Ti større danske byer kan i de kommende år se frem til at få opført 70 til 100 plejehjemsboliger og 40 til 50 seniorboliger. De nye boliger skal opføres af et nyt joint-venture-selskab ejet i fællesskab af den erhvervsdrivende fond OK-Fonden og pensionsselskabet PFA. Den samlede investeringssum forventes at ligge på 2,5 mia. kr.
Det oplyser fonden i en pressemeddelelse.
Partnerskabet mellem OK-Fonden og PFA er allerede på nuværende tidspunkt i dialog med flere interesserede kommuner. Det bliver OK-Fonden, der skal drive de fremtidige plejehjem og administrere seniorboligerne, som joint-venture selskabet skal etablere og udleje. Kommunerne betaler det samme for en plads i de kommende boliger, som for pladser på de kommunale plejehjem.
Administrerende direktør i OK-Fonden Ulrik Ahrendt-Jensen glæder sig over det fælles initiativ med PFA.
”Vi er meget glade for partnerskabet med PFA. PFA har stor kompetence inden for investering og i at rådgive fremtidens seniorer og ældre. Der er stor søgning til vores eksisterende plejehjem og til vores seniorboliger, og vi håber, at PFA’s kunder vil søge i retning af netop vores fælles værditilbud. Med det fælles selskab bliver vi i stand til at tilbyde endnu flere kommuner at levere velfærdsløsninger – og dermed til at tilbyde endnu flere mennesker OK-Fonden som en valgmulighed. Vi lægger vægt på, at vores tilbud skal tage udgangspunkt i den enkeltes behov, og at der skal være så mange valgmuligheder som muligt hos os,” siger Ulrik Ahrendt-Jensen.
Hos PFA er Group CEO Allan Polack glad for samarbejdet med OK-Fonden, der skal være med til at supplere de offentlige velfærdstilbud.
”Hos PFA har vi et stort ønske om at skabe gode og trygge rammer, der kan være med til at sikre det gode seniorliv. Det gælder både i forhold til overgangen fra arbejdsliv til pension, men også ved at udvikle nye og attraktive boligformer. Den demografiske udvikling betyder, at der kommer til at mangle plejehjemspladser, og som stort pensionsselskab ved vi, at det samtidig er et stadie i livet, som kan være forbundet med mange bekymringer og utryghed. Med vores partnerskab med OK-Fonden vil vi skabe en højkvalitetsløsning, som kan være med til at supplere det offentlige, og som samtidig sker i en konstruktiv dialog med de interesserede kommuner. På den måde kan vi i fællesskab være med til at sikre, at flere bliver tilbudt netop dén plejehjemsplads, de ønsker,” siger Allan Polack, Group CEO i PFA.
Det kundeejede pensionsselskab PFA bliver majoritetsinvestor i det fælles selskab, samtidig med at PFA-kunder vil få fortrinsret til det fælles selskabs boliger og friplejehjem.
Realiseringen af det fælles selskab er betinget af konkurrencemyndighedernes godkendelse.