En principiel sag om fordelingen af fondes uddelinger på flere ligestillede formål er nu på vej i Højesteret.
Det sker efter Civilstyrelsen for to år siden pålagde Det Nissenske Familiefond at fordele fondens overskud ligeligt mellem fundatsens to formål – det almennyttige formål og familieformålet. Civilstyrelsens afgørelse er almindelig praksis i spørgsmål om ligestillede uddelingsformål.
Men det nægtede fondsbestyrelsen at efterkomme. Den påstod, at de to uddelingsformål ikke er ligestillede i fundatsen, og hvis de er, så har fonden alligevel ikke pligt til at følge Civilstyrelsens afgørelse. Fonden argumenterede for, at det var stifters vilje, at der skulle uddeles flere penge til familien end til det almennyttige formål, hvilket blandt andet var årsagen til, at fonden var en ’familiefond’.
Sagen endte i Østre Landsret, hvor fonden den 25. januar i år fik medhold. Østre Landsret tilsidesatte dermed fondsmyndighedens afgørelse. Civilstyrelsen har anket dommen.
”Dommen er interessant, fordi mange fonde er blevet pålagt at uddele ligeligt til oplistede uddelingsformål. Derudover er dommen interessant, fordi den efterlader bestyrelsen med stor fortolkningsfrihed og mulighed for at inddrage andre fortolkningskilder end fundatsen,” skriver advokatfirmaet Bech-Bruun i en kommentar til sagen.
Læse hele Bech-Bruuns faglige nyhed om den principielle sag her.