Den 1. september 2020 trak Prins Joachim sig ud af bestyrelsen for Løvenholm Fonden i forbindelse med, at prinsen tiltrådte en treårig stilling som forsvarsattaché på den danske ambassade i Paris.
Og nu er Prins Joachims afløser i Løvenholm Fondens fem personer store bestyrelse fundet i skikkelse af den 66-årige hofmarskal i Kongehuset, Michael Ehrenreich. Det er dermed anden gang, at en hofmarskal får sæde i fondens bestyrelse, idet tidligere hofmarskal Søren Haslund-Christensen fra 2005 til 2009 var formand for fondsbestyrelsen.
Formanden for Løvenholm Fondens bestyrelse Peter Gæmelke lægger ikke skjul på, at han er særdeles glad for, at Michael Ehrenreich har sagt ja til pr. 1. januar i år at indtræde i bestyrelsen for fonden.
”Vi byder Michael Ehrenreich hjerteligt velkommen i fondsbestyrelsen og har store forventninger til samarbejdet. Der har altid været meget tætte relationer mellem Løvenholm og Kongehuset, og det vigtige link kan Michael Ehrenreich fastholde. Derudover er Michael Ehrenreich en person med store personlige kompetencer, og jeg håber, at han med sin baggrund fra presseverdenen og Kongehuset kan bidrage til bestyrelsens diskussioner om fondens fremtid og det værdigrundlag, vi gerne vil drive Løvenholm Gods på,” siger Peter Gæmelke til Fundats.
Tidligere korrespondent og chefredaktør
Det er en mand med et særdeles alsidigt og internationalt CV, som er trådt ind i bestyrelsen for Løvenholm Fonden. Inden han i februar 2015 tiltrådte som hofmarskal, var han i en kort periode direktør i Det Udenrigspolitiske Selskab, og forud for det bestred den journalistuddannede Michael Ehrenreich en række forskellige stillinger i den danske medieverden.
I mere end 20 år var han ansat på Berlingske – dengang Berlingske Tidende – blandt andet som korrespondent i London i fire år, i Washington DC i fem år, som medlem af chefredaktionen i fire år og som chefredaktør fra 2001 til 2003.
Fra Det Berlingske Hus gik turen til Kristeligt Dagblad, hvor Michael Ehrenreich i ni år var medredaktør.
Peter Gæmelke understreger, at han ikke kun ser frem til Michael Ehrenreichs indtræden i bestyrelsen, men også har mange lovord til overs for det nu forhenværende bestyrelsesmedlem.
”Prins Joachim har ikke blot været linket fra fonden til det officielle Danmark og Kongehuset, men har samtidig bidraget meget til bestyrelsens diskussioner om skovbrug på Løvenholm og det værdigrundlag, vi driver godset på. Fra sine år på Schackenborg i Sønderjylland har prinsen en stor viden, som har været nyttig i diskussionerne om udviklingen af både mark- og skovbrug på Løvenholm. Og derudover har han haft mange gode holdninger til, hvordan vi holder hånd om det smukke Løvenholm Slot og de investeringer, der er foretaget for at udvikle bygningsmassen,” siger Peter Gæmelke.
Vil give 35 millioner kroner til udvidelse af Skovskolen
Apropos investeringer, bliver én af de helt store opgaver for Peter Gæmelke og resten af bestyrelsen i Løvenholm Fonden i 2021, hvis det går som forventet, at medfinansiere en fordobling af Skovskolens bygningsareal under Løvenholm Gods.
Skovskolen, som er en del af Institut for Geovidenskab og Naturformidling på Det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet ved Københavns Universitet, har to afdelinger: En i Nødebo nord for Hillerød og en under Løvenholm Gods i de store skove ved Auning. Bygningerne på godset har Løvenholm Fonden gennem 20 år stillet gratis til rådighed for skovskoleundervisningen, og nu er der behov for en markant udvidelse.
”I fonden har vi sagt, at vi vil gerne finansiere en tredjedel af udvidelsesprojektet, svarende til cirka 35 millioner kroner, hvis Skovskolen kan finde resten af pengene på anden vis. Det er det største udviklingsprojekt på Løvenholm i nyere tid, hvis det kommer op at stå, men det passer ind i fondens formål om at støtte uddannelse og forskning med hensyn til jordbrug og skovbrug. Og i og med 80 procent af det danske skovareal ligger i Jylland, vil det være naturligt, at en endnu større del af skovbrugsuddannelsen kommer til at foregår her, hvor skovene er,” siger Peter Gæmelke.
Han slår en tyk streg under, at beslutningen om udvidelsen ikke er truffet endnu af Skovskolen. Det eneste, der ligger fast, er, at fonden står klar med sin medfinansiering, hvis Skovskolen selv kan finde de resterende cirka 65 millioner kroner.
Ud over Peter Gæmelke og Michael Ehrenreich består bestyrelsen i Løvenholm Fonden af Tommy Pedersen, Sys Rovsing og Per Holten-Andersen.