Cash is king. Og netop på baggrund af et kontant aktieudbytte på i alt 607 mio. kr. fra Tryghedsgruppens aktiepost i Tryg A/S kom den filantropiske forening igennem første kvartal med et positivt resultat på bundlinjen.
Efter uddelinger fra Trygfonden på 126 mio. kr. fik Tryghedsgruppen et overskud efter første kvartal på 77 mio. kr., selvom værdien af investeringerne på de finansielle markeder var kraftigt påvirket af coronakrisen.
De negative kursreguleringer førte således til et negativt investeringsafkast på 510 mio. kr. svarende til -5,2 pct., skriver Tryghedsgruppen i en pressemeddelelse.
”Vi er selvfølgelig også ramt af udviklingen på de finansielle markeder i 1. kvartal. Det er for tidligt at sige, hvordan de langsigtede effekter af covid-19 bliver, så der er stadig stor usikkerhed om, hvordan de finansielle markeder vil udvikle sig. Vi har valgt at have en forsigtig tilgang men følger naturligvis udviklingen tæt,” siger økonomidirektør i Tryghedsgruppen Ulrik Andersson.
Tryghedsgruppen ejer 60 pct. af aktierne i Tryg A/S, og på baggrund af overskuddet i forsikringsselskabet for 2019 kom et ordinært aktieudbytte på 308 mio. kr. til udbetaling i første kvartal. Derudover besluttede selskabets generalforsamling at udbetale et ekstraordinært udbytte, hvoraf Tryghedsgruppens andel var på 299 mio. kr.
Repræsentantskabet i Tryghedsgruppen besluttede i efteråret 2019 at hæve uddelingsrammen for Trygfonden til 650 mio. kr.
Det negative investeringsafkast fra 1. kvartal påvirker ikke årets uddelingsbudget og i slutningen af marts lancerede Trygfonden to akutpuljer på i alt 50 mio. kr. med støtte til aktiviteter, der skal afhjælpe nogle af covid-19-pandemiens konsekvenser.