For fjerde år i træk giver Spar Nord Fonden nu unge universitetsstuderende mulighed for at dykke ned i et særligt vigtigt eller aktuelt tema via tre ph.d./postdoc-stipendier på hver maksimalt 2,2 millioner kroner.
I 2021 er det verdensmål 10 om mindre ulighed og ikke mindst konsekvenserne af coronakrisen, der er i centrum for de tre stipendier. De i alt maksimalt 6,6 millioner kroner skal således dække svar fra tre forskere fra universiteternes fagmiljøer på, hvilke eventuelt permanente spor på unge med forskellige baggrunde, covid-19 vil sætte økonomisk og socialt.
”Tidligere forskning har vist, at personer, som kommer ind på arbejdsmarkedet under en økonomisk krise, kommer bagefter andre årgange i forhold til indkomst og karriere. Dermed kan der opstå ulighed mellem grupper – afhængig af, hvornår de tager uddannelsen, og hvilke muligheder de har efter eksamen,” siger Michael Slavensky Dahl, bestyrelsesformand i Spar Nord Fonden og professor på Aalborg Universitet, i en pressemeddelelse.
Mere specifikt ønsker Spar Nord Fonden blandt andet at få mere viden om, hvad der sker, når de unges uddannelser og sociale liv er så påvirket af begrænsninger i adfærd og fysiske restriktioner, som tilfældet har været det seneste års tid.
Hvordan vil, spørger fonden, denne generation af unge være påvirket af pandemiens effekter på lang sigt? Og vil nogle unge fra eksempelvis ressourcestærke familier klare sig bedre end unge med en anden baggrund?
Økonomisk bagland for 13 forskere
Ansøgningsfristen er den 30. april i år, og ansøgerne får svar om udfaldet ultimo juni. Ansøgningerne vurderes af et eksternt forskerpanel, som giver deres vurdering til Spar Nord Fondens bestyrelse.
Siden 2018 har Spar Nord Fonden hvert år udbudt tre ph.d./postdoc-stipendier til forskere på danske universiteter. I 2020 udstedtes et enkelt wildcard, hvilket betyder, at Spar Nord Fonden i øjeblikket finansierer 10 ph.d./postdoc-stillinger.
Med offentliggørelsen af det nye tema og de tre nye muligheder kommer Spar Nord Fonden op på at være initiativtager og økonomisk bagland for i alt 13 forskere.