Dette er en kommentar. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Fonden for Socialt Ansvar har taget temperaturen på de frivillige sociale organisationer. 70 små og store organisationer er med i Fondens ’Netværk for Socialt Ansvar’ og mange af disse har givet sig tid til at svare på en række spørgsmål omkring deres situation lige nu og på længere sigt. Der er tale om et bredt udsnit af organisationer, som arbejder med alt fra flygtninge, indvandrere, børn og unge, hjemløse, psykisk syge og sårbare samt kriseramte.
Status er som følger:
De største menneskelige bekymringer
Da organisationerne alle arbejder med udsatte og sårbare målgrupper, fylder det rigtig meget hos dem, hvordan og i hvor høj grad deres målgrupper rammes af krisen. Dels er målgrupperne påvirkede af, at aktiviteterne og indsatserne i organisationerne udskydes, aflyses eller kører på nedsat blus, og dels kan de potentielt påvirkes af en omprioritering hos det offentlige eller forlængelse/udskydelse af deres sager og retssager på ubestemt tid.
Mange ufaglærte og kortuddannede mister i disse dage deres job, og derudover bliver mange sårbare endnu mere isolerede i denne tid, hvilket i nogle tilfælde kan resultere i tilbagefald i forhold til f.eks. misbrug eller kriminalitet, ligesom vold og overgreb stiger i takt med at den mentale sundhed daler. Alle organisationer er meget optagede af at hjælpe deres målgrupper så meget, som de kan. Det fortæller de mere om senere.
De største økonomiske bekymringer
Der er hele vejen rundt stor usikkerhed om organisationernes økonomiske situation – både de næste par måneder og på længere sigt. Enkelte er ikke økonomisk ramt, da de er 100 pct. statsfinansierede og på finansloven, mens andre organisationer er akut ramt, da fundraising-arrangementer og/eller aktiviteter i forbindelse med socialøkonomisk virksomhed er blevet udskudt, aflyst eller lukket. De fleste organisationer befinder sig dog et sted i midten og ved endnu ikke, hvad covid-19-krisen kommer til at betyde for deres økonomi.
Denne usikkerhed skyldes bl.a., at bestyrelsesmøder i de uddelende fonde er udskudt, og flere fonde melder om risiko for færre og mindre uddelinger i den kommende tid.
En stor bekymring på tværs af organisationerne er, hvordan økonomien vil se ud i fremtiden. For nogles vedkommende er bekymringen tæt på, da de allerede oplever et økonomisk pres nu, og det er derfor af stor betydning om krisen varer to uger eller to måneder endnu. For andre går bekymringen på, at kommunerne og andre offentlige institutioner, der medfinansierer indsatser, ikke kan gøre det i samme grad efter krisen.
Langt de fleste organisationer er mest bekymrede for, hvordan den økonomiske situation vil være næste år, hvis fondene har en lavere finansiel indstrømning og derfor også et lavere uddelingsniveau. Organisationerne er også bange, fordi satspuljerne som bekendt er nedlagt, og man i forvejen står tilbage med en alt for lille reservepulje, så hvis fondenes tilskud også bortfalder, hvor skal pengene så komme fra fremover?
Regeringens hjælpepakker er gode, hvis man driver en virksomhed og kan bevise et væsentligt fald i indtægt, men de passer ikke godt sammen med ngo’er med sammensat økonomi.
En helt anden betydelig bekymring blandt organisationerne er, om de fortsat kan fastholde og tiltrække frivillige, så det nuværende aktivitetsniveau kan fastholdes – særligt i en situation, hvor den såkaldte anden bølge af covid-19 også skulle ramme hårdt. Det gælder særligt de organisationer, der har en del frivillige over 60 år og altså i højere grad tilhører risikogruppen, og organisationer, som beskæftiger frivillige som udelukkende kan hjælpe igennem fysisk kontakt.
Øget aktivitetsniveau
Mange organisationer har et væsentligt forøget aktivitetsniveau (da krisen rammer mange udsatte målgrupper meget hårdt), men samme indtægtsniveau, og mange søger derfor i disse dage de akutpuljer, som et par fonde har udloddet. Det er svært at trække tre gange så meget arbejde med samme bemanding, og det oplever mange organisationer som ekstra hårdt i disse dage.
En del organisationer er dog nødsaget til at udskyde projekter (pga. aflysninger relateret til covid-19 og nyopståede opgaver i forbindelse med krisen), hvilket giver anledning til bekymring over, at de ikke kan leve op til projektkrav og -mål, og derfor i yderste konsekvens kan blive nødt til at tilbagebetale bevillinger. Heldigvis har mange bevillingsgivere, herunder de uddelende fonde, bakket godt op om organisationerne og forstår, at ikke alle aktiviteter egner sig som digitale aktiviteter, ligesom flere af de udsatte målgrupper ikke har ressourcer til at deltage i Skype-møder eller lige hoppe på Microsoft Teams.
Det der går godt
Organisationerne beretter alle om, at deres medarbejdere er dygtige til at omstille sig til den nye situation, holde hjulene i gang, hjælpe målgruppen med nyopståede udfordringer og levere på projektmål i det omfang det overhovedet kan lade sig gøre.
Organisationerne fortæller i forlængelse heraf, at det går rigtig godt med at omlægge aktiviteter og tilbud, så de fungerer på online platforme, og der er for organisationerne en god og stejl læringskurve i forhold til anvendelsen af IT og digitale løsninger.
Det har organisationerne mest brug for
Organisationerne efterlyser alle tillid til, at de løser opgaverne så godt som overhovedet muligt, forståelse for at visse aktiviteter og projekter ikke kan gennemføres nu og fleksibilitet i forhold til at kunne tilrettelægge, udskyde og omlægge projekter, så de tager højde for krisesituationen.
En del organisationer udtrykker også et behov for ‘krisemidler’, der ville være mulige at søge enten til drift i en tid med svindende indtægter, eller til at finansiere tiltag, der pludselig har vist sig nødvendige under denne krise, f.eks. gode online platforme, udvidelse af allerede eksisterende tilbud osv. Visse organisationer, der varetager kritiske funktioner, f.eks. krisecentre eller psykiatriske tilbud, efterlyser værnemidler eller finansiering hertil, da de fortsat er i forholdsvis tæt fysisk kontakt med deres målgrupper.
Et sidste aspekt som organisationerne mangler er klarhed omkring nuværende og fremtidige bevillinger. De mangler svar på spørgsmål som: ”Skal vi betale hele eller dele af bevillinger tilbage?”, ”Kan vi ændre eller udskyde projektmål løbende?” og ”hvordan vil uddelingsgrundlaget se ud i fremtiden?”
Generelt efterlyser organisationerne hjælp til at belyse coronakrisens konsekvenser for det frivillige sociale Danmark.
Hjælpepakkerne
De fleste organisationer har endnu ikke gjort brug af hjælpepakkerne, men flere planlægger at gøre det, hvis det kan lade sig gøre, og nogen har også sendt medarbejdere hjem. Dette gælder i særlig grad i forhold til lønkompensation. Størstedelen regner dog ikke med at gøre brug af hjælpepakkerne, enten fordi de ikke opfylder kravene, fordi de ikke kan finde ud af det, fordi de ikke har brug for det eller har svært ved at dokumentere et fald i indtægter, fordi de er helt nye m.v.
Det største tema
Er uden tvivl: Mental sundhed.
Organisationerne oplever, hvordan ’Underdanmark’ lige nu er mere bange, forvirrede, ensomme, isolerede, deprimerede, angste, voldelige, misbrugende og meget andet, end de plejer at være. Fraværet af de mennesker, som plejer at være støttende, eller adgangen til en eller anden form for netværk eller fællesskab, er ekstremt alvorligt for mange af disse mennesker, for de udsatte familier og for de sårbare børn og unge.
Civilsamfundet er trådt massivt i karakter, og de frivillige sociale organisationer arbejder på højtryk alle steder for at gribe alle dem, som falder. Organisationerne har brug for både kort- og langsigtet anerkendelse og økonomisk støtte.
Det håber de, at også fondene vil tænke på.
