Valgmøderne skulle egentlig havde været afholdt i oktober og november sidste år, men på grund af corona valgte Realdania at udskyde tre planlagte valgmøder til, det var muligt at afholde dem fysisk igen.
Det håber Realdania bliver tilfældet i maj og juni, derfor er der nu sat dato på de udskudte valgmøder.
Ifølge Realdania har de udelukkende fået positiv respons fra medlemmer vedrørende beslutningen om udskydelse af efterårets valgmøder, og ingen af de opstillede kandidater er sprunget fra i ventetiden.
Dermed er der fortsat lagt op til et kampvalg som aldrig før i Realdanias historie. Med 13 selvopstillere til de tre geografiske områder har interessen for at blive en del af repræsentantskabet i Realdania aldrig været større.
Vi står i en alvorlig samfundskrise, og Danmark er lukket ned. Hvis det ikke er i denne tid, man skal benytte sig af muligheden for at afholde valget skriftligt. Hvornår er det så?
Morten Torbjørn Andersen – kandidat til repræsentantskabet i Realdania
I område 3 – Fyn/øerne er der syv selvopstillere ud over bestyrelsens egne fem kandidater. I område 10 – Østsjælland/Bornholm er der fem selvopstillere ud over bestyrelsens seks kandidater, og i område 7 – Midt- og Vestjylland er der en enkelt selvopstiller ud over bestyrelsens seks kandidater.
Kigger man tilbage i historikken for den filantropiske forening har der de 15 foregående år været i alt 56 selvopstillere. I 2019 var der dog kun ét medlem, der valgte at tage kampen op mod bestyrelsens kandidater ved årets fire valg. I 2018 var kun tre selvopstillere.
Ærgerlig over udskydelse
En af de 13 selvopstillere til de i alt 17 repræsentantskabspladser, der skal besættes i de tre geografiske valgområder, er Morten Torbjørn Andersen, presseansvarlig for Enhedslisten i Folketinget – og samtidig medlem af Demokratisk Erhvervsnetværk.
”Jeg var enormt ærgerlig over, at valgmødet i efteråret ikke kunne gennemføres, men det var den rigtige beslutning ikke at holde mødet. Jeg mener så, at man burde havde lavet et skriftligt valg dengang, som der også er lagt op til i Realdanias vedtægter,” siger Morten Torbjørn Andersen og fortsætter:
”Vi står i en alvorlig samfundskrise, og Danmark er lukket ned. Hvis det ikke er i denne tid, man skal benytte sig af muligheden for at afholde valget skriftligt. Hvornår er det så?”
Morten Torbjørn Andersen stiller op til repræsentantskabet i område 10 – Østsjælland/Bornholm - på de samme tanker som i efteråret.
”Jeg stiller op til repræsentantskabet, fordi jeg gerne vil være en stemme for fællesskab, bæredygtighed og grøn omstilling. Samtidig ønsker jeg, at demokratiet i Realdania bliver udvidet. Flere medlemmer skal inviteres indenfor, og de skal have mulighed for indflydelse,” siger han.
”Jeg bor med min lille familie i et stort bofællesskab i Albertslund. Det er herfra min verden går. Det er herfra, jeg ved, hvor meget glæde det giver at bo og leve bæredygtige liv. Det er her, jeg har set, hvor godt det er for både børn og voksne at have naboer og byfæller tæt på. Det er her, jeg oplever, at det at deles om ressourcer, er en fordel for både mennesker, men også klima, natur og miljø.”
”Det har givet mig lyst til at være med til at skabe flere områder, hvor fællesskab, bæredygtige boformer og den grønne omstilling er en gennemgående tanke. Den udvikling kan jeg være fortaler for i Realdanias repræsentantskab,” fortæller Morten Torbjørn Andersen.
Realdania lægger op til skriftlige valg
Ledelsen i Realdania har hidtil ikke ønsket at gennemføre repræsentantskabsvalgene digitalt, men i medlemsbrevene om de udskudte valgmøder står der, at såfremt COVID-19-situationen fortsat ikke gør det muligt at afholde valgmøderne forsvarligt, vil bestyrelsen være nødsaget til at beslutte skriftlig afstemning.
”Vi håber meget, at det vil være muligt at afholde møderne, og vi vil gøre alt, hvad vi kan for at afvikle dem på en forsvarlig måde. Men COVID-19-situationen er selvfølgelig fortsat en ubekendt faktor, som vi løbende iagttager samt planlægger efter,” siger Jesper Nygård, adm. direktør i Realdania og fortsætter:
Hvis ikke det er muligt, kan der blive tale om en skriftlig afstemning
Jesper Nygård – Adm. direktør, Realdania
”Om det bliver muligt at afholde valgmøderne på forsvarlig måde på de nu udmeldte datoer i maj og juni, er endnu for tidligt at sige. Hvis ikke det er muligt, kan der blive tale om en skriftlig afstemning. I forhold til vores valgcyklus og governancemodel vil det være meget vanskeligt at udskyde møderne yderligere.”
Fysiske møder er en del af Realdanias dna
Selvom Jesper Nygård lægger op til muligheden for skriftlig afstemning, har det ikke ændret ved det generelle syn på brug af digitale/skriftlige valg i Realdania.
”Vi har den holdning, vi hele tiden har haft, nemlig at vi allerhelst vil ud at møde medlemmerne og afvikle vores valgmøder i fysisk form. I Realdania sætter vi stor pris på de fysiske valgmøder, hvor vi møder medlemmer over hele landet personligt, og hvor medlemmer møder de kandidater, de skal stemme på. Det mener vi giver gode og kvalificerede valg og har været en del af Realdanias dna siden starten,” pointerer Jesper Nygård.
Morten Torbjørn Andersen mener til gengæld, det ville være en god ide at gøre brug af digitale valg.
Det er ærgerligt, at det kun er 2-3 procent af medlemmerne, der deltager i valget. Jeg synes, at man skal tænke nyt
Morten Torbjørn Andersen – kandidat til repræsentantskabet i Realdania
”Jeg synes, at demokratiet i Realdania skal åbnes mere op, så flere kan være med. For et stærkt demokrati giver bedre løsninger og mere involvering. Se på valggruppe 10. Det er ærgerligt, at det kun er 2-3 procent af medlemmerne, der deltager i forhold til repræsentantskabsvalget. Jeg synes, at man skal tænke nyt. Det kunne helt klart være ved at digitalisere valget, så flere kan være med,” siger Morten Torbjørn Andersen og fortsætter:
”Når vi ikke lige er i en corona-tid, så skal det selvfølgelig suppleres med møder, hvor man kan møde kandidaterne. Men barren skal sænkes, så det er nemmere at stige ombord i foreningsdemokratiet.”
Flere beslutninger ud til medlemmerne
Helt generelt mener Morten Torbjørn Andersen, at man burde lægge flere beslutninger ud til medlemmerne.
”Hvorfor ikke uddele noget af afkastet på valgmøderne? Eller gennem en digital løsning hvor alle medlemmer kan være med? Det tror jeg kunne skabe mere engagement og ejerskab. Når jeg ser på foreningsstrategien, så er fokus på at rekruttere og fastholde medlemmer og gøre det synligt, at Realdania er en forening. Det er godt, men jeg synes også, at man skal udvide og styrke medlemsdemokratiet. Det er afgørende, at medlemmerne bliver inviteret mere indenfor,” slutter han.
Som medlem af repræsentantskabet i Realdania består ens opgave i at godkende årsrapporten og vælge bestyrelse og revision. Uddelingsstrategien har repræsentantskabet ingen indflydelse på, medmindre der sker vedtægtsændringer.
Møderne er planlagt til den 19. maj for Område 7 – Midt- og Vestjylland, den 31. maj for Område 3 - Fyn/øerne og den 3. juni for Område 10 – Østsjælland/Bornholm.
Fakta: Valg i Realdania
- Alle, der ejer fast ejendom i Danmark, kan blive gratis medlem af Realdania. Pt. har den filantropiske forening 165.000 medlemmer.
- Alle medlemmer kan stille op til repræsentantskabet med i alt 109 repræsentanter.
- 60 af repræsentanterne vælges af Realdanias medlemmer ved valgmøder i 10 geografiske valgområder.
- 42 medlemmer vælges af seks faglige valggrupper.
- De syv resterende medlemmer vælges af repræsentantskabet efter indstilling fra en række særlige interesseorganisationer som Dansk Byggeri og Akademisk Arkitektforening.
- I såvel de geografiske som de faglige valggrupper er der valg hvert fjerde år.
- I 2020 skulle der have været valg i tre geografiske og en faglig valggruppe.