Vi kender allerede hinanden ret godt. Civilsamfundet og fondene. Os, der er afsendere af det her debatindlæg, nemlig Civilsamfundets Brancheforening og alle vores 39 store og små medlemmer på social- og sundhedsområdet og jer, der er læsere, som er engageret rundt om i landets mange større og mindre fonde.
Vi mødes hele tiden på kryds og tværs. Vi med gode ideer til indsatser, som vi gerne vil udvikle og drive. I med intentioner om at bruge midler på den gode sag, der kan gøre en forskel.
Finansieringen i civilsamfundsorganisationerne stykkes sammen af fondsstøtte, indsamlinger, medlemskaber, statslige midler, §18 midler – grå hår og manglende nattesøvn. Vi kalder det ’mosaikøkonomi’ i mangel på bedre. Blandt de mange forskellige finansieringskilder, som vi hele tiden prøver på at få bundet så solidt som muligt sammen, er finansieringen fra fonde et helt centralt element.
Og ud over finansieringen bidrager samtalen med jer i fondene også til udviklingen og kvalificeringen af mange af vores indsatser – lige som vi håber at vores input fra hverdagen og virkeligheden tæt på målgruppen giver viden tilbage den anden vej. Samspillet er vigtigt og giver merværdi.
Fælles snak
Og vi i Civilsamfundets Brancheforening tror på, at vi kan spille hinanden endnu bedre, hvis vi taler endnu mere sammen. Vi har brug for at lære hinanden endnu bedre at kende. Vi vil eksempelvis gerne blive endnu bedre til at forstå, hvordan vi – måske også i samarbejde mellem forskellige organisationer - bedst kan spille ind i de dagsordener, som landets fonde gerne vil drive.
Og omvendt oplever vi, at der i høj grad også er brug for at tage en fælles snak om, hvordan hverdagen er i landets civilsamfundsorganisationer – og hvordan vi kan sikre et bedre sammenhæng mellem de midler, som fondene giver til organisationerne og den daglige praktiske drift af initiativerne i virkeligheden.
For at være helt ærlig: Nogle gange kan det være følsomt for hver enkelt organisation, der er afhængig af midlerne til et projekt, at tage dialogen med jer på den anden side af bordet
Laila Walther – Formand, Civilsamfundets Brancheforening
Lad mig tage udgangspunkt i et helt konkret eksempel: lige nu får rigtig mange ledere rundt om i landets civilsamfundsorganisationer ondt i maven, når energiregningerne kommer ind ad døren. Alt er blevet dyrere. Det rammer i særdeleshed hårdt i organisationer med meget smalle og skrøbelige budgetter, meget projektbunden finansiering, lav likviditet, lige så begrænset økonomisk fleksibilitet og få frie midler. Det er vanskeligt at skaffe frie midler (til at betale husleje og administration) og mest vanskeligt for de mindste organisationer.
Og selvom kernen i alle vores indsatser jo er menneskerne – både de frivillige og de ansatte – så giver det sig selv, at man har brug for et tag over hovedet og gode rammer for alt lige fra rådgivningsindsatser til lektiehjælp. Og de sekretariater, der sikrer det administrative fundament under alle initiativerne, skal også have et kontor at sidde i – gerne med bare en smule varme i radiatoren.
Åben samtalelinje
Det er klart – hvis civilsamfundsorganisationerne fik en statslig grundfinansiering eller flere fondsmidler måtte gå til direkte drift, ville en del af udfordringen blive afbødet på den måde. Men det er en noget længere snak. Når vi pludselig oplever så store prisstigninger, der påvirker budgetterne og dermed vores mulighed for at drive indsatserne væsentligt, så er det vigtigt, at samtalelinjerne er åbne mellem os og jer. At der bliver lyttet. Og at der findes løsninger, som fungerer i hverdagen.
Det kan betyde, at fondsbevillinger skal inflationsreguleres. Det kan betyde, at der skal være øgede muligheder for at bruge fondsmidler på at betale dele af (ejendoms)driften. Det kan også være, at der allerede i dag er gode muligheder i den enkelte fond for at bruge midler på driften – men at der er brug for bedre og mere aktiv rådgivning om, hvordan alle foreninger kan udnytte de muligheder.
Enige om målet
For at være helt ærlig: Nogle gange kan det være følsomt for hver enkelt organisation, der er afhængig af midlerne til et projekt, at tage dialogen med jer på den anden side af bordet – eksempelvis om de stigende priser, som presser dem, lige nu. Vores fælles dialog er oftest bundet op på konkrete ansøgninger og tilsagn (eller afslag). Det er sjældnere, vi grundlæggende drøfter vilkårene for at sikre stabil drift, dygtige og tilfredse frivillige og højt kvalificerede medarbejdere med kompetent ledelse i ryggen.
Det er blandt andet derfor, at vi i Civilsamfundets Brancheforening, gerne inviterer til dialog på vegne af vores medlemmer. Vi har altid kaffe på kanden og vil gerne bidrage til, at vi kontinuerligt bliver endnu bedre til at forstå hinanden og de ønsker og behov, vi hver især har.
Vi ser frem til at tage dialogen. Især fordi vi jo er enige om det allervigtigste, nemlig målet: vi vil alle sammen gerne gøre en forskel for mennesker i sårbare og udsatte livssituationer. Alt andet på vejen derhen er i sidste ende bare et spørgsmål om midler og metoder. Og det skal vi nok finde ud af sammen.
