Olaf Svenningsen griner af mindet i telefonen.
Dengang, i starten af 1990’erne, da han var nyudklækket Ph.d. i geologi og forsker på Lunds Universitet, var det hverken ham selv eller universitetet, der var drivkraft bag hans ansøgninger om forskningsmidler.
”Det var min mor, som hjalp med ansøgningerne. Hun var klassisk humanist og rigtigt god til det der med sprog og det narrative flow i tekster. Indimellem hjalp min far også,” fortæller Olaf Svenningsen.
Mens det blot er en enkelt generation siden, at Olaf Svenningsens familie hjalp ham med papirarbejdet, så befinder fundraising-verdenen sig i dag i en hel anden tid, hvor kampen om de eksterne bevillinger fra for eksempel private fonde ikke længere kan udliciteres til velmenende forældre.
”I dag er det at søge forskningsmidler ikke bare et spørgsmål om at søge penge. Det er også at sætte sig ind i, hvordan et forskningsprojekt skrues sammen, så det ikke bare kan gennemføres, men så det også er konkurrencedygtigt og spiseligt i fondenes øjne. Desuden kan der være juridiske problemstillinger, man skal forholde sig til, hvis forskningen fører frem til resultater, som skal kommercialiseres, eller forskningen fører til patentrettighedsovervejelser,” fortæller Olaf Svenningsen.
Og han ved, hvad han taler om. Olaf Svenningsen har nemlig for længst lagt sin egen forskerkarriere på hylden og helliget sig et arbejdsliv, hvor hans speciale i dag består i at rådgive Europæiske universiteter om fundraising og forskerstøtte fra både offentlige og private institutioner.
”Hvis vi går 20 eller 25 år tilbage i tiden, så var der stort set ingen fundraisere på de danske universiteter. Men i dag har alle universiteter professionelle fundraisere eller forskerstøtteenheder, som er støt voksende. De prøver at finde deres form, men fordi de er nye indslag på universiteterne, er det ikke nødvendigvis let,” siger Olaf Svenningsen.
Brug for aflastning
Når universiteterne i dag i stigende grad hyrer medarbejdere til at skaffe eksterne midler, så skyldes det ifølge Olaf Svenningsen flere ting.
For det første er forskningsinstitutionerne dybt afhængige af eksterne midler, hvis de rent faktisk skal bedrive den forskning, som de er sat i verden for, fortæller Olaf Svenningsen.
”Som forsker får man ikke mange penge til sin forskning fra universitetet. Man bliver ansat som forsker, og man får selvfølgelig et kontor, og man får alt det, man skal bruge til sin undervisning. Men når det kommer til selve forskningen, er det forventningen, at du mere eller mindre hiver alle pengene hjem udefra,” siger han.
For det andet er det på flere områder blevet så komplekst at søge om midler, at forskerne har brug for specialiserede medarbejdere, der kan aflaste dem.
”Mange af de udfordringer, som vi står overfor i dag, er ikke noget, som den enkelte forsker eller det enkelte universitet kan løse selv. Man skal samarbejde med andre, og når man gør det, så bliver det mere komplekst. Der er også et større ønske fra politisk side, og fra flere fonde, om at samarbejde på tværs af grænser. Det gør det mere kompliceret at søge om penge,” fortæller Olaf Svenningsen.
Det billede genkender professor og prorektor på Danmarks Tekniske Universitet (DTU), Rasmus Larsen.
”Fordi de tilskudsfinansierede bevillinger kommer til at fylde mere og mere, har vi brug for, at støtten til vores forskere også vokser. Samtidig kan vi se, at kompleksiteten i det, der udbydes vokser. Nogle gange forventes det, at der dannes konsortier med op til 100 partnere. Der har vores forskere brug for støtte,” siger prodekanen.
Universiteter opruster forskerstøtten
En rundringning til samtlige af Danmarks otte universiteter dokumenterer, at alle universiteterne i dag har medarbejdere, som arbejder i funktioner, hvor de bidrager til arbejdet med at skaffe ekstern finansiering.
Selvom hvert universitet har organiseret arbejdet på sin egen måde, er der alligevel en række fællestræk.
Universiteterne taler generelt om en styrket fundingindsats, der udover stadig flere årsværk indebærer en øget professionalisering af arbejdet. Professionaliseringen betyder blandt andet, at de medarbejdere, der arbejder med den eksterne finansiering, ofte er opdelt i to overordnede enheder.
Forskerstøtte er den nye fundraising:
Over næsten hele linjen lyder det fra de forskningsinstitutioner, som Fundats har talt med, at ordet ”fundraiser” ikke længere er dækkende for den indsats, som medarbejderne, der arbejder med hjemtagning af eksterne midler, gør.
I stedet benytter institutionerne begreber som ”forskerstøtte” eller ”fundrådgivere.”
”Ordet ’fundraiser’ har vi diskuteret op og ned i årevis indenfor det her fag. I lande som Storbritannien, USA, Sverige eller Tyskland, vil man forstå ordet ’fundraiser,’ som en, der arbejder på at skaffe filantropiske gaver eller donationer. Den type fundraisere arbejder på en anden måde, end forskerstøtteenhederne. Blandt andet derfor er ordet på tilbagegang på universiteterne, ” siger Olaf Svenningsen.
Den ene hovedgruppe arbejder med den del af fundraisingen, som kaldes for ‘pre-award.’” Her består arbejdet i at hjælpe forskerne med at hive eksterne midler hjem til universitetet.
”Dem, der søger selve bevillingen skal have en legitimitet i forhold til det, de søger om. Derfor er det forskerne selv, der begrunder og søger om midlerne. Men de kan godt have brug for støtte til selve ansøgningsfasen, og der skal også være en ledelse, som formelt set godkender, at universitetet står bag ansøgningen,” siger Kim Brinckmann, der er vicedirektør for Forskning og Innovation på Københavns Universitet.
Den anden hovedgruppe hjælper forskerne med alt det arbejde, som følger med en bevilling, når først den er modtaget. Det omhandler alt fra projektstyring, til afrapportering og udarbejdelse af slutrapporter. Arbejdet kendes normalt som ‘post-award.’
Charlotte Pedersen Jacobsen er forskningsstøttechef på Aalborg Universitet. Hun fortæller, at universitetet i en årrække har haft fokus på en øget professionalisering af forskerstøtten.
I skrivende stund har universitetet cirka ni årsværk tilknyttet den centrale administration, hvor de hjælper med pre-award-delen og yderligere fem årsværk tilknyttet post-award-arbejdet. Derudover har næsten samtlige af universitetets 17 institutter en fundraiser tilknyttet decentralt. Det har de haft siden 2019, hvor universitetet igangsatte en ny strategi på området.
”Man har indenfor de seneste år taget nogle kvantespring i forståelsen af, hvad forskerstøtte er. Forskerstøtte skal bruges rigtigt. Det skal være målrettet nogle bestemte satsninger, for man kan ikke bare smøre den tyndt udover alt. Det giver ingen effekt. Man er nødt til at sige: Det er det her, vi går efter. De her projekter. Man kan ikke ansatte hundrede fundraisere. Det giver ikke mening. Vi skal arbejde målrettet og sætte ind der, hvor der er behov,” siger forskerstøttechefen.
Hun tilføjer, at uanset hvor gode forskerstøtteenhederne er og bliver, så er det stadig forskningen, der i sidste ende er afgørende for bevillingerne.
”En god stærk forskning på universitet er selvfølgelig altafgørende for succesraten. At vores forskere får nogle gode ideer og har nogle gode samarbejdspartnere.”
Samme melding lyder fra Københavns Universitet.
”Det er antagelsen, at hvis vi ansætter en meget dygtig forsker, så skal de eksterne midler nok følge med. Det er vigtigere at være en virkelig dygtig forsker, end at være en virkelig dygtig fundraiser, hvis du skal søge om forskningsmidler,” siger Kim Brinckmann.
Professionshøjskolerne følger trop
Tendensen med det øgede fokus på fundraising er ikke forbeholdt landets universiteter alene. Også landets professionshøjskoler, der siden 2013 har haft både forskningsret og forskningspligt, beretter om et øget fokus på fundraising og forskerstøtte til at hive eksterne midler hjem.
Blandt de professionshøjskoler, som bekræfter tendensen er blandt andre Professionshøjskolen Absalon, der dækker Region Sjælland. Her fortæller forskningschef Kathrine Krageskov Eriksen, at skolen særligt inden for de seneste tre år har haft øget kapaciteten på området.
”Jeg vil mene, at det er en generel bevægelse, at professionshøjskolerne søger ekstern finansiering for at supplere grundfinansieringen. For os er det en nødvendighed at få eksterne midler, hvis vi skal lave forskningsprojekter med stærk impact på alle de store velfærdsområder, som sektoren dækker” siger Kathrine Krageskov Eriksen og forklarer, at Professionshøjskolen Absalon i alt har en lille håndfuld årsværk tilknyttet fundraising og generel forskerstøtte.
Søren Mulvad Sølvkjær, der er afdelingsleder for projektstøtte på professionshøjskolen Via University College stemmer i.
”Min enhed blev etableret i 2019 for at få et mere strategisk og professionelt sigte på fundraising. Det er tydeligt at mærke, at organisationen efterhånden har fået mere og mere fokus på det,” siger han.
Og indsatsen betaler sig muligvis. I hvert fald viser tal fra de danske professionshøjskolers videnregnskab fra 2020, at professionshøjskolerne i 2020 modtog 180 millioner kroner til forskning og udvikling fra eksterne bidragsydere som fonde, virksomheder, regioner og kommuner. Det var en stigning på 72 procent siden 2015. Af de 180 millioner kroner var fondene og virksomhederne de klart største bidragsydere i 2020.
Forskerstøtte betaler sig
Hvor meget hver enkelt fundraiser hiver hjem i kroner og øre, er ifølge Charlotte Pedersen Jacobsen svært at konkludere helt entydigt.
”Det er svært at lægge hånden på kogepladen og sige: Hvad var det, som gjorde forskellen? Det står jo og falder med flere faktorer og ikke mindst ideen. Hvad er det nye, og passer det ind i bevillingshavers strategi? Så er der rigtig nok nogle, som har hjulpet med ansøgningen, men hvad, som gjorde forskellen, er svært at sige,” siger Charlotte Pedersen Jacobsen.
Hun er dog ikke i tvivl om, at forskerstøtteenhederne på landets universiteter alligevel er meget værd.
”Vi går ud fra den tankegang, at hvis man får en god og målrettet rådgivning, så styrker man organisationen, og så kommer der hjælp til selvhjælp. Vi kan se, at der, hvor vi er inde over, får vi en højere succesrate. Men hvem, der, konkret, er årsag til det, er svært at sige,” fortæller Charlotte Pedersen Jacobsen og tilføjer:
”Men jeg har lavet et helt uvidenskabeligt overslag per medarbejder, og det giver et pænt overskud.”
Ifølge Olaf Svenningsen er der ikke lavet nogle studier over, hvor mange gange universiteterne i Danmark får deres penge hjem igen, når de investerer i fundraising, men der er der gjort i blandt andet Storbritannien.
”Det tyder på, at når universiteter investerer i forskerstøtte, så betaler det sig med en faktor mellem 10 og 15,” siger Olaf Svenningsen.
Uanset faktoren er det øgede fokus på hjemtagning af midler, kommet for at blive.
Sådan lyder det over hele linjen fra de forskningsinstitutioner, som Fundats har talt med.
”Det er helt utrolig vigtigt for forskningsinstitutionerne at være gode til det her. For forskningen bliver finansieret i de eksterne programmer,” siger Rasmus Larsen.
Fordi det er så vigtigt for forskningsinstitutioner i både Danmark og resten af Europa at kunne skaffe ekstern finansiering, spår Olaf Svenningsen, at der i fremtiden kommer til at være et større fokus og anerkendelsen af de hold, som hjælper forskerne med at muliggøre deres projekter.
”I en Hollywoodfilm kommer der altid rulletekster til sidst, som giver anerkendelse til alle dem, som har været med til produktionen. Det bliver meget tydeligt, hvor mange der egentlig skal til for at lave en film. I forskningsprojekter redegøres der i form af videnskabelige artikler. Anerkendelsen går så til dem, der står opgivet som forfattere. Men i et forskningsprojekt er det faktisk lige så mange mennesker bag et forskningsprojekt, som i en Hollywoodfilm. Vi er usynlige nu, men jeg har en kraftig fornemmelse af, at der er en bevægelse hen mod at give os lidt mere anerkendelse,” siger Olaf Svenningsen.
