De sidste par uger har Betty Nansen Teatret på Frederiksberg spillet den helt nyudviklede teaterkoncert ’Ej, hvor grineren’ om den danske revyhistorie. En revyforestilling, som Frederiksbergfonden har været med inde over helt fra starten – og som fonden har doneret i alt en million kroner til.
En forestilling, der har taget flere år at udvikle – og som er skabt i et tæt samarbejde mellem satiregruppen Platt-Form, Betty Nansen Teatret, Danmarks Underholdningsorkester, Frederiksberg Museerne, Danmarks Radio og Frederiksbergfonden.
I processen med fondens donation til nyudvikling af en historisk, satirisk revyforestilling for børn og unge er det blevet tydeligt for Martin Dahl, direktør i Frederiksbergfonden, at der sker alt for lidt vidensdeling mellem fonde.
”Jeg ønsker ikke at skyde på andre fonde, men med udviklingen af revyforestillingen for børn og unge er det gået op for mig, at vi fonde ikke er gode nok til at spille bolden rundt. Vi står nu med et produkt, som i princippet kunne pakketeres til andre byer – og hvorfor kunne skoler i Svendborg, Esbjerg eller andre byer ikke også tilbyde børn og unge at lære om dansk revyhistorie,” siger Martin Dahl og fortsætter:
Vi har ikke netværk for lokalfonde, hvor vi for eksempel mødes to gange om året
Martin Dahl – Direktør, Frederiksbergfonden
”Lokalsamfundsfonde og byfonde som vores bruger ikke hinanden godt nok. Vi sidder og venter på, at der kommer en ansøgning til vores område, men vi har ikke netværk, hvor vi for eksempel mødes to gange om året, vidensdeler og fortæller om hinandens projekter.”
Pilotprojekt for vidensdeling
Martin Dahl overvejer nu, om han skal gøre den nyudviklede revyforestilling til et pilotprojekt for vidensdeling blandt community foundations – efter udenlandsk forbillede.
”Måske skulle jeg gribe i egen barm, lave en top-20 liste over hvilke andre fonde, der ville være oplagte deltagere og tilbyde et netværksmøde. Så andre også får mulighed for at vurdere, om projektet er interessant for deres lokalområde,” fortæller Martin Dahl.
Han har ikke styr på jura og teaterrettigheder og har ingen færdige planer for, hvordan projektet kunne sendes til andre dele af landet.
”Jeg har bare en ide om, at der kunne være nogle synergier, hvis vi lokalfonde blev bedre til at dele kompetencer og viden mellem hinanden. Nu har vi været involveret i det her projekt, som også har kostet mere end normalt for os, og som andre måske kan bruge. Og jeg er ikke i tvivl om, at andre fonde har erfaringer eller konkrete projekter, vi selv kunne have stor glæde af,” pointerer han.
Revy som samfundskritik
Donationen til udvikling af en helt ny historisk, satirisk revyforestilling dækker alt fra både research og udvikling frem til et færdigt manuskript, men også prøver, den endelige forestilling og ikke mindst gratis skoleforestillinger. For i alt omkring 5.000 publikummer fra henholdsvis 7.-9. klasser på folkeskolerne og klasser på ungdomsuddannelserne på Frederiksberg.
Skoleforestillingerne har spillet på teatret i perioden 26. oktober til den 4. november. Yderligere blev der opført to kommercielt solgte forestillinger i den forgangne weekend.
Forestillingen tilpasses alt efter publikum, og til skoleforestillingerne er revykoncerten bygget op som en læringssituation. Hvor de tre skuespillere Mille Lehfeldt, Laus Høybye og Jakob Fauerby synger, tolker, forklarer og joker sig igennem en time, hvor de sætter revyen og satiren som ytringsventil ind i en historisk og nutidig kontekst i samspil med orkestret.
Igennem nedslag i revyens og satirens historie kommer trioen igennem emner som blandt andet kvindesag, ytringsfrihed, hyggeracisme, transfobi og slutshaming. Sat i et både historisk og nutidigt perspektiv.
”Når de unge lytter til revyvisen ’Jacobsen’ om den unge kvinde, som bliver forført af en mand, hun møder på en sporvogn, som begår overgreb og gør hende gravid, lærer de også om, hvad revy kan i forhold til samfundskritik. For ’Jacobsen’ levendegjorde en meget aktuel problemstilling og voldsom debat om svangerskabsforebyggelse i slutningen af 1940’erne,” fortæller Martin Dahl.
Nyudviklet undervisningsforløb
Ud over selve revyforestillingen dækker donationen fra Frederiksbergfonden også et særligt udviklet formidlingsforløb på STORM – museet for humor og satire på Frederiksberg Runddel.
Inden eller efter revykoncerten kan skoleklasserne gratis besøge museet og få en særlig undervisningssession om tre udvalgte revytekster – blandt andet ”Man binder os på mund og hånd”.
En sang skrevet af Poul Henningsen og Kai Normann Andersen til revyen ’Dyveke’ i 1940 på teatret Riddersalen på Allégade på Frederiksberg, og som endte med at blive et af besættelsestidens nationale samlingssymboler i kampen mod den tyske besættelsesmagt.
Sammen med Danmarks Radio har STORM også udarbejdet et særligt undervisningsmateriale om dansk revy under titlen ’Revy: Sang, satire og ytringsfrihed’.
Almen dannelse og lokalt dna
Når Frederiksbergfonden har doneret en million kroner til projektet, handler det om flere ting.
”Vi har som fond fire søjler, hvor den ene er ’Opvækst’, og herunder ligger almen dannelse af børn og unge i vores område, og der er masser af almen dannelse i at lære om revygenren. Den er opfundet i Danmark, den første danske revy blev lavet i 1849, samme år som vi fik den danske grundlov, og revyen blev skabt som en meget samfundsbevidst og samfundskritisk genre,” forklarer Martin Dahl.
Derudover er revygenren en del af Frederiksbergs dna.
”Frederiksberg var forlystelsesby før beboelsesby. Her lå kongens lystslot. Her var festivitas, lystspil og cabaret, og Frederiksberg lagde også scener til den danske revy helt fra begyndelsen. Så med donationen slår vi flere fluer med et smæk”, siger Martin Dahl.
Forestillingen og undervisningsmaterialet kan benyttes på tværs af fag som dansk, historie, samfundsfag, musik og drama i såvel folkeskolens udskoling som på ungdomsuddannelser.