“Er det vigtigt at kunne dokumentere, at de penge fondene uddeler skaber resultater?"
Sådan lød spørgsmålet fra Leo Fondets direktør Jesper Mailind, da han i sidste uge bød velkommen til små 150 deltagere til et seminar om ‘Den Gode Afrapportering’ arrangeret af Novo Nordisk Fonden, KR Foundation og Leo Fondet.
Umiddelbart efter spørgsmålet røg en skov af grønne papirlapper bekræftende i vejret blandt publikum.
Men ifølge professor Peter Dahler-Larsen, som var første oplægsholder, skal fondene passe på, at dokumentationsarbejdet ikke ender i selvpåført bureaukrati:
Jeg mener virkelig alvorligt, at afrapporteringskrav og krav til effektvurdering må disciplineres i mængde, stramhed og dosis.
Peter Dahler-Larsen– evalueringsekspert og professor, Københavns Universitet
“Jeg mener virkelig alvorligt, at afrapporteringskrav og krav til effektvurdering må disciplineres i mængde, stramhed og dosis,” lød det fra evalueringseksperten, der leder Center for Resultater, Effekter, Måling og Evaluering (CREME) på Københavns Universitet.
Netop fondssektoren har nemlig mulighed for at undgå at ende i det rapporteringsregime, der især af mange offentligt ansatte opleves som særdeles forstyrrende for kerneopgaven, forklarede Peter Dahler-Larsen:
"Jeg hævder det her, fordi jeg godt kan lide den danske fondsverden. Jeg kan godt lide, at der er så mange mennesker, der giver så mange gode penge til så mange forskellige formål. Inden for den offentlige sektor kan vi nogle gange opleve, at det bliver helt utrolig stramt, hvad vi skal dokumentere og veje og måle. Derfor er det jo smukt, hvis man i fondsverdenen, på de områder hvor det er relevant, prøver at optræde en lille smule mere lempeligt. Hvilket ville være fuldstændig i overensstemmelse med mangfoldigheden i den danske fondsverden," sagde Peter Dahler-Larsen.
Ny digital platform for afrapportering i centrum for debat
Oplægget fra Peter Dahler-Larsen var det første i en række indlæg til seminaret om ‘Den Gode Afrapportering’.
I centrum for seminarets debat om afrapportering var den nye digitale platform Foundgood, som er udviklet med støtte fra Novo Nordisk Fonden, Leo Fondet, KR Foundation, Lauritzen Fonden og Ole Kirks Fond.
Inden for den offentlige sektor kan vi nogle gange opleve, at det bliver helt utrolig stramt, hvad vi skal dokumentere og veje og måle.
Peter Dahler-Larsen– evalueringsekspert og professor, Københavns Universitet
Ambitionen med platformen er ifølge Jesper Mailind at skabe en fælles og systematisk struktur for afrapportering, som kan lette arbejdet for både fonde og bevillingsmodtagere:
“Dermed skulle vi gerne kunne skabe grundlaget for transparent dokumentation baseret på data, som er indsamlet fra projektets ejere. Dataene kan rapporteres på den måde, som det passer den individuelle fond,” forklarede Jesper Mailind.
Og at dømme efter det store fremmøde og den livlige debat ligger arbejdet med afrapportering langt fremme i bevidstheden hos både fonde og bevillingsmodtagere.
Systematisk afrapportering eller ej
Der var dog ikke altid enighed blandt de fremmødte fonde om, hvor meget afrapportering egentlig bør fylde i dagligdagen, og hvordan det skal gribes an.
Det er bedre at bruge en krone ekstra på at gennemgå en ansøgning ordentligt, så du giver de rigtige penge det rigtige sted, end at bruge den krone på at følge op, fordi du så skal bruge penge både internt og hos modtageren.
Ditlev Fløistrup– sekretariatschef, Knud Højgaards Fond
Mens både Leo Fondet og Novo Nordisk Fonden så afrapportering og evaluering som en central del af fondenes ‘license to operate’, så erklærede sekretariatschef Ditlev Fløistrup fra Knud Højgaards Fond, at han endnu ikke er overbevist om det gode i systematisk afrapportering:
"Jeg tror også, det er meget afhængigt af, om du f.eks. er en social impact fond eller en donorfond. Vi udlodder cirka 90 mio. kr. om året, og vores filosofi er: Det er bedre at bruge en krone ekstra på at gennemgå en ansøgning ordentligt, så du giver de rigtige penge det rigtige sted, end at bruge den krone på at følge op, fordi du så skal bruge penge både internt og hos modtageren. Du kan ikke kræve en rapportering fra en modtager, uden at forholde dig til den, når du selv får den. Så jeg er ikke helt overbevist om det gode i systematisk afrapportering for fondene,” sagde Ditlev Fløistrup.
Svær adfærdsændring med stort potentiale
Debatten viste også, at mange fonde og bevillingsmodtagere er særdeles opmærksomme på risikoen for dobbeltarbejde ved nye it-systemer, som ikke er integreret med deres nuværende arbejdsgange, regnskabs- og kommunikationssystemer.
I den forbindelse erkendte Lauritzen Fonden, som har finansieret en del af udviklingen af Foundgood-platformen, at det kræver en mentalitetsændring i fondsverdenen at realisere visionen om fælles opbakning til ét afrapporteringssystem:
Vi er så pokkers konservative i fondsverdenen. Vi vil rigtig gerne kræve af vores bevillingsmodtagere, at de ændrer adfærd, men at gøre det selv i administrationen, det er altså sværere.
Inge Grønvold– direktør, Lauritzen Fonden
“Vi er så pokkers konservative i fondsverdenen. Vi vil rigtig gerne kræve af vores bevillingsmodtagere, at de ændrer adfærd, men at gøre det selv i administrationen, det er altså sværere. Men jeg tænker: Vi skal sørme bakke op om sådan et nyt initiativ og få det udviklet, så det en dag kan samarbejde med alle vores øvrige administrative systemer. Det tror jeg på, at det kan komme til. Og jeg vil gerne give min støtte til ideen," sagde fondens direktør Inge Grønvold.
Realdanias analysechef Henrik Mahncke så ligeledes potentialet i et fælles system:
Deltag i debattenPå seminarets Linkedin-side kan du:
- Deltage i debatten om afrapportering
- Se billeder og slides fra seminaret
- Læse mere om den digitale platform Foundgood
"Jeg tror ikke, at vi ville bruge systemet til at styre byggeriet af Den Blå Planet eller noget lignende. Men jeg synes faktisk, at til mindre projekter, som vi ikke evaluerer i dag, og som vi ikke ønsker at evaluere i dag med hensyn til effektmåling, dér giver det mening. Som opsamling af anekdotisk bevisførelse, af den gode historie, af billeder, kan jeg sagtens se idéen," sagde Henrik Mahncke.