Nye oplysninger tyder på, at ikke kun Helsefondens bestyrelse men også fondens revisorer har overhørt konklusionerne i den vel nok mest omtalte sag om fondsuddelinger i de senere år.
Helsefondens revisorer fra PwC har de seneste fem år revideret fondens uddelinger uden en eneste gang at påtale bestyrelsens ulovlige uddelingspraksis.
Det viser en gennemgang af revisionsprotokollerne, som Fundats har fået aktindsigt i.
Rimelig balance
Dommen i den principielle sag mellem Civilstyrelsen og bestyrelsen i Det Nissenske Familiefond var genstand for stor opmærksom allerede før Østre Landsret i 2018 afgjorde, at bestyrelsen skal fordele uddelingerne ligeligt mellem flere ligestillede formål.
Fonden ankede dommen til Højesteret, som den 30. april 2019 offentliggjorde sin afgørelse.
Højesteretsdommerne slog fast, at der i fonde med flere ligestillede formål ikke ”må ske en ensidig begunstigelse af et eller flere formål frem for andre, og at der som udgangspunkt skal være en vis rimelig balance i uddelingerne til de forskellige uddelingsformål over en årrække.”
Det svarede til den eksisterende praksis i Erhvervsstyrelsen, men afgørelsen var noget mere lempelig end det, Civilstyrelsen praktiserede, nemlig at der skulle ske en næsten matematisk ligelig fordeling af pengene til de forskellige uddelingsformål.
”Blank” påtegning i fem år
Som tidligere omtalt i Fundats er manglende balance i uddelingerne netop problemet i Helsefonden, som i en lang årrække helt har undladt at uddele penge til det første af fondens formål, som går ud på at give ”støtte til etablering, modernisering, nyindretning og udvidelse af plejehjem og andre boligformer for ældre eller handicappede.”
Men bestyrelsen i Helsefonden har ikke været klar over retstilstanden på fondsområdet og har derfor negligeret plejehjemsformålet for at kunne give flere penge til forskningsprojekter, erkendte bestyrelsesformand Anne-Mette Winther Christiansen.
”Vi har hele tiden arbejdet meget ud fra hvilke ansøgninger, der lå, og hvordan behovet så ud derfra. Og når vi kiggede os omkring, kunne vi se, at der var mange, der byggede indenfor plejehjem, og derfor var det ikke der, vi så, at der var et behov,” forklarede hun til Fundats.
Plejehjemsformålet har dog heller ikke indgået i fondens strategi, ligesom det ikke er fremgået af de uddelingspolitiske vejledninger, som potentielle ansøgere har kunnet orientere sig i på fondens hjemmeside.
Da fonde ikke har nogen ejere, spiller revisorerne en særlig vigtig rolle som offentlighedens tillidsrepræsentanter - ikke kun i forhold til at tjekke om regnskabstallene giver et retvisende billede, men også i forhold til at kontrollere, at fondsledelsen overholder vedtægterne, de fondsretlige grundsætninger samt fondslovgivningen.
I hvert af årene fra 2016 til 2020 har PwCs revisorer skrevet en cirka 10 sider lang revisionsprotokol, hvor de har beskrevet en lang række af de forhold, som revisorerne har gennemgået og kontrolleret som led i årsrevisionen.
Som et fast punkt har PwC vurderet Helsefondens uddelingsaktiviteter i forhold til fundatsen uden, at det har givet anledning til at hejse et advarselsflag overfor bestyrelsen:
”Vi har stikprøvevis kontrolleret, at uddelingerne opfylder bestemmelser i vedtægterne,” fremgår det af alle revisionsprotokollerne.
Og af revisorernes sammenfatninger fremgår det ligeledes hvert år, at revisionen ikke har givet anledning til bemærkninger.
”Såfremt årsrapporten vedtages i den foreliggende form, og der ikke under bestyrelsens behandling og vedtagelse af årsrapporten fremkommer yderligere væsentlige oplysninger, vil vi forsyne regnskabet med en "blank" revisionspåtegning,” skriver revisorerne.
PwCs fondshåndbog anbefaler vurdering
Revisions- og rådgivningshuset PwC står også bag det faglige opslagsværk Fondshåndbogen, som nyder høj anerkendelse blandt eksperter og praktikere på området.
Her beskriver revisionshuset fondslovgivningen i detaljer, ligesom fondsmyndighedernes praksis og løbende afgørelser beskrives og udlægges i bogen, som tæller over 600 sider.
I 2020-versionen af fondshåndbogen, der blevet udgivet i oktober 2019 er Højesteretsdommen i sagen om Det Nissenske Familiefond udførligt beskrevet og PwC konkluderer, at fondsledelserne efter dommen har grund til at være ekstra påpasselige med sikre overensstemmelse mellem formålene og uddelingspraksis.
”På baggrund af Højesteretsdommen anbefales det, at fondsbestyrelserne fremover mere grundigt vurderer, om uddelingerne sker forskriftsmæssigt i overensstemmelse med både vedtægter og lovgivning,” konkluderer PwC i bogen.
Fundats har spurgt PwC, hvorfor den fondsretlige viden om pligten til at sikre balance mellem uddelingsformålene ikke er nået fra PwCs egen fondshåndbog ud til de udførende revisorer i Helsefonden.
PwC ønsker på grund af sin tavshedspligt ikke at kommentere konkrete kundeforhold, men kommunikationschef Pernille Stokholm Bøg, siger:
”Vores medarbejdere og partnere bliver naturligvis opdateret løbende fagligt med den nyeste viden, lovgivning og praksis inden for området, så de kan revidere og rådgive vores kunder bedst muligt og i henhold til gældende regler og praksis. Det mener vi også, vi har gjort inden for det pågældende faglige område, hvor vi mener, at vi har ageret korrekt.”
”Det skal i øvrigt understreges, at pligten til ligedeling gælder henover tid og ikke i forhold til uddelinger i det eller de enkelte år,” siger Pernille Stokholm Bøg.
Fundats har bl.a. via aktindsigt fået adgang til alle Helsefondens uddelingslister – de såkaldte legatarfortegnelser - fra 2013 til og med år 2021. Heraf fremgår ingen eksempler på, at fonden har støttet ”etablering, modernisering, nyindretning og udvidelse af plejehjem og lignende, herunder andre boligformer for ældre eller handicappede.”
Hverken fondens direktør eller bestyrelsesformand har påpeget nogle eksempler på støtte til plejehjemsbyggeri, derimod har formanden forklaret, at bestyrelsen har vurderet, at der ikke har været hverken efterspørgsel eller behov for at støtte den type projekter.
På baggrund af Fundats’ omtale af sagen gennemfører Civilstyrelsen i øjeblikket en undersøgelse af fondens regnskaber og bevillingslister. Bestyrelsen har på den baggrund oplyst, at den ikke ønsker at kommentere sagen yderligere så længe undersøgelsen pågår.