Skuespiller Karen-Lise Mynster, musiker Uffe Savery og kultur- og fritidsborgmester Franciska Rosenkilde.
Det er nogle af de overraskende navne, som træder frem på top-50-listen over personer med flest bestyrelsesposter i almene fonde i Danmark (se listen nedenfor).
Men sammenhængen bliver tydeligere, når man kigger nærmere på fondene bag hvert af navnene på landets fondskonger og fondsdronninger. Mange af bestyrelsesmedlemmerne har nemlig påtaget sig fondsrollen som led i deres arbejde eller tillidshverv.
På plads nr. 50 finder man således rektor for Danmarks Tekniske Universitet, Anders Overgaard Bjarklev, som ifølge cvr-registeret er bestyrelsesmedlem i 11 almene fonde. Han sidder eksempelvis i bestyrelsen for ’H.C. Ørsteds Fond for teknisk-videnskabelige undersøgelser og forsøg med nært liggende praktiske formål’.
På samme måde sidder Københavns Stifts biskop, Peter Henrik Skov-Jakobsen, i bestyrelsen for 12 fonde med kirkelige og kristne formål.
Skuespillere
Længere oppe på listen begynder flere foreningsformænd at dukke op. Formanden for Danske Malermestre, Per Vangekjær og næstformand i Grænseforeningen, Per Grau Møller indtager henholdsvis en 39. og en 36. plads. Også her er der tale om fonde, hvis formål ofte ligger inden for foreningernes virkefelt.
Det samme gælder flere skuespillere som Steen Stig Lommer og Anette Støvelbæk, der sidder i en række fonde, der alle administreres af Skuespillerforeningen.
Foreningens bestyrelsesformand Joen Steensen Bille er dog også selv overrasket over, at han og kollegerne er at finde i midterfeltet af top-50-listen med 19 registrerede bestyrelsesposter ifølge cvr-registeret.
Det er et humanitært arbejde, som vi føler en forpligtelse til at udføre.
Joen Steensen Bille – bestyrelsesformand, Skuespillerforeningen
”Jeg sidder i Skuespillerforeningens bestyrelse, som bestyrer legaterne. Vi sidder i én bestyrelse – Skuespillerforeningen,” siger Joen Steensen Bille.
Ifølge fondsloven kan man med fondsmyndighedens tilladelse indtræde som en kollektiv enhed i en bestyrelse i en fond. Og i Skuespillerforeningen gør det sig gældende for de 19 fonde, hvoraf mange er stiftet af hæderkronede skuespillere.
”Skuespillerforeningen af 1987 blev stiftet for at kunne hjælpe skuespillere. Dengang var der jo ikke mange penge i det. Langsomt har skuespillere som f.eks. Karen Berg, Olaf Ussing, Poul Reumert og andre testamenteret Skuespillerforeningen penge, så vi kan uddele legater i deres navn enten som hædersgaver eller som støtte og hjælp til f.eks. sygdom eller studierejser," siger Joen Steensen Bille.
Der er dog ikke mange penge i de gamle fonde, og Skuespillerforeningens bestyrelsesmedlemmer må da også påtage sig opgaverne uden betaling, forklarer formanden.
"På grund af tidernes ugunst er det blevet utrolig få penge efterhånden på grund af renterne. Men det er rigtig: Vi sidder med en helt masse legater, som vi uddeler. Her er der selvfølgelig en bestyrelse i, som arbejder gratis – inkl. mig selv som formand. Det er et humanitært arbejde, som vi føler en forpligtelse til at udføre,” siger Joen Steensen Bille.
Advokater og administratorer
Måske mindre overraskende figurerer en del advokater højere oppe på listen. Det er dog ikke de store advokathuse, som er repræsenteret med flest almene fonde ifølge cvr. Således er advokat Richard Rudolf Sand fra Bech-Bruun kun repræsenteret i 14 almene fonde. Han er desuden kendt som formand for Hempel Fonden, som er en erhvervsdrivende fond, der derfor ikke tæller med i denne opgørelse. Også Henrik Dahl fra Bruun & Hjejle er på listen med 15 almene fonde.
Men det er blandt de noget mindre kontorer man finder advokaterne med flest bestyrelseskasketter. Eksempelvis er advokat Niels Kahlke repræsenteret i 31 almene fonde og indtager dermed en 16. plads.
”Jeg er kommet ind i fondene ad to forskellige kanaler. Den ene kanal er, at jeg har været på et advokatkontor hele mit liv, hvor vi har haft rigtig mange fonde. Mange af fondene er oprettet i 1930’erne og 1940’erne, så det er vores gamle kolleger, der har stiftet fonde for klienter, der dengang var velhavende. I mange tilfælde er formuerne så langsomt smuldret med tiden,” siger Niels Kahlke fra Advokatfirmaet Kahlke.
Han henviser dermed også til de generelle problemer med at skaffe afkast, som er store nok til både at betale regningerne, konsolidere formuer og uddele til formålet.
I alle de fonde, jeg sidder i, er jeg også administrator.
Niels Kahlke – advokat, Advokatfirmaet Kahlke
Derudover har Niels Kahlke fået en del bestyrelsesposter i kraft af sin rolle som bobestyrer ved skifteretterne i København og Lyngby.
”Herigennem har jeg enkelte gange overtaget nogle bestyrelsesposter. Det skyldes, at når folk dør og via deres testamente har indsat en bestyrelse i en fond, så eksisterer de mennesker måske ikke længere, eller også vil de udpegede måske ikke påtage sig opgaven. Så hænger den lidt på bobestyreren, og jeg har derfor nogle gange sagt ja til at træde ind i stedet for,” siger Niels Kahlke.
Det er dog ikke alle bestyrelsesposterne, som giver et honorar for arbejdet med bl.a. at gennemgå ansøgninger, bevilge og udbetale penge.
”I mindre fonde er det ofte sådan, at et af bestyrelsesmedlemmerne også er administrator. I alle de fonde, jeg sidder i, er jeg også administrator, så selvom det ikke er dem alle, der giver et bestyrelseshonorar, så er der et honorar for at administrere dem. Vi har nogle enkelte fonde på et par hundrede millioner, men fondsområdet er alene en niche i vores advokatkontor,” siger Niels Kahlke.
Problemer med afkast og opløsning
Med næstflest bestyrelsesposter ligger to repræsentanter fra Dansk Blindesamfund, som sidder i 46 fonde – nemlig næstformand Ask Løvbjerg Abildgaard og landsformand Thorkild Olesen, der desuden er formand for Danske Handicaporganisationer.
”Fondene er som regel stiftet af en afdød, som har ønsket, at Dansk Blindesamfund er med i bestyrelsen, fordi udlodning skal ske til blinde og svagsynede. Nogle fondsstiftere har et bredere formål end blinde og svagsynede, og så er vi med i bestyrelsen, fordi stifter har ønsket, at de målgrupper, der er for fondens formål, er repræsenteret i bestyrelsen,” siger landsformand Thorkild Olesen.
Han fortæller at en stor del af fondene er ganske små og har almenvelgørende formål. Lige som mange andre fondsbestyrelser oplever han problemer med at skaffe et afkast, der gør det muligt at opretholde en uddelingsaktivitet, når udgifterne er betalt.
”Fondene er som regel målrettet uddeling til enkeltpersoner, og når de bliver opløst, bliver de uddelt efter formålet til enkeltpersoner. Vi har i enkelte tilfælde, hvor formålet har været mere generelt, eller hvor vi er flere foreninger, der er indsat, forsøgt at få fondene opløst og overført til egne foreninger, men det er meget vanskeligt at få lov til. Jeg kan faktisk ikke huske, det er lykkedes, men på den anden side er det også ganske sjældent, det er forsøgt. Vi forsøger sjældent, fordi det er ret besværligt og sjældent man får lov, selv om fondene er små,” siger Thorkild Olesen.
Fondskonge fra Enhedslisten
Det er dog hverken ngo’er, advokater eller foreningsrepræsentanter, der dominerer toppen af listen over fondskonger og dronninger. Det gør derimod det samlede Kultur- og Fritidsudvalg (KFU) i Københavns Kommunes Borgerrepræsentation. Heriblandt også Københavns Kultur- og Fritidsborgmester Franciska Rosenkilde fra Alternativet, som ifølge cvr-registret er repræsenteret i 46 fonde.
Allerflest bestyrelsesposter har de to medlemmer af kulturudvalget fra Enhedslisten. Med 47 bestyrelsesposter kan Jens Kjær Christensen og Rikke Lauritzen dermed påtage sig titlerne som konge og dronning af den almene fondssektor.
Men for Jens Kjær Christensen kommer det som en overraskelse, da Fundats ringer ham op for at få en kommentar til hans position i fondssektoren.
”Vi sidder jo ikke på den måde og holder bestyrelsesmøder. Det kan være, at der nogle gange er et legat, hvor der skal udloddes fra. Og det vil så være en sag på Kultur- og Fritidsudvalgets dagsorden som sådan, Det er ikke noget separat. Bortset fra mit politiske arbejde, så sidder jeg ikke i nogen fondsbestyrelse overhovedet,” siger Jens Kjær Christensen.
Han henviser i stedet til embedsmændene i Kultur- og Fritidsforvaltningen. Her forklarer chefkonsulent Dennis Krabbe Sørensen om baggrunden for de mange fonde, der administreres og bestyres af kommunen:
”I fondenes vedtægter står der, at de skal bestyres og forvaltes af medlemmerne af Kultur- og Fritidsudvalget. Nogle af fondene er over 200 år gamle og altså fra før Kultur- og Fritidsudvalgets tid. I de tilfælde er vedtægterne siden blevet ændret og opdateret med Civilstyrelsens godkendelse, fordi de oprindelige stiftere af fondene ønskede, at de skulle bestyres og forvaltes af Københavns Kommune.”
– Hvordan foregår det i praksis, når medlemmerne af KFU laver bestyrelsesarbejde i fondene?
”På et Kultur- og Fritidsudvalgsmøde har en dagsorden måske 50 punkter. Ét af dem kan eksempelvis være, at medlemmerne skal godkende, at der uddeles 150.000 kroner til et bestemt formål fra en given fond, der bestyres af udvalget. Mens punktet behandles, ophører medlemmerne midlertidigt med at være medlemmer af Kultur- og Fritidsudvalget. I stedet er de bestyrelsesmedlemmer i den pågældende fond og skal dermed varetage andre interesser – her må de ikke længere tænke kultur- eller socialpolitisk, de skal kun varetage fondens interesser og tage stilling til, hvorvidt uddelingen ligger inden for fondens formål, og om det er noget, de vil støtte med det pågældende beløb,” siger Dennis Krabbe Sørensen.
Vi arbejder i henhold til det, der kaldes en ´stående bemyndigelse’, som Kultur- og Fritidsudvalget har givet forvaltningen.
Dennis Krabbe Sørensen – chefkonsulent, Kultur- og Fritidsforvaltningen, Københavns Kommune
– Er det ulovligt, at bestyrelsen ikke tager konkret stilling til alle uddelinger?
”Vi arbejder i henhold til det, der kaldes en ´stående bemyndigelse’, som Kultur- og Fritidsudvalget har givet forvaltningen. Den bemyndigelse betyder, at forvaltningen på udvalgets vegne kan træffe afgørelse om mindre uddelinger. Det er nærmere defineret ved, at forvaltningen kan træffe afgørelse om uddeling af op til 10.000 kroner til enkeltpersoner og op til 100.000 kroner til juridiske personer,” siger Dennis Krabbe Sørensen.
– Henrik Appel Esbensen er f.eks. registreret medlem af 34 bestyrelser, mens Jens Kjær Christensen er registreret medlem af 47. Hvorfor er medlemmerne af KFU ikke medlem af præcis lige mange bestyrelser, hvis de alle automatisk bliver medlem af de samme bestyrelser?
”Antallet af bestyrelsesposter hos et medlem af Kultur- og Fritidsudvalget afspejler det antal fonde, udvalget er bestyrelse for på det tidspunkt, medlemmet indtræder. Eftersom forvaltningen har gennemgået et større stykke arbejde med at nedbringe antallet af fonde via sammenlægninger og opløsninger, vil antallet af bestyrelsesposter for nyligt indtrådte medlemmer være mindre end hos medlemmer, der har siddet i udvalget siden januar 2018,” siger Dennis Krabbe Sørensen.
Registreringerne i cvr-registeret for almene fonde blev først indført i 2017 i forbindelse med implementeringen af EU’s Hvidvaskdirektiv i dansk lovgivning. Før var det ikke muligt at se i cvr-registret hvem, der sidder i bestyrelsen for de enkelte fonde.
Registreringerne af kommunalpolitikernes aktuelle poster er dog ikke helt opdaterede, fortæller Dennis Krabbe Sørensen.
”I dag har vi godt 30 fonde. Det skyldes, at en del af fondene er lagt sammen, mens andre er opløst. På grund af renteudviklingen er afkastene blevet meget små, så der skal være en pæn sum penge i en fond, før det kan betale sig. Derfor har vi set på, hvor formålene med fondene er ens nok til, at vi kan lægge flere små fonde sammen. Og i de tilfælde, hvor vi kan se, at afkastene bliver spist op af udgifter, har vi søgt fondene opløst for at kunne udbetale nogle ordentlige beløb. Vi mangler dog at få konsekvensrettet i cvr-registret i forhold til de fonde, der så ikke længere eksisterer,” siger han.
Top-50
Klik på +tegnet til venstre for navnet for at se, hvilke fonde personen sidder i bestyrelsen for.
Sådan gjorde vi:
Listen er baseret på offentligt tilgængelig information fra cvr-registeret. Vi har opgjort hvilke personer, der er registreret som aktive reelle ejere – dvs. bestyrelsesmedlemmer –- i flest enheder under kategorien “fonde og andre selvejende institutioner.” Denne kategori dækker de almene fonde.
Herefter har vi beskrevet, hvilke fonde de forskellige personer sidder i bestyrelsen for.
Der tages forbehold for, at fonde kan være under opløsning, selvom det ikke fremgår af cvr-registeret. Ligeledes kan fondsbestyrelser have glemt at iagttage deres ansvar for at afregistrere fonden, hvis den er nedlagt.