Bestyrelsen i Bagger-Sørensen Fonden har ambitioner om at øge uddelingerne indenfor en række sygdoms- og forskningsområder. Og for at indfri målsætningerne har den tidligere Dandy Fond frasolgt sine aktier i familiens holding- og investeringsselskab, Bagger Sørensen & Co. A/S.
”Den aktiepost, fonden ejede i vores holdingselskab, var meget passiv, fordi vi i familien egentlig aldrig har trukket penge ud af virksomheden. Det betød, at fonden heller ikke fik noget udbytte på den relativt store aktiepost. Helt grundlæggende ville vi gerne gøre mere godt med fondens midler, og derfor solgte vi aktierne tilbage til familien og investerede i noget, der giver mere afkast,” siger bestyrelsesformand i Bagger-Sørensen Fonden, Claus Bagger-Sørensen.
Ønsket om et større afkast til uddelingsformål har nødvendiggjort, at fonden er omregistreret fra en almen fond til en erhvervsdrivende fond og har investeret en del af salgsprovenuet på godt 200 mio. kr. i ejendomme.
”Vi har bygget et hovedkontor til holdingselskabet og de andre erhvervsaktiviteter, vi har i Bagger-Sørensen og Co. A/S. Det er så der, vi har lavet en lang lejekontrakt med fonden, sådan at den er sikret et ensartet afkast hvert år i en længere årrække,” siger Claus Bagger-Sørensen.
Flere penge til mindre sygdomme
Det er netop det nye stabile indtægtsgrundlag, som giver bestyrelsen mulighed for at igangsætte et mere strategisk uddelingsarbejde i fonden, fortæller bestyrelsesformanden.
”Det bliver ikke et tocifret millionbeløb, men det bliver et beløb der er væsentlig større end den ene million, vi hidtil har uddelt om året. Fra i år fordobler vi beløbet på vores hæderspriser. Derudover er vi ved at kigge på at lave nogle forskningssponsorater eller nogle samarbejder med universiteter for enten at fremme visse områder eller få nogle forskningskapaciteter til Danmark inden for nogle af de mindre sygdomsområder, som vi har fokus på,” siger Claus Bagger-Sørensen med henvisning til de indsatsområder, som fremgår af fondens nye uddelingspolitik.
Det drejer sig blandt andet om mindre sygdomme som cøliaki, autisme og Neurofibromatosis Recklinghausen.
”Der er ikke så mange patienter indenfor de områder, og derfor er der ikke så meget forskning i dem som der f.eks. er indenfor diabetes, som vi også kigger på. Men alle de områder, vi beskæftiger med i uddelingspolitikken, er nogle områder, som vi i vores familie har været direkte berørt af,” forklarer Claus Bagger-Sørensen.
Claus Bagger-Sørensen er fjerde generation af familien som i 1915 startede det karamel- og tabletkogeri, der senere blev til tyggegummifabrikanten Dandy, som også producerede de kendte mærker Stimorol, V6 og Dirol.
Indtil 2002 hed fonden Dandy Fonden, men skiftede navn da tyggegummimærkerne i 2002 blev solgt til den britiske koncern Cadbury Schweppes, mens familien beholdt produktionsfaciliteterne i Vejle.
Frem til 2017 havde familien stadig tyggegummiproduktion på Dandy-vej i Vejle. Det skete gennem selskabet Fertin Pharma A/S, som producerer medicinsk tyggegummi blandt andet til brug i nikotintyggegummi. Siden har Bagger-Sørensen og Co. frasolgt 70 pct. af aktierne i Fertin til kapitalfonden EQT.