Ngo’er har traditionelt haft samfundets udfordringer som deres suveræne faglige hjemmebane. Men i takt med at flere fonde definerer sig selv som proaktive spillere, må ngo’erne justere både dagsordener og redskaber.
For to ud af tre ngo’er gælder det nemlig, at det er blevet sværere at opnå fondsstøtte i de senere år. Det viser en rundspørge foretaget af Nyhedsbrevet Danmarks Fonde og ngo’ernes brancheorganisation ISOBRO, som 66 af landets ngo'er har besvaret. Og udviklingen kan i høj grad henføres til fondenes strategiske forandring, vurderer repræsentanter for flere ngo’er.
En af dem er Klaus Legau, der er direktør i Hjernesagen og forhenværende direktør i AIDS-fondet. Han understreger, at hans vurdering skal ses i et historisk perspektiv ud fra mange års erfaring med fondssamarbejde:
”For mig at se er det blevet sværere som ngo at opnå støtte, fordi man i dag altid skal definere og tilpasse sine projektansøgninger ud fra fondenes forudsatte mål. På den måde er der sket et principielt skifte i de dagsordener, der sættes. Men det er jo ikke anderledes, end når en offentlig styrelse laver en pulje penge, der udloddes. Så er der defineret nogle rammer og nogle målsætninger. Og den nye virkelighed bliver man jo så nødt til at indordne sig under som ngo. Det gælder i særdeleshed i forhold til de store og økonomisk tunge fonde, som gerne vil sætte deres egne dagsordener,” siger Klaus Legau.
Strategier indsnævrer støttemulighederne
Problemet for ngo’erne er, at fondenes strategiske ambitioner indsnævrer støttemulighederne for de strategiske prioriteringer hos ngo’erne, påpeger direktør hos Danske Hospitalsklovne Kenneth Øhrberg.
”Vi oplever som ngo, at fondene bliver mere og mere professionelle. Det er jo som udgangspunkt positivt. Men det betyder også, at fondene bliver mere præcise omkring deres strategier. Fondene adresserer i dag nogle ret konkrete samfundsproblemstillinger med udgangspunkt i deres egne strategier. Og det bliver smallere og smallere, hvad den enkelte fond målretter sin aktivitet imod. Hvis man på den ene side har en fond med en ret præcis strategi, og på den anden side har en, som adresserer nogle ret præcise problemstillinger i det danske samfund, så bliver det sværere at opnå et overlap. For fem-ti år siden var der en smidighed, som måske ikke er til stede i samme omfang længere,” siger han.
Ngo’er tilpasser indsatserne efter fondenes strategier
Og netop ngo’ernes arbejde med at tilpasse deres indsatser for at opnå et overlap med fondenes strategier kan være en udfordring, mener Eva Maria Christiansen, som er teamchef for fondsteamet hos Dansk Flygtningehjælp.
”Selvfølgelig er der udfordringer. Nogle gange kan fondene på forhånd have ret klare idéer om, hvad outcome skal være. Og hvis ikke det er helt i tråd med vores måder at arbejde på og vores egne strategier, er vi jo nødt til at strække os mod hinanden. Så der ligger en opgave i forhold til at forventningsafstemme fra starten,” siger hun.
Også Kenneth Øhrberg fra Danske Hospitalsklovne mener, at fondenes ambitioner om at sætte dagsordener kan udfordre ngo’erne, fordi samarbejdet formes af fondenes dagsordener frem for de behov, som ngo’erne har brugt årtier på at afdække og definere:
”Jo, der er flere almindeligt kendte internationale eksempler på, at såkaldt donor-drevne aktiviteter måske indimellem rammer skævt i forhold til de behov, som findes i de pågældende samfund. Der kan opstå et mismatch, hvor man som ngo forsøger at tilpasse sit program eller sin aktivitet, fordi man selvfølgelig gerne vil have fondens penge og et projekt i sin kurv. Og det udfordrer jo ngo’erne lidt, at det i højere og højere grad er fondene, der bliver styrende for aktiviteterne. Vi forlader et paradigme eller en tidsånd, hvor det i højere grad var ngo’erne, der sad med fornemmelsen for de sårbare grupper og havde et billede af potentialet,” vurderer Øhrberg.
Ny overlevelsespræmis
Udover fondenes strategiske fokusering spiller fondenes stigende interesse for det innovative og nyskabende også en rolle for, at det for ngo’erne er blevet sværere at opnå støtte, mener Klaus Legau:
”Overlevelsespræmissen for ngo’er i dag er at være i en konstant projektudviklingsfase. Det kan være kreativt stimulerende, men man er hele tiden nødt til at formulere projekter, der kan tage over for de eksisterende for ikke at miste midler. Men sådan er livet nok bare for ngo’er i dag, selvom det da altid ville være lettere at få midler helt uden binding. Som jeg ser det, kommer vi hurtigt til at bruge lidt for meget energi på metodeudvikling, prototyping, afprøvning. Og som organisation kan man måske nogle gange spørge sig selv, om man nogensinde får ro til bare at gøre det, der virker – uden at skulle definere det som en udviklingsopgave, indføre ny metodik, eller noget i den retning,” siger han.
Og Eva Maria Christiansen fra Dansk Flygtningehjælp nikker genkendende til det ressourcekrævende i nyskabende projektudvikling samtidig med, at hun anerkender, at det kan have værdi:
”Vi kan mærke, at fondene stiller helt nye krav til projekterne. I dag er det for nogle fondes vedkommende ikke tilstrækkeligt, at vi kommer med et færdigt projekt. I stedet er der en forventning om, at vi udvikler projekterne i dialog med fonden. Det betyder, at vi som organisation skal kunne imødekomme de forventninger og kompetencer, som fondene har. Det er helt i tråd med den vej, Dansk Flygtningehjælp går, nemlig med øget fokus på samarbejde og samskabelse.”
Involvering fra fondene kan give værdi
I den anonyme rundspørge blandt ngo’erne oplyser 23 ud af 66 respondenter, at de har haft et samarbejde med fondene, hvor fondene har bidraget med andet end penge – f.eks. kompetencer eller projektdeltagelse. Heraf oplyser 15 respondenter, at fondenes samarbejde ’i nogen grad’ tilførte værdi til projektet.
Og selvom der altså kan være udfordringer forbundet med at samarbejde med fondene, så kan der i de gode samarbejder hentes både energi og faglig tyngde hos fondene:
”Man er jo nødt til at søge midler inden for de rammer, der er stillet op. Og når man så gør det, så er fondene til gengæld meget behjælpelige, giver råd med på vejen og kaster sig i det hele taget ind i det med liv og sjæl. Men man skal bare hen på den samme arena som fondene for at få medvind på cykelstierne,” siger Klaus Legau.
Og Kenneth Øhrberg supplerer ved at pege på, at fondenes professionaliseringsrejse har givet dem mere faglig tyngde:
”Der må man give fondene, at de efterhånden får mere fagkompetence. Fondene får i højere grad fagspecialister ansat, som er med til at give dem højere kompetencer. Men balancen flytter sig. Før var det op til ngo’en at overbevise fondene om, at en særlig indsats fortjente midler, og så kom fondene med midler og selvfølgelig evalueringskrav. I dag oplever vi måske mere, at fonden rækker ud i sit netværk med en særligt sårbar målgruppe eller et projekt. Og så sammensætter fonden måske et hold af flere ngo’er eller prøver at finde nogle folk, som kan være med til at adressere den givne problematik. Så der sker en bevægelse eller et lille skred for tiden, og det tror jeg, at begge parter skal være bevidste om,” slutter Kenneth Øhrberg.
