Lauritzen Fonden har et særlig godt øje til Esbjerg og koncentrerer sine sociale indsatser omkring Esbjerg-området. Det førte i sommeren 2019 blandt andet til købet af Esbjergs eneste efterskole, Bieringhus Efterskole, som netop var gået konkurs, og fonden postede omkring 10 millioner kroner ind i købet og etableringen af et såkaldt civilsamfundskraftcenter i efterskolebygningerne.
Nu har Lauritzen Fonden igen valgt at give en økonomisk håndsrækning til Esbjergs unge, og det bliver med netop den tidligere efterskole, der i dag har navnet Platformen, som en del af rammen om indsatsen.
Det er Esbjerg Kommune, Socialt Udviklingscenter og Den Sociale Kapitalfond, der er gået sammen om et udviklingsforløb kaldet ‘Energi til hinanden’. Ifølge kommunikationsansvarlig Maj Faurholm fra Lauritzen Fonden støtter fonden forløbet med en rammebevilling på op til 8,5 millioner kroner.
Maj Faurholm oplyser, at Lauritzen Fonden har været i tæt dialog med alle involverede parter i forbindelse med udviklingen af indsatsen og vil som medlem af styregruppen i ‘Energi til hinanden’ fortsat være tæt knyttet til projektet og agere sparringspartner.
1.000 unge uden job eller uddannelse
Det triste udgangspunkt for udviklingsforløbet er, at godt 1.000 unge fra Esbjerg centrum og Esbjerg Øst i dag hverken er i job eller under uddannelse, og derfor ønsker kommunen at gå nye veje for denne gruppe af unge, som ofte hverken finder motivation i folkeskolen eller senere på jobcentret. Samtidig er Esbjerg en af de kommuner, hvor det ofte er vanskeligt for virksomhederne at rekruttere nye medarbejdere.
Udviklingsforløbet ‘Energi til hinanden’ skal sikre udvikling inden for tre spor: Et spor målrettet udsatte unge i aldersgruppen 16-27 år, hvor hovedfokus er, at de unge selv er med til at finde deres vej til job eller uddannelse, et spor rettet mod at udvikle jobcenterets metoder i forhold til mødet med de unge og sidste spor rettet mod lokale virksomheder.
Det estimeres, at 200 unge esbjergensere skal igennem udviklingsforløbet, og heraf er målet, at 40 kommer i uddannelse, mens 40 unge kommer i job i løbet af perioden.
”Alle mennesker har ressourcer, som kan komme i spil på arbejdsmarkedet eller på uddannelser. Men nogle gange skal man gå nye veje for at motivere de unge, og det tror vi på, vi kan med pilotindsatsen ‘Energi til hinanden’. Samtidig tror vi på, at indsatsen danner grobund for en fremtidig skalerbar investeringsmodel, hvor Den Sociale Kapitalfond investerer i sociale indsatser, kommunen får en social og økonomisk gevinst, og virksomheder, der skaber arbejdspladser til udsatte, får vækst,” siger Esbjergs Venstre-borgmester Jesper Frost Rasmussen i en nyhed, der netop er offentliggjort på Lauritzen Fondens hjemmeside.
Ser pilotindsats som investering
Platformen skal huse en ny ungeenhed kaldet ‘Vindmøllen’, og her er ambitionen, at de unge selv skal være med til at skabe rammerne for deres udvikling. Ti medarbejdere fra Esbjerg Jobcenter får arbejdsplads i den nye ungeenhed, hvor traditionel sagsbehandling er afløst af fælles løsninger af de udfordringer, som den enkelte unge har.
Eksempelvis er mere tid til hver enkelt ung grundlag for at opbygge den tillid, der ifølge initiativtagerne meget ofte er en forudsætning for et frugtbart samarbejde frem mod uddannelse eller job.
Det er en investering i en ny metode.
Jens Ditlev Lauritzen – Bestyrelsesformand, Lauritzen Fonden
Bestyrelsesformand i Lauritzen Fonden Jens Ditlev Lauritzen understreger, at fonden betragter pilotindsatsen som en investering til glæde for udsatte unge.
”Det er en investering i en ny metode, så vi sammen bliver bedre til at give muligheder til udsatte unge. Og på sigt skal den ny metode være så effektiv, at det kan betale sig fortsat at investere i resultaterne. Derfor er vi meget opsatte på også at bruge indsatsens erfaringer til at få bygget en investeringscase funderet i valide data, der er attraktiv for både kommuner og investorer,” siger Jens Ditlev Lauritzen.
Sideløbende med aktiviteterne i de tidligere efterskolebygninger bliver 20 Esbjerg-virksomheder inviteret med i ‘Energi til hinanden’ i et forsøg på at geare dem til at ansætte de unge. Det sker gennem acceleratorforløb faciliteret af Den Sociale Kapitalfond, som har erfaringer, der viser, at jo før virksomhed og ung matches i udviklingsforløbet, desto større er succesraten.
Fond med dybe rødder i Esbjerg
Lauritzen Fondens forkærlighed for især at støtte sociale indsatser i Danmarks femtestørste by hænger ifølge Jens Ditlev Lauritzen sammen med, som han udtrykte det i et interview med Fundats i marts i år, at ”hele landet er for stor en mundfuld.”
Men med til historien om fonden og Esbjerg hører dog også, at rederiet J. Lauritzen, der blev grundlagt af Jens Ditlev Lauritzens oldefar Ditlev i 1884, har dybe rødder til Esbjerg.
Fonden ejer fortsat 43 procent af aktierne i DFDS, der frem til udgangen af 2014 drev en sejlrute fra Esbjerg til Harwich i England og til udgangen af 2017 havde havneterminal i Esbjerg.