Komitéen for god fondsledelse har netop sendt et sæt justerede anbefalinger i høring. Det sker fem år efter de erhvervsdrivende fonde for første gang skulle redegøre for, hvordan bestyrelserne forholder sig til de 16 anbefalinger.
”Tiden er dermed moden til en justering af anbefalingerne. Navnlig med øget vejledning om fondenes eksterne kommunikation, fondenes strategidrøftelser, uafhængighed i bestyrelserne samt sammensætning af vederlag og offentliggørelse heraf,” skriver komitéen i pressemeddelelse.
Udover at justere, skærpe og uddybe de eksisterende 16 anbefalinger har komitéen også noteret sig et behov for en ny anbefaling, der kan øge bestyrelsernes opmærksomhed på investeringsrisiko og kapitalforvaltningens sammenhæng med uddelingspolitikken.
”Komitéen har udarbejdet en ny anbefaling om investeringer, risiko og uddelinger, der skal hjælpe fondene på vej i den noget usikre og foranderlige verden, fondene opererer i,” siger Marianne Philip, der er formand for komiteen i en pressemeddelelse.
Ifølge den nye anbefaling 2.1.2 bør fondsbestyrelserne løbende forhold sig til, om fondens kapitalforvaltning modsvarer fondens formål og behov på både kort og lang sigt.
”Bestyrelsen bør definere og løbende forholde sig til de overordnede principper, i henhold til hvilke bestyrelsen forvalter fondens kapital. De overordnede principper bør blandt andet vedrøre det forventede afkast, uddelinger, likviditetsbehov i øvrigt samt timingen heraf bl.a. i forhold til fondens erhvervsaktivitet, uddelingspolitik og omkostninger. Bestyrelsen bør herunder forholde sig til målene med fondens investeringer, tilladte aktivtyper, risikoprofil, risikospredning og kapitalberedskab i forhold til fondens virksomhed, samt overvågning og rapportering,” fremgår det af den vejledende tekst til den nye anbefaling.
Komitéen håber, at interesserede vil indsende bemærkninger til de justerede anbefalinger inden høringsfristen den 30. marts.
”Vi ser frem til at se, hvordan de nye anbefalinger modtages af fondene, og hvordan fondenes gode arbejde udvikler sig i fremtiden,” siger Marianne Philip.
Læs udkastet til de justerede anbefalinger her (pdf).