I et Danmark, der primo februar fortsat befinder sig i en corona-skruetvinge præget af forsamlingsforbud, hjemsendte skolebørn og lukkede butikker, er det måske for mange umiddelbart svært at forestille sig et Folkemøde den 17.-19. juni med tusindvis af mennesker samlet på Bornholm.
Ikke desto mindre forventer de store danske fonde, som Fundats har talt med, alle, at turen går til Allinge i juni med én eller anden form for aktivitet – også selvom det utvivlsomt bliver et Folkemøde i en væsentlig mindre skala, end da arrangementet i 2019 satte rekord med 114.000 besøgende fordelt over fire dage.
Som Steffen P. Lüders, der er Senior Vice President for kommunikationsområdet i Novo Nordisk Fonden, udtrykker det:
”Folkemødet er en meget vigtig begivenhed, der er med til at styrke dialogen i vores samfund. Derfor satser vi bestemt på at deltage i Folkemødet i det format, der nu kan lade sig gøre.”
Steffen P. Lüders tilføjer, at indtil rammerne for 2021-udgaven af Folkemødet er mere klare, har Novo Nordisk Fonden besluttet at vente lidt med den mere konkrete planlægning.
Også Lundbeckfonden kalkulerer med at skulle til Bornholm.
”Vi håber selvfølgelig, det bliver muligt at gennemføre noget, der minder om et Folkemøde, selvom det næppe bliver et Folkemøde helt, som vi kender det. Fonden har lagt billet ind på en teltplads og deltager og bakker op om Folkemødet i det omfang, det er muligt. Om det så bliver med fysisk deltagelse i Allinge – eller i en lettere, digital version – kan vi af gode grunde kun gisne om,” skriver Lundbeckfonden i en mail til Fundats.
Nordea-fonden dropper Villa Gode Liv
Nordea-fonden vil ifølge kommunikationschef Tine Wickers også i år være til stede i Allinge, om end fonden allerede nu har besluttet, at Villa Gode Liv, som frem til 2019 har været omdrejningspunkt for fondens Folkemøde-aktiviteter, ikke bliver til noget i år.
Dermed lukkes dørene til det, der både på Folkemødet i 2018 og 2019 lå på top-10 over samlingspunkter med flest events.
Vi håber og forventer stadig at være til stede på Folkemødet i år.
Tine Wickers – kommunikationschef, Nordea-fonden
”Igennem en årrække har vi kørt et heftigt program i Villa Gode Liv, hvor vi sammen med støttede projekter har delt viden og netværk om forskellige temaer. Vi lukker nu Villa Gode Liv på Folkemødet, men vi håber og forventer stadig at være til stede på Folkemødet i år,” skriver Tine Wickers i en mail til Fundats.
Hun tilføjer, at fondens engagement og energi vil blive spredt fra én stor eventindsats på Folkemødet til flere og mindre aktiviteter fordelt over hele landet – både fysisk og online.
De tre Carlsberg-fonde, Carlsbergfondet, Ny Carlsbergfondet og Tuborgfondet, er ifølge kommunikationschef Cille Grøndahl Mønsted fra Carlsbergfondet i øjeblik i dialog med Foreningen Folkemødet om deltagelse i år indenfor de rammer og i de formater, som vil være mulige.
”Lige nu satser vi på at deltage, om end det bliver i et noget andet set-up, end vi tidligere er udkommet i på Folkemødet,” lyder det fra Cille Grøndahl Mønsted.
Mere tvivlsomt er det, om Villum og Velux Fondene vil være til stede på Folkemødet. Kommunikationschef Charlotte Korsager Winther oplyser, at fondene ”ser tiden lidt an.”
”Vi har endnu ikke lagt planer for deltagelse i Folkemødet 2021. Villum og Velux Fondene har ikke tradition for at være værter for store arrangementer med for eksempel teltleje og lange forberedelser, så derfor har vi ikke haft udfordringer med engagementer, som det har været nødvendigt at aflyse eller tage op til revision på grund af covid-19. Vi vælger at se tiden lidt an, håbe på, at hele situationen bliver bedre, så Danmark – på den ene eller anden måde – kan samles omkring Folkemødets fine og top-top-brand-aktuelle formål, der jo er at styrke det danske demokrati ved at mindske afstanden og øge tilliden mellem borgere og beslutningstagere,” skriver Charlotte Korsager Winther i en mail.
Folkemødet har aldrig været vigtigere
Primo april 2020 måtte arrangørerne af Folkemødet opgive håbet om at gennemføre 2020-udgaven, der skulle have været den 10. udgave af arrangementet.
Men ifølge direktør i Foreningen Folkemødet Camilla Laudrup er der ingen tvivl om, at fonde og andre arrangører af debatter roligt kan fastholde krydset i kalenderen den 17. til 19. juni i år.
Corona må ikke tage livet af demokratiske debatter!
Camilla Laudrup – direktør, Foreningen Folkemødet
”Vi vil lave et fysisk folkemøde i 2021 i Allinge med partiledertaler, politiske debatter og kulturelle indslag, og derudover har vi planlagt en digital udvidelse, der kan bruges, hvis man ikke kan mødes lige så mange fysisk, som vi håber. Vi ønsker at skabe en ramme for den demokratiske debat mellem beslutningstagere og borgere i det her land, og det vil vi simpelthen gøre, fordi vi i bund og grund mener, at Folkemødet aldrig nogensinde har været vigtigere. Corona må ikke tage livet af demokratiske debatter! Men når det er sagt, er der naturligvis fortsat en stor grad af corona-usikkerhed i forhold til, hvor mange debatarrangementer og hvor mange mennesker, myndighederne vil tillade, at der samles i Allinge. Det må tiden vise,” siger Camilla Laudrup til Fundats.
Skal være et ”Ideernes Folkemøde”
Foreningen Folkemødet har lovet fonde og andre arrangører, at de senest 1. marts får en melding om, hvad det mere præcis er for et Folkemøde, det bliver realistisk at afvikle i år.
”Vi er enormt taknemlige for, at de mange debatarrangører udviser så stor fleksibilitet under corona-situationen. Vi har sat en skæringsdato og lovet, at vi inden den 1. marts vil præsentere rammerne for Folkemødets skalering, som både debatarrangører og publikum kan planlægge efter. Allerede nu er det tydeligt, at vi ikke ser frem mod et Folkemøde som vi plejer med 65.000 mennesker samlet i Allinge. Det, vi hører fra myndighederne, er, at vi bliver anbefalet at tænke ind i en skalerbar model, som vil rumme begrænsninger på antallet af debatarrangementer og antallet af publikum. Men præcis hvilke restriktioner, der er tale om, vil vi formentlig først vide, når vi er langt tættere på juni, så de meldinger, vi kan give på skæringsdatoen 1. marts, er med alle mulige forbehold,” understreger Camilla Laudrup.
Overskriften for den 10. udgave af Folkemødet bliver ifølge direktøren ”Ideernes Folkemøde.” Målsætningen er, at alt fra interesseorganisationer over fonde, politikere og projekter til menige borgere griber Foreningen Folkemødets opfordring til at deltage i og skabe debatter, som handler om at spotte de bedste ideer til, hvordan samfundet kommer videre efter coronakrisen.
”Vi synes, Folkemødet er et godt fundament til at skabe rammerne for netop den dialog og de debatter. Det er derfor, vi knokler for at lave et folkemøde på trods af coronaen. Vi mener, vi kan være med til at understøtte demokratiske samtaler på et tidspunkt, hvor det aldrig har været vigtigere. Det er vores grundlag og derfor, vi gør det, selvom planlægningen mildest talt er bøvlet,” erkender Camilla Laudrup.
Forretningsmodel under pres
Ud over, at planlægningen er ”bøvlet,” er også økonomien særdeles presset. Den 7. december 2020 kaldte Foreningen Folkemødet i en pressemeddelelse selv sin økonomiske situation ”kritisk” og gav udtryk for, at der er behov for, som det hed, ”statslig medfinansiering for at genskabe rammerne for den demokratiske debat” og ”for at sikre, at der også vil være Folkemøde på Bornholm i fremtiden.”
Bare tre dage senere udsendtes endnu en pressemeddelelse, denne gang med en uindpakket opfordring fra Foreningen Folkemødets medlemmer til Folketingets partier om at ”bakke op og støtte Folkemødet økonomisk.”
”Vores forretningsmodel, som er baseret på, at rigtig mange mennesker er samlet i Allinge, er under pres, og status er, at der stadig er en stor grad af usikkerhed omkring vores corona-tilpassede Folkemøde. Det gør, at vi som forening, der skal skabe rammerne for Folkemødet, er presset. Når det er sagt, så ligger det mig meget på sinde at understrege, at vi oplever kæmpestor opbakning fra Bornholms Regionskommune, som har ydet et ekstraordinært driftstilskud, og fra en hel række af vores årelange partnere og bornholmske aktører, der bakker os op i denne usikre situation. Vi oplever samtidig lydhørhed på Christiansborg i forhold til at finde en løsning for at løfte Folkemødet gennem 2021,” siger Camilla Laudrup.
Statslig støtte på 2,9 mio. kr.
I fredags, den 29. januar, kom der en melding fra Christiansborg, som understreger, at Camilla Laudrups oplevelse af lydhørhed er i tråd med den politiske virkelighed.
Her blev det nemlig meldt ud fra Kulturministeriet, at regeringen, Radikale Venstre, SF, Enhedslisten og Frie Grønne har indgået aftale om at imødekomme Foreningen Folkemødets anmodning om statslig støtte på 2,9 millioner kroner til dette års arrangement.
”Den demokratiske samtale er vigtigere end nogensinde. Vi lever i en tid med ekstrem polarisering, der er en udfordring for demokratiet. Vi skal kæmpe for demokratiet. Vi skal kæmpe for den fælles samtale, så vi kan løse vores problemer sammen. Vi skal kæmpe for at mødes og samarbejde. Folkemødet er netop en ambition om en samtale, alle kan være med i. Derfor er det vigtigt at signalere en fortsat opbakning til Folkemødet, som i år skal foregå på en covid-19-sikker måde,” siger kulturminister Joy Mogensen (S) i en pressemeddelelse fra Kulturministeriet.
Bestyrelsesformand i Foreningen Folkemødet Vibe Klarup glæder sig i en pressemeddelelse fra foreningen over den politiske håndsrækning.
”Coronakrisen har betydet, at vi har måttet ændre vores måde at være sammen på og mulighederne for at tale sammen. Det har også ført til, at mange i det sidste år har følt sig afkoblet fra den demokratiske debat og samtale om vores samfund. Derfor er vi utrolig glade for den opbakning, Folketinget og kulturministeren giver Folkemødet. Den økonomiske støtte er med til at redde Folkemødet 2021 og gør det muligt for os at skabe samtaler på tværs af borgere, politikere, civilsamfundsorganisationer og erhvervslivet,” siger Vibe Klarup.