KFI Erhvervsdrivende Fond uddelte sidste år 83 mio. kr. til frie danske købmand. Fonden ejer blandt andet 42 pct. af Dagrofa-koncernen, der står bag dagligvarekæderne Meny, Spar, Min Købmand og Let-Køb.
De seneste tre år har fonden i alt uddelt 250 mio. kr., og for 2018 er der afsat yderligere 150 mio. kr., hvilket er det højeste beløb, siden bestyrelsen for fire år siden traf beslutning om at uddele, fremgår det af KFI’s årsberetning.
I 2016 og 2017 blev cirka 75 pct. af midlerne givet som såkaldte A-uddelinger i form af direkte støtte til individuelle købmænd.
”Det kan for eksempel være til energioptimering af køl, frys eller belysning. Uddelinger gives også i forbindelse med modernisering af profilområder som fisk, delikatesse, bager og chokolade. Støtten gives for eksempel i form af rentefrihed. Der er ligeledes mulighed for uddelinger til uddannelse, løntilskud i forbindelse med generationsskifter og mentorordninger.”
KFI Erhvervsdrivende Fond vil i år styrke indsatsen for at øge kendskabet til B-uddelingerne. De uddeles til bredere sektorrelaterede formål som eksempelvis IT-systemer, dankortterminaler, byggeprogrammer til købmandskæderne, uddannelse og mentorordninger.