Den 15. februar 2020 overtager den 40-årige Kenneth Winther, posten som investeringsdirektør i Realdania efter Peter Johansen, der har valgt at blive selvstændig.
Det oplyser Realdania i en pressemeddelelse.
Kenneth Winther skal stå i spidsen for Realdanias kommercielle investeringer og foreningens investeringsteam – og bl.a. implementere den nye investeringsstrategi, der gælder fra den 1. januar 2020.
Han bliver desuden del af Realdanias direktion sammen med filantropidirektør Nina Kovsted Helk og adm. direktør Jesper Nygård.
Jesper Nygård fremhæver, at den kommende investeringsdirektør også er en dygtig strateg og en erfaren leder. Han sidder i en række bestyrelser i finansielle netværk og organisationer, og han har siden 2010 været ekstern lektor på CBS.
”Som medlem af Realdanias direktion arbejder man med ledelse bredt og på tværs i foreningen. Kenneth har ikke bare nogle knivskarpe investeringskompetencer, han er også kendt som en rigtig dygtig leder. Både Nina og jeg glæder os til at samarbejde med ham om at videreudvikle foreningen,” siger Jesper Nygård.
Blå bog: Kenneth Winther
- 2017-2020 Investeringschef i Tryg Invest
- 2010-2017 Senior Vice President, Tryg Forsikring
- 2009-2010 Chefporteføljemanager i Capinordic Bank
- 2006-2009 Aktieanalysechef og senior aktieanalytiker i Capinordic Bank
- 2006 Finansanalytiker i GP Børs
- 2006 Cand. Merc. i finansiering og regnskab fra Odense Universitet
Sidder i en række bestyrelser og bestyrelsescertificeret ved Board Assure.
Gennemført ledelseskurser fra Berkeley, Cambridge og CBS Executive.
Siden 2010 ekstern lektor på CBS.
Kenneth Winther har siden 2010 været ansat i Tryg-koncernen. Fra 2010 til 2017 var han Senior Vice President i Tryg Forsikring, og siden 2017 har han været investeringschef i Tryg Invest. Han har tidligere været ansat som finansanalytiker, aktieanalysechef, porteføljemanager og strateg.
”At stå i spidsen for at skabe det økonomiske grundlag for Realdanias filantropiske arbejde og medlemsaktiviteterne er noget af det mest meningsfulde, jeg kan forestille mig. Det byggede miljø betyder langt mere for vores hverdag, end vi reelt går og tænker over. Jeg glæder mig rigtig meget til samarbejdet med det dygtige investeringsteam, med den øvrige direktion og daglige ledelse – og med alle de øvrige medarbejdere i foreningen,” udtaler Kenneth Winther i pressemeddelelsen.