Trods diverse hjælpepakker er store dele af erhvervslivet fortsat rent økonomisk trængt op i en krog som følge af corona-krisen. Derfor har Industriens Fond netop besluttet at afsætte 150 millioner kroner, som skal bruges til at hjælpe og rådgive især små og mellemstore danske virksomheder.
Ifølge administrerende direktør i Industriens Fond Thomas Hofman-Bang finansierer fonden i første omgang udviklingsindsatser i virksomhederne.
”Vi etablerer en rådgivnings-hotline bemandet med erfarne konsulenter, der kan give strategisk hjælp og rådgivning til virksomheder, som akut skal omstille sig til en ny situation og finde nye veje til ny omsætning. Det kan for eksempel handle om nye tiltag i produktionen, forretningsudvikling, eksporttiltag eller tilpasning af omkostningsbasen,” siger Thomas Hofman-Bang i en pressemeddelelse fra Industriens Fond.
Selvom mange gode tiltag – offentlige såvel som private – ser dagens lys i disse dage, er fremtiden for mange danske virksomheder behæftet med stor usikkerhed. Fondens bestyrelsesformand Sten Scheibye opfordrer på den baggrund virksomhederne til at ”gentænke forretningen,” og den proces vil fondens rådgivnings-hotline gerne være behjælpelig med.
”Der vil være virksomheder, der netop nu kan bruge ledig kapacitet til at gentænke forretningen. Det kan handle om udvikling af nye produkter og processer i virksomheden, men det kan også handle om innovative tiltag i forhold til værdikæden, salget eller digitalisering af virksomheden. Der er mange muligheder og mange steder at sætte ind. Og her håber vi at kunne bidrage med virksomhedsnær hjælp,” siger Sten Scheibye.
Åbner pulje for idéer til hjælpeindsatser
Udover den åbne rådgivnings-hotline, efterspørger Industriens Fond gode idéer fra aktører i og omkring dansk erhvervsliv.
”Netop nu, men også når pandemien aftager, står dansk erhvervsliv i en ny virkelighed fyldt med både udfordringer og muligheder. Det skal virksomhederne være parate til at udnytte. Derfor efterspørger vi nu projektforslag og idéer til virksomhedsnære hjælpeindsatser, som kan styrke virksomhederne nu og på den anden side af pandemien,” siger Thomas Hofman-Bang.
I erhvervsorganisation SMVdanmark, som repræsenterer flere end 18.000 selvstændige, små og mellemstore virksomheder, glæder vicedirektør Jakob Brandt sig over håndsrækningen og initiativerne fra Industriens Fond.
Der er tale om en attraktiv investering på rent kommercielle vilkår for fondene
Jakob Brandt – vicedirektør, SMVdanmark
”Det er superpositivt at have en rig onkel, som kan hjælpe, når det brænder på – og det gør det virkelig i øjeblikket. Industriens Fond er en trofast ven af SMV'erne, og det er vi rigtig glade for,” siger Jakob Brandt til Fundats.
Opfordrer fonde til at investere penge i SMV-lånefond
Jakob Brandt opfordrer samtidig Industriens Fond og andre fonde i Danmark, som kerer sig for erhvervslivets ve og vel, til at overveje at skyde penge ind i en nyetableret ‘SMV lånefond’ administreret af SMVdanmark.
Det sker blandt andet i lyset af en undersøgelse blandt SMVdanmarks medlemmer, som viser, at en tredjedel af dem for tiden ikke har mulighed for at skaffe finansiering via bankerne.
”Vi er nødt til at kigge på alternativer til bankerne, og vi håber, at Industriens Fond og andre fonde vil have yderligere fokus på at understøtte dansk erhvervsliv. I stedet for at fondenes midler placeres i aktier, obligationer eller udenlandske fonde, er håbet, at nogle af de danske fondsmidler kan bruges til at skabe aktiviteter og holde hånden under de SMV´er, der likviditetsmæssigt er presset. Det er tænkt som et joint venture mellem alle dem, der har penge og en interesse i at holde hånden under virksomheder i Danmark,” siger Jakob Brandt.
Lånene, der udbydes som crowdlending via SMVdanmarks platform ’SMV Erhvervslån’, er underlagt en statsgaranti på 70 procent via hjælpepakken fra Vækstfonden.
”Der er tale om en attraktiv investering på rent kommercielle vilkår for fondene. Det er en mulighed for fondene for dels at hjælpe dansk erhvervsliv, dels at sikre en fornuftig forrentning af deres midler. Så lidt populistisk kan man sige: ‘What´s not to like?',” siger Jakob Brandt.
Pensionskasser klar med ”det store checkhæfte”
Lykkes det i første omgang at få de erhvervsdrivende fonde, som SMVdanmark har henvendt sig til, med på vognen, forventer Jakob Brandt, at det dernæst vil lykkes at indgå aftaler med flere pensionsselskaber.
”Milliarder af pensionsmidler står i pensionskasser og investeres i infrastrukturprojekter i Sydamerika og vindmøller i Afrika. Det er jo godt nok. Men det kunne være rart, hvis nogle af de danske lønmodtageres pensionsmidler blev investeret i de virksomheder, de selv arbejder i, så der dermed også er danske arbejdspladser i de kommende mange år. Jeg har talt med nogle af de store pensionskasser, og de siger, at hvis det her først kommer op at flyve, og der kommer 100 millioner til at køre rundt i en lånefond, så er de klar til at finde det store checkhæfte frem og åbne for pensionsmidlerne,” siger Jakob Brandt.