Der er en hjælpende hånd på vej til Fonden Naturkraft i Ringkøbing, som ellers blev hårdt økonomisk ramt efter coronanedlukningen af Danmark.
Fonden er nemlig kommet på finansloven med en bevilling på 4 mio. kr. årligt i driftstilskud frem til 2024, skriver fonden i en pressemeddelelse.
Fonden driver et naturcenter på i alt 45 hektar med en oplevelsesarena på 5 hektar, hvor bl.a. børn og skoleklasser gennem leg og læring har mulighed for at opleve den vestjyske natur.
Men ikke nær så mange besøgende som forventet nåede at opleve naturcentret, før det havnede i en svær økonomisk situation på grund af corona.
Naturkraft regnede oprindeligt med at byde velkommen til 280.000 gæster fra åbningen i juni måned frem til slutningen af 2020.
Men efter sommerens højsæson havde kun omkring 50.000 gæster været på besøg, og dermed kunne fonden se frem til et underskud på et tocifret millionbeløb, blandt andet fordi den nystartede fond i modsætning til mere etablerede attraktioner ikke havde mulighed for at søge om coronakompensation.
Det fortalte direktør Peter Sand til Fundats i efteråret.
Med finanslovsbevillingen lysner den økonomiske situation for fonden, og formand Henrik Tvarnø kvitterer for hjælpen.
“Det er en meget stor glæde, at Folketingets partier bredt støtter Naturkraft fra 2021. Finansloven er under Corona-pres i år, og derfor er det ekstra tilfredsstillende, at det er lykkedes at fastholde løftet om, at Naturkraft skulle have en selvfølgelig plads på finansloven. Vi skylder mange politikere og partier stor tak for denne støtte, som er med til at sikre, at Naturkraft kan udvikle sig efter de spændende planer, vi har. Det er en tidlig julegave, men også den, vi ønskede os allermest og har behov for,” siger Henrik Tvarnø.
Også Ringkøbing-Skjern Kommunes borgmester Hans Østergaard takker for støtten.
“Det er virkelig tilfredsstillende, at den kæmpe indsats, der i mange år er gjort lokalt med at rejse det enestående Naturkraft, nu også får statslig anerkendelse. Det havde vi håbet og troet på, men det er alligevel en god dag, når det bliver en realitet. Jeg vil gerne sige tak til alle de lokale og landspolitikere, der har kæmpet for denne sag, uanset partifarve. siger Hans Østergaard, der er borgmester i Ringkøbing-Skjern Kommune.
Det er regeringen, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten og Alternativet, der står bag aftalen om at afsætte 4 mio. kr. årligt til Fonden Naturkraft i Ringkøbing som midlertidigt driftstilskud i perioden 2021-2024.