår der en risiko for, at man selv bliver herre over sin egen succes. Hvis værdierne skrives op i en periode, så stiger afkastet tilsvarende – og omvendt. Den beregnede risiko bliver påvirket på samme måde.
Under corona-krisen foretog en håndfuld af de store aktører i pensionssektoren kun mindre nedskrivninger på alternativer inden for infrastruktur. Men i samme periode faldt infrastrukturprodukter med 18 procent på børsmarkedet. På den måde kan værdierne hurtigt komme ud af trit med virkeligheden.
”Der er bestemt meget, vi som fonde kan lære af pensionssektoren omkring det at skabe et miljø for alternative investeringer. De er godt nok meget større end os, og vi investerer ikke sammen, men vi investerer i det samme. Den snak tror jeg, vi nu får rig lejlighed til at løfte fremover,” siger Per Skovsted.
