Den sidste artikel blev publiceret lillejuleaften, og siden har det været slut med nyheder på det digitale lokalmedie Falkoneren på Frederiksberg. For trods såvel journalistiske ambitioner som penge i ryggen fra Frederiksbergfonden er det ikke lykkedes for mediet at sikre en fornuftig driftsøkonomi.
”Der skal økonomi til at drive et medie, og trods engangsbevillingen fra Frederiksbergfonden har vi ikke evnet at skaffe ny kapital, så vi er løbet tør for penge. Derfor har vi nu lukket ned og er gået på tænkepause, og så må vi se, om vi lukker for altid – eller om vi kan bruge vores erfaringer til nye tiltag,” siger Adam Hey, bestyrelsesformand i Foreningen Falkoneren, der står bag Falkoneren.
Afslag på mediestøtte
Falkoneren nåede kun at være i gang i godt et år, og ifølge Adam Hey har en kombination af flere ting fået projektet til at kuldsejle.
”Vi havde håbet at kunne få mediestøtte, men vi fik afslag på vores ansøgning til Kulturministeriet i efteråret 2021, og selvom der er lavet et nyt medieforlig med øget fokus på lokalmedier, er den nye mediestøtte desværre ikke udmøntet endnu,” fortæller Adam Hey.
Mediet har fra begyndelsen været uafhængigt og upolitisk – og annoncefrit. Abonnementsbetaling har heller ikke været en del af forretningsmodellen. Det har donationer, partnerskaber og medlemskaber af Foreningen Falkoneren til gengæld. Med udgangen af 2022 var der omkring 50 medlemmer, der hver betaler et årligt kontingent på 373 kroner.
”Hvor vi har haft to journalister tilknyttet, har administrationen hovedsagelig været drevet på frivillig basis, jeg er selv frivillig i administrationen. Så vi har ikke haft muskler nok til kampagner samt dialog med interessenter med videre,” mener Adam Hey.
Fond klager ikke
Falkoneren var tænkt som et medie, der skulle skrive om emnerne kultur, byliv, politik og bæredygtig by, men især kultur og byliv er blevet prioriteret.
”Bevillingen fra Frederiksbergfonden var øremærket til kulturjournalistik, og vi har naturligt prioriteret de områder, vi havde penge til,” forklarer Adam Hey.
Frederiksbergfondens bevilling til indholdsudvikling og formidling på kulturområdet var på 360.000 kroner – fordelt på 30.000 kroner pr. måned i hele 2022.
Hos Frederiksbergfonden håber direktør Martin Dahl, at Falkoneren finder en løsning, der kan drive mediet videre i en eller anden form. Ligegyldigt hvad er han godt tilfreds med udbyttet af bevillingen.
”Der er blevet lavet en flot stykke arbejde med mere end 100 artikler om kulturlivet på Frederiksberg, så som fond har vi intet at klage over. Samtidig bliver artiklerne liggende på nettet, så der er tale om blivende stof,” siger Martin Dahl.
Fonde bør støtte lokalmedier
Ud over de 360.000 kroner var Frederiksbergfonden også med i optakten til Falkoneren, hvor fonden bevilgede 200.000 kroner til en medieanalyse af borgernes medievaner og behov.
I 2019 støttede fonden også civildebatten.dk i det daværende Hovedstadens Mediehus. Fonden har de seneste år også givet støtte til Frederiksberg Lokal TV og til flere lokalradioer på Frederiksberg.
De lokale medier i Danmark er pressede, og som lokalfond mener vi, at lokal nyhedsformidling er et vigtigt filantropisk støtteområde
Martin Dahl – direktør, Frederiksbergfonden
”De lokale medier i Danmark er pressede, og som lokalfond mener vi, at lokal nyhedsformidling er et vigtigt filantropisk støtteområde under vores ene uddelingsretning ’Medborgerskab’, og vi bliver ikke afskrækket af, at et medie, vi har støttet, nu må smide håndklædet i ringen,” siger Martin Dahl.
Han vil ikke tage stilling til en eventuel fremtidig ansøgning fra Falkoneren, men helt generelt ser han lokalmedier som et meget vigtigt indsatsområde.
”Den medietørke, vi ser rundt omkring i forhold til mangel på lokal nyhedsjournalistik, er meget alvorlig, og lokalsamfundsfonde rundt i landet burde orientere sig langt mere i forhold til at understøtte lokalmedier,” siger Martin Dahl og fortsætter:
”I Danmark er det ikke særlig normalt, at medier får fondsstøtte, hvor det i et land som USA er helt almindeligt, men i min optik bør de danske lokalsamfundsfonde i højere grad være med til at sikre en bred lokal nyhedsdækning ved at give filantropisk støtte til lokalmedier.”