Selvom erhvervsminister Simon Kollerup (S) igen og igen roste fondenes indsats under coronakrisen, havde han mere end blot skulderklap med, da han den 1. oktober 2020 talte til Fondenes Dag.
I sin tale opfordrede ministeren nemlig flere gange til samarbejde mellem fondene og regeringen.
Særligt de små og mellemstore fonde fik opmærksomhed fra ministeren, som i talen meldte ud, at han sammen med regeringen ønsker at arbejde tættere sammen med de ofte lokalt forankrede fonde i klassen under sektorens sværvægtere:
“Jeg tror, at vi kan få et endnu stærkere og mere velstruktureret samspil op at køre med de små og mellemstore fonde. Jeg tror, at de har meget at bidrage med og ofte med en regional eller lokal forankring,” sagde Simon Kollerup, der udover at være erhvervsminister også er minister for landdistrikterne.
I løbet af sin omtrent 15 minutter lange tale fokuserede Simon Kollerup især på sin og regeringens sympati for fondenes evne til langsigtet værdiskabelse i form af mere end profit.
Jeg synes lidt, at der er en tendens til i debatten, at vi kommer til at glemme de små og mellemstore fonde.
Simon Kollerup (S) – erhvervsminister
I den forbindelse fremhævede ministeren igen de små og mellemstore fonde, som ifølge Simon Kollerup ofte overses:
“Jeg synes lidt, at der er en tendens til i debatten, at vi kommer til at glemme de små og mellemstore fonde. Og det er i virkeligheden ærgerligt, fordi tit har de den helt nære og lokale tilknytning, som jeg personligt tror på kan vise sig at blive endnu vigtigere, når vi kigger ind i den umiddelbare fremtid, der ligger foran os,” sagde ministeren.
Simon Kollerup rundede sin tale af med endnu en opfordring til fondene. Sammen med regeringen ønsker han, at fondene bliver en mere aktiv samarbejdspartner i regeringens arbejde med at udvikle politik, der skal gøre det mere attraktivt at stifte fonde.
Målet er i sidste ende at gøre Danmark til et endnu stærkere fondsland, fortalte han.
“Jeg er meget interesseret i at modtage konkrete policy-forslag til, hvordan vi kan udbrede den her model, som både regeringen og jeg synes er meget, meget vigtig. Det er måske ikke altid de store revolutioner, men mere reformer af strukturen, som kan gøre en stor forskel. Derfor vil jeg slutte af med en opfordring til at rykke tættere sammen om også at kunne lave politik og policy for at få flere fonde og udbrede fondsstrukturen til gavn for vores land. Vi har brug for den langsigtede tænkning, som I repræsenterer, og vi har brug for at kunne udbrede den,” sagde Simon Kollerup.
Må godt fylde mere
Udover at efterlyse et tættere samarbejde med fondene, så uddelte ministeren også masser af skulderklap og roser til fondsmodellen og fondene.
Ifølge Simon Kollerup inkarnerer fondene nemlig begrebet ‘samfundssind’, der har fyldt meget i den socialdemokratiske regerings kommunikation siden valget og særligt siden coronanedlukningen.
Blandt andet sagde Simon Kollerup efter at have nævnt adskillige eksempler på fondenes mange coronarelaterede indsatser i det sidste halve år:
“Alt det her har jeg bare lyst til at sige jer en kæmpe stor tak for. Og jeg synes, at det er hér, vi skal starte vores samtale i dag. Fordi det jo netop er dét samfundssind, man har set, og jeg har set, efterhånden mange gange fra fondenes side, som skaber et rigtig vigtigt supplement ind i den samfundsmodel og den samfundsstruktur, vi har. Og ordet ‘samfundssind’ er det rigtige at sætte på den indsats.”
Men på trods af at Simon Kollerup personligt har bidt mærke i fondenes samfundssind, er der stadig plads til forbedring, når det handler om fondenes synlighed, mener han.
Selvom fondenes indsats både før og under corona har ‘en kæmpe betydning’, så bliver den ifølge ministeren nemlig ikke bredt anerkendt.
Jeg ved, at omfanget af jeres indsats nogle gange flyver under radaren faktisk hos det meste af Danmark.
Simon Kollerup (S) – erhvervsminister
“Jeg ved, at omfanget af jeres indsats nogle gange flyver under radaren faktisk hos det meste af Danmark. Vi er ikke helt klar over, hvor enestående vores fondsstruktur i Danmark egentlig er,” sagde Simon Kollerup og fortsatte:
“Det kunne vi godt blive bedre til at få til at fylde. Ikke ud fra et ønske om taknemmelighed, men ud fra et ønske om at vise, hvor stærkt vores samfund er,” sagde Simon Kollerup.
Om fondene bedst ses som ‘oldschool velfærdsstat’ eller ‘konservativ classic’ var ikke vigtigt for ham, understregede han, inden han rundede sin tale af med flere rosende ord til fondene.
“Jeg går ikke så meget op i, om man kan kalde det rødt eller blåt. Det vigtigste er, at vi tænker ud over vores egen næsetip, og at vi også tør at tænke fremad og vil videre med vores samfund på en god måde. Jeg tror, det er sådan, vi kommer til at skabe gode virksomheder, gode arbejdspladser og et godt samfund og i sidste ende jo også skaber rammerne for et godt liv for den enkelte dansker. Det er I med til at skabe hver dag. Det synes jeg, at I skal være stolte over. Og det er jeg i hvert fald på vegne af den danske regering taknemmelig for,” sluttede Simon Kollerup.
Fondens Dag blev i år afholdt som en virtuel konference i et samarbejde mellem DI, Komitéen for god Fondsledelse, CBS, Københavns Universitet, Bestyrelsesforeningen og Fondenes Videnscenter.