For præcis to måneder siden vågnede Danmark den 12. marts 2020 op til et lukket land og en lang række åbne spørgsmål. Aftenen før havde statsminister Mette Frederiksen (S) flankeret af sundhedsmyndighederne sat store dele af samfundet og økonomien på pause.
Siden har ikke mindst Danmarks store fonde måttet tage bestik af deres ansvar og forpligtelser under coronakrisen. Men hvordan ser det ansvar egentlig ud?
I sidste uge vakte det opsigt, da Kim Nøhr Skibsted, direktør i Poul Due Jensens Fond, efterlyste tættere dialog mellem regering, Folketinget, myndigheder og fonde om samfundets akutte behov:
“Jeg efterlyser en ny samfundskontrakt mellem fondene og staten, så vi får mere pejling på, hvor der er brug for hjælp. Hvis regeringen siger, det er her, vi har brug for de store fonde, så skal fondene bøje nakken og sige, så gør vi det. Noget for noget,” sagde Kim Nøhr Skibsted, i Jyllands-Posten.
Udmeldingen fra Kim Nøhr Skibsted blev modtaget med stor skepsis fra Jørgen Huno Rasmussen, som netop er trådt tilbage som bestyrelsesformand for Lundbeckfonden på grund af fondens anciennitetsgrænse.
For hvis fondene inviterer politikerne for langt ind i det almennyttige arbejde, så risikerer fondene at miste deres uafhængighed, advarede han på Linkedin, hvor han kaldte Skibsteds opfordring for ‘ødelæggende’.
Bør fondene søge pejling fra det politiske system under coronakrisen for at få en effektiv filantropisk forankring? Eller risikerer politisk indblanding tværtimod at være begyndelsen på enden for fondenes uafhængighed?
Fundats har inviteret Kim Nøhr Skibsted og Jørgen Huno Rasmussen til videomøde for at få uddybet deres synspunkter.
Ny samfundskontrakt
Poul Due Jensens Fond er én af de fonde, der efter nedlukningen af landet resolut meldte ud, at coronakrisen ville få en gennemgribende indflydelse på fondens almennyttige aktiviteter.
– Men Kim Nøhr Skibsted, hvad mener du med, at fondene har brug for en ny samfundskontrakt?
Kim Nøhr Skibsted: “Vi fonde må omstille os til den virkelighed, vi nu er en del af. Verden er reelt i en undtagelsestilstand, hvor planer, delvis lovgivning og markedskræfter er sat ud af kraft. Det bliver vi nødt til at forholde os til.”
“Jeg synes, at fondene skal række ud til dialog, så vi ved, hvor behovet for assistance er størst. Under krisen har jeg beskæftiget mig meget med forskningsområdet, det humanitære område og delvis det sociale område. Og der har manglet retning, hvilket jeg også har fortalt regeringen. Jeg har også haft dialog med politikere, styrelser og ministerier og spurgt: ‘Hvor ser I de største udfordringer henne her i krisen, og kan vi på nogen måde assistere?’”
Jeg tror, det er smart af fondene at række ud og spørge, hvor behovene er størst – at have dialog. Det er der også mange fonde, der gør. Men der er også nogen, der ikke gør det. Det er måske dem, jeg peger lidt på.
Kim Nøhr Skibsted – direktør, Poul Due Jensens Fond
“For at løse nogle af de opgaver, som det danske samfund står over for – højskoler og sociale væresteder falder sammen, forskningsindsatsen dirigeres et andet sted hen – har der været brug for en pejling. Og når man ikke får den fra regeringen, Folketinget eller ministerierne, så synes jeg, at det er strategisk klogt og en pligt for fondene at række ud og spørge: ‘Kunne vi ikke få en retning, som vi kunne agere efter?’”
“Jeg taler ikke om, at vi skal bøje nakken for statsmagten og bede den diktere, hvor vi skal sende pengene hen. Jeg mener, at vi skal have en dialog om, hvor behovene er størst. Jeg tror ikke, at fondene alene ved, hvor behovene er størst. Og jeg tror heller ikke, at regeringen gør det. Men hvis vi kan snakke sammen, så kan det være, at vi kan finde ud af det,” siger Kim Nøhr Skibsted og understreger, at han ser hele det politiske niveau fra styrelser og ministerier til Folketing og regering som relevant dialogpartner, når fondene skal søge pejling.
“Jeg tror, det er smart af fondene at række ud og spørge, hvor behovene er størst – at have dialog. Det er der også mange fonde, der gør. Men der er også nogen, der ikke gør det. Det er måske dem, jeg peger lidt på. Når man går og kalder sig selv almennyttig og laver filantropi, så kunne det være smart, at man orienterede sig i den virkelighed, vi lige pludselig står midt i. Og når jeg beder om en samfundskontrakt, så handler det om, at hvis vi nu rækker hånden ud, så forventer vi jo heller ikke, at politikerne tager deres hænder ned i vores pengekasser og dikterer, hvad pengene skal gå til,” siger Kim Nøhr Skibsted.
Ingen modydelse
For Jørgen Huno Rasmussen er pejling fra det politiske system imidlertid ikke en attraktiv vej frem.
– Jørgen Huno Rasmussen, du har kaldt ideen om mere pejling for ‘ødelæggende’. Hvad mener du med det? Hvad er risikoen ved at indgå i en tættere dialog og prøve at sikre, at donationerne har en eller anden form for forbindelse til samfundet – en filantropisk forankring – inden man bevilger dem?
Jørgen Huno Rasmussen: “Da jeg læste Kims forslag, blev jeg lidt provokeret. Fordi du siger jo, Kim, at du regner med, at så vil staten ikke stikke hænderne ned i fondenes lommer. Men det seneste vi har hørt fra staten var jo netop, at de stak fingrene ned i vores lommer. Så når du siger ‘noget for noget’, så siger jeg: Hvad er modydelsen? Fordi det eneste fondene har fået fra staten, det er sådan set øgede skatter,” siger Jørgen Huno Rasmussen.
Han henviser til lovændringen i 2016, der reducerede fondenes konsolideringsfradrag og oprindelig også indeholdt forslag om at fjerne den såkaldte transparensregel, hvilket ifølge kritikere kunne have kostet fondene et milliardbeløb i øgede skatter.
“Til spørgsmålet om hvordan vi sikrer den filantropiske forankring: Efter min vurdering har regeringen jo ingen forudsætninger for at give et kvalificeret svar på, hvordan fondene bedst kan skabe værdi for samfundet,” siger Jørgen Huno Rasmussen.
Han fortæller, at Lundbeckfonden i sin tid nedsatte en række store ekspertpaneler inden for sundhedsvidenskab, før fonden landede på hjernesygdom som dens filantropiske fokus. Et område, hvor fonden ifølge ekspertpanelerne kunne gøre stor nytte, ikke mindst fordi Danmark i forvejen havde stærke farmaceutiske virksomheder.
“Jeg tror ikke på, at regeringen kunne have hjulpet os til den afklaring. Selvfølgelig skal man sikre en filantropisk forankring – man skal ikke bare give ud i det blå. Men jeg mener, at der er langt bedre måder at gøre det på end at spørge regeringen,” siger Jørgen Huno Rasmussen.
Når jeg siger: Lad os række ud for at få noget retning, så siger jeg groft optegnet: Hvis samfundet, og det vil sige myndighederne og dem, der er vant til at varetage vores alle sammens interesser, skriger: Vi har brug for, at I hjælper os med at bygge hospitaler, så skal vi jo ikke begynde at bygge katedraler.
Kim Nøhr Skibsted – direktør, Poul Due Jensens Fond
Kim Nøhr Skibsted: “Dét er jo et meget godt eksempel på, hvor fondene har nogle kompetencer og nogle tilknyttede eksperter og virksomheder, der kan løse samfundsproblemer. Det er jo dét, vi er gode til. Når jeg siger: Lad os række ud for at få noget retning, så siger jeg groft optegnet: Hvis samfundet, og det vil sige myndighederne og dem, der er vant til at varetage vores alle sammens interesser, skriger: Vi har brug for, at I hjælper os med at bygge hospitaler, så skal vi jo ikke begynde at bygge katedraler.”
Ny virkelighed
Poul Due Jensens Fond meldte tidligt i coronakrisen ud, at den vil justere sine filantropiske aktiviteter markant med et mål om at hjælpe samfundet med at afbøde krisens konsekvenser. Eksempelvis vil fonden bøje et ellers velkendt princip hos mange fonde ved at finansiere organisationers drift frem for udelukkende at bevilge penge til udvikling.
Og Kim Nøhr Skibsted efterlyser samme strategiske omstillingsparathed fra sine fondskollegaer:
“Dem, jeg peger lidt hen imod, er de fonde, som jeg ved de facto sidder og siger: ‘Vi venter lige på at det hele går over, og så går vi i gang med det sædvanlige bagefter.’ Der siger jeg, at vi er i en ny virkelighed.”
“Jeg har jo hørt fra organisationer, der ikke kan overleve denne her krise, medmindre de får hjælp til at få betalt deres husleje og deres medarbejderes løn, fordi hjælpepakkerne ikke omfatter f.eks. ngo'er, sociale væresteder og foreninger. Der har jeg sagt, også til Fundats, at mange fonde må kigge lidt på deres donationspolitik og sige: OK, vi står i en unik, frygtelig, tragisk krisesituation. Skulle vi ikke sige, at vi godt vil finansiere noget drift i denne her korte periode. Det har vi gjort. Men jeg hører fra andre fonde, at det kunne de ikke drømme om. De vil hellere fastholde deres politik, fra før verden var i krise. Det bestemmer de selv, men jeg forstår det ikke,” siger Kim Nøhr Skibsted.
Fondene kan rykke meget hurtigt, hvis de vil. Og hvis vi drukner i bureaukrati inde i et ministerium, så mister vi den evne. Det synes jeg, at vi skal værne om.
Jørgen Huno Rasmussen – tidligere bestyrelsesformand for Lundbeckfonden
Jørgen Huno Rasmussen: “Men der er en grund til, at de gør det. Og det er jo, at der har jo været et langt forløb før det. Og risikoen, som de og som jeg ser, er, at hvis det hele styres af regeringen, så bliver pålægget smurt alt for tyndt ud, og så bliver der ikke den samme gennemslagskraft. Plus at man havner i et bureaukrati, hvor tingene tager for lang tid og bliver ineffektive. Fondene kan rykke meget hurtigt, hvis de vil. Og hvis vi drukner i bureaukrati inde i et ministerium, så mister vi den evne. Det synes jeg, at vi skal værne om,” siger Jørgen Huno Rasmussen.
Politisk kapital
Kim Nøhr Skibsted: “At skulle sidde inde i et ministerium og holde møder og lave workshops, det kan jeg slet ikke holde ud at tænke på. Og at bureaukraterne får lov at bruge af vores midler er slet ikke min tanke. Men vi har brug for retning. Det er gået op for mig, at Danmark f.eks. i 18 år har finansieret infrastruktur på vandområdet i Ghana – i 18 år! Uden at nogen danske vandvirksomheder har været involveret i den indsats, hvilket jo skriger til himlen. Især fordi det ikke har virket. Så foreslog jeg regeringen, at det jo kunne være smart, hvis den trak på fondene og de virksomheder, der ved noget om det, så vi kunne indgå et samarbejde. Det samme gælder nu, hvor Udviklingsministeren i forbindelse med coronakrisen som en meget hurtig reaktion sender 100 mio. kr. i retning af FN. Er det dét, der skal til? Eller kunne man måske have hevet nogle af de eksperter ind, som vi jo også har i fondene til at sige: Det er måske ikke bare 100 mio. kr., der er brug for – det er noget andet.”
Der er en forhistorie, hvor politikerne engang imellem har misforstået fondenes funktioner og ikke mindst, hvad vores penge går til. Men hvis vi er i dialog med dem, så tror jeg faktisk, at vores politiske kapital også vil blive øget.
Kim Nøhr Skibsted – direktør, Poul Due Jensens Fond
“Dét er fondenes styrke. Og det er den styrke, vi skal vise samfundet, at vi har. Fordi du har fuldstændig ret: Der er en forhistorie, hvor politikerne engang imellem har misforstået fondenes funktioner og ikke mindst, hvad vores penge går til. Men hvis vi er i dialog med dem, så tror jeg faktisk, at vores politiske kapital også vil blive øget. Og at politikernes kendskab og viden om fondenes rolle bestemt også vil øges. Det sidste tror jeg, at der er et behov for,” siger Kim Nøhr Skibsted.
Samfundets afhængighed
Kim Nøhr Skibsted: ”Men jeg vil under ingen omstændigheder give køb på vores uafhængighed. Det er heller ikke dét, der er signalet. Men vores samfund er faktisk meget afhængigt af fondene, og dét er jo interessant. Samfundet har gjort sig afhængigt af fondene, og dét at nogen er afhængige af os, gør jo, at der påhviler os en pligt til at agere i det felt.”
“Jeg enig i, at vores eksekveringskraft er unik og helt fantastisk. Men det er jo den eksekveringskraft, jeg gerne vil stille til rådighed for samfundet, hvis samfundet kan sige til os, at der er brug for eksekveringskraften ovre i venstre hjørne i stedet for, at vi stirrer os blinde på det højre hjørne. Så jeg tror egentlig ikke, vi er særlig uenige, det er måske måden at udtrykke sig på. Jeg vil ikke sælge vores uafhængighed, jeg vil bruge samfundets afhængighed til, at vi gør noget, der er endnu mere effektivt på samfundets vegne.”
“Og jeg forstår ikke de fonde, der læner sig tilbage og siger: Den her krise er vi ikke skyld i. Vi afventer og må se hvordan det går. Og når krisen så er blæst over, så bliver vi aktive igen på vores gamle programmer. Den virkelighedsopfattelse er mig, undskyld udtrykket, ganske uforståelig. Fordi hvis der er noget, der kendetegner fondene, så er det, at de agerer og er agile i den virkelighed, der forefindes,” siger Kim Nøhr Skibsted.
Fra tue til tue
Jørgen Huno Rasmussen: “Men der er jo også det modsatte aspekt: At undgå risikoen for at man hopper fra den ene tue til den anden. Og det er også en frygt, jeg har i forhold til det offentlige system. Det er jo dét, et politisk system typisk kan være motiveret til at gøre, fordi der kommer en vælgerbevægelse, en stemning i befolkningen, og så reagerer politikerne på det. Meget forståeligt, fordi ellers bliver de ikke valgt.”
Fondene kan også være med til at sikre en kontinuitet, hvor jeg frygter, at hvis de bliver for politisk styrede, så bliver de ligesom det politiske system kastet fra den ene side til den anden afhængig af, hvad der er ‘color of the month.
Jørgen Huno Rasmussen – tidligere bestyrelsesformand for Lundbeckfonden
“Så fondene kan også være med til at sikre en kontinuitet, hvor jeg frygter, at hvis de bliver for politisk styrede, så bliver de ligesom det politiske system kastet fra den ene side til den anden afhængig af, hvad der er ‘color of the month’.”
“Hvis fondene bare skal bøje nakken og sige ‘så gør vi det, som regeringen ønsker’, så er mit spørgsmål: Hvordan sikrer man så hundrede procent loyalitet over for fundatsen og dermed stifters ønsker? Og relevansen af det spørgsmål er jo, at hvis vi ikke kan svare overbevisende på det, hvad skulle så i fremtiden få virksomhedsejere til at donere deres virksomhed til en fond, hvis den alligevel styres af staten,” siger Jørgen Huno Rasmussen.
Kim Nøhr Skibsted. “Alle fonde skal først og fremmest koncentrere sig om fundatsen – blandt andet ved at styrke de virksomheder, man ejer. Den anden del er at tilse, at man agerer i den tid, man er en del af. Og jeg tror ikke, at Poul Due Jensen, da han stiftede Poul Due Jensens Fond, har forudset, at der kom en coronakrise, der ville lukke verden ned. Jeg har tværtimod en god fornemmelse af, at han ville synes, det var en god idé, at hans fond er proaktiv i stedet for at sidde og vente på, at krisen gik over. Men jeg er enig i, at vi ikke på nogen måde skal underkende de fundatser og principper, som fonden er stiftet på.”
“Men i en krisesituation, hvor verden simpelthen er brudt sammen, så bliver vi nødt til alle sammen at bidrage – rykke sammen i bussen. Det er der mange fonde, der har gjort. Men jeg efterlyser, at flere overvejer at gøre det. Du har skrevet et fremragende indlæg i Politiken om den danske regerings ageren i den her krise, blandt andet i forhold til italienerne og i forhold til at støtte hinanden og rykke sammen i EU-bussen. Du bruger udtrykket ‘at bøje sig mod hinanden’. At hjælpe hinanden til at løse de behov, der måtte være. Derfor undrer det mig så, at du kalder mit indlæg ødelæggende,” siger Kim Nøhr Skibsted.
Brug for fondsforening
Jørgen Huno Rasmussen: “Det, jeg mente var ødelæggende, var, hvis det her bliver første skridt ud på et skråplan, hvor man angriber fondenes uafhængighed. Så ville jeg være meget bekymret. Men jeg er blevet lidt mere rolig af vores dialog, hvor jeg fornemmer, at det er slet ikke din dagsorden. Det er måske mere samarbejde og koordinering. Og så taler vi samme sprog.”
Nogle af de store fonde siger 'vi vil kun tale selv på egne vegne, vi vil ikke have andre til at gøre det'. Det er jo et legitimt synspunkt, men man mister så noget fællesskab.
Jørgen Huno Rasmussen – tidligere bestyrelsesformand for Lundbeckfonden
“Jeg er f.eks. en af dem, der er fortaler for et øget samarbejde mellem fondene. Det har der jo været nogle store fonde, som har været modstander af. Det blev diskuteret meget, da man etablerede det her videnscenter for fondene, hvor jeg personligt gerne havde set, at det havde fået en mere central rolle og også kunne gå ud med synspunkter på fondenes vegne og indgå i samfundsdebatten. Det tror jeg kunne sætte fondenes styrke bag noget, som kunne få mere gennemslagskraft i samfundet. Det blev nedstemt, fordi nogle af de store fonde siger 'vi vil kun tale selv på egne vegne, vi vil ikke have andre til at gøre det'. Det er jo et legitimt synspunkt, men man mister så noget fællesskab. Og nogle af de rigtig positive oplevelser, jeg har haft, er jo hvor vi har været to-tre fonde, der er gået sammen om et projekt og så virkelig fået gennemslagskraft. Jo mere koordinering af den slags, jo bedre – det er jeg helt enig med dig i,” siger Jørgen Huno Rasmussen.
Kim Nøhr Skibsted: “Jeg er glad for, at du siger det. Det er afgørende for, at vi kan skabe resultater, som politikerne også kan lære af, at vi finder sammen med hver vores kompetencer og specialer – og også vores penge. Så kan vi rykke verden til et bedre sted. Og det kan vi faktisk gøre på vegne af politikerne, uden at de sidder og dikterer retning. Men de må da gerne sige, hvor de godt kunne tænke sig, at den skulle hen.”
Jørgen Huno Rasmussen: “Men det er lidt dét der med, at hvis man rækker dem en lillefinger. Jeg havde faktisk et andet spørgsmål til dig også, fordi det var dét, jeg kunne se som næste fase af sådan en proces: Hvis først vi ligesom ålen kommer ind i ålekragens næb, hvor der er modhager, så kan vi ikke komme ud igen. Der er kun én vej, og det er ned i maven. Men hvordan sikrer man så fremtiden for fondenes virksomheder, hvis de mere eller mindre bliver kontrolleret af staten? At politisk indflydelse spreder sig fra donationerne over på virksomhederne, dét var min langsigtede frygt.”
For mange skæverter
Kim Nøhr Skibsted: “Der skal vi jo aldrig hen. Altså, vi skal jo ikke nationaliseres. Det fornemmer jeg heller ikke på nogen politikere – jo, nogle ganske få – men der skal vi ikke hen, og det er slet ikke mit ærinde. Det er samtalen, jeg er ude efter. At komme under politikernes kontrol eller myndighedskontrol i en krisetid er heller ikke mit formål. Mit formål er at stille os til rådighed og løse de behov, der måtte være i en krise – og jeg understreger i krisen – ikke efter krisen. Det kan også være, at vi skal stille os til rådighed ved genåbning, men der er jeg slet ikke endnu. Jeg siger bare, at der er simpelthen for mange skæverter – forkerte prioriteringer og manglende koordination, der gør, at vi fonde kan hjælpe meget bedre, hvis der er en samtale. Både mellem hinanden og ikke mindst også med myndigheder.”
Der er simpelthen for mange skæverter – forkerte prioriteringer og manglende koordination, der gør, at vi fonde kan hjælpe meget bedre, hvis der er en samtale. Både mellem hinanden og ikke mindst også med myndigheder.
Kim Nøhr Skibsted – direktør, Poul Due Jensens Fond
“Det er også her, fondene skal kende vores besøgstid. Så kan vi også skabe armslængden selv, så vi ikke bare sidder og venter på, at der er nogen, der kommer og siger til os, hvad vi skal bruge pengene på. Det er der nemlig nogen, der godt kunne finde på at sige – også blandt dem, der danner parlamentarisk flertal i dag. Dén situation skal vi helst undgå. Det skal være sådan, at det er os, der dikterer præmisserne. Vi lytter, politikerne lytter, og hvis vi lytter til hinanden og stiller den viden, vi har, til rådighed, så kan vi flytte utrolig meget.”
“Når man lægger fondenes bevillinger sammen årligt i almennyttige formål, så overstiger det jo det råderum, der er på en finanslov. Vi har altså evnen og magten til at flytte tingene i samfundet. Og når man har den evne og den magt, så forpligter det,” siger Kim Nøhr Skibsted.
– Du siger, at under en krise skal fondene agere på en bestemt måde, men når krisen så er slut, så hører jeg på dig, at fondene skal vende tilbage til en anden måde at agere på igen. Men er der ikke et problem i at komme og sige til politikerne: "Nu er krisen slut"?
Kim Nøhr Skibsted: “Det ved vi jo ikke. Vi fonde ved ikke alt. Vi ved godt, hvad vi hviler på: Vores fundats og historie og kompetencer. Men hvornår krisen er ovre er jo noget, der skal være en konventionel opfattelse af i samfundet. Regeringen kan ikke gå ud i morgen og sige, at krisen er omme. Det kan vi jo se på det antal indlæggelser og smittede, der er. Men på et eller andet tidspunkt må vi gå ud fra, at vi har nået et normalstadie. Så må fondene vurdere med sig selv: Skal der bygges noget op, skal der omprioriteres, arbejder vi på den rigtige måde? Er det danske forhold, vi skal interessere os mere for? Er det andre sektorer end f.eks. den naturvidenskabelige? Skal vi f.eks. kaste mere efter sociologi, fordi vi får en social krise i det danske samfund efter det her med så mange isolerede og ensomme mennesker. Der er masser af spørgsmål, og dem har jeg ikke svaret på. Jeg tror bare, at fondene kan spille en ualmindelig vigtig rolle i at holde det her samfund kørende, både i en krisetid, men også når man skal genåbne.”
“Men når man stiller sig til rådighed, så forbeholder man sig jo også retten til at sige nej. Jeg vil gerne bøje nakken, hvis man siger, at vi skal have sprøjtet millioner af kroner ind i vaccineudvikling. Ja tak, det kan jeg da godt se, at der er et behov for. Men hvis man gerne vil afholde en visesangerfestival inddelt i zoner, så vil vi nok sige nej. Det er den ret, vi selvfølgelig har, når vi stiller os til rådighed. Jeg er ikke ude efter, at vi skal have flere penge op af lommen i krisetider. Jeg tror bare, at vi skal forstå at agere og så dirigere pengene derhen, hvor der er akut behov. Og det kan jeg fornemme på mange fonde, at de gør. Men jeg kan også fornemme, at nogle fonde sidder meget stille – for stille,” siger Kim Nøhr Skibsted.
