Konsulentvirksomheden Operate har fra 1. januar 2022 ansat Thomas Martinsen som direktør med særligt ansvar for rådgivning af danske fonde og filantropiske organisationer.
Det oplyser Operate i en pressemeddelelse.
Thomas Martinsen kommer fra en stilling som særlig rådgiver i Trygfonden og Tryghedsgruppen, og tidligere som partner i Implement Consulting Group.
”Jeg glæder mig utroligt meget til at være en del af Operate, der som forandringsbureau gennem mange år har hjulpet fonde, virksomheder og organisationer med at løse komplekse problemer og udfordringer. Jeg ser Operate som et af de stærkeste forandringsmiljøer i Danmark – også for fondene,” siger Thomas Martinsen, der får titel af filantropidirektør.
Thomas Martinsen har mange års erfaring med rådgivning og strategi – særligt i relation til fonde, filantropi, forandring og partnerskaber. Før Implement var han adm. direktør i BARK, og han har også tidl. været en del af Rambøll Management.
”Med Thomas ombord kan vi gøre en større forskel for fondene og deres partnere, så de sammen kan gøre en større forskel i samfundet. Og det er der brug for. Min ambition er at skabe et stærkt miljø om at drive samfundsforandring. Fondene og filantropien er en vigtig men ofte overset del af løsningen på svære problemer,” siger Anders Dybdal, der er adm.direktør i Operate.