Dette er en kommentar. Kommentaren er udtryk for skribenternes egne holdninger.
Men virkeligheden er ofte helt anderledes. Vi støder i vores rådgivning af institutionelle investorer jævnligt på fonde, der ikke har en klar investeringspolitik. Det betyder, at afkastet ofte bliver betydeligt lavere, end det kunne være – og det er særligt en udfordring for de mindre almene fonde, hvor administrative omkostninger i forvejen vejer tungt, og investeringsmulighederne er begrænsede som følge af anbringelsesbekendtgørelsen.
Især for fonde med en egenkapital under 10 mio. kr. er det en udfordrende situation. Alternativerne er opløsning eller fusion. Men en opløsning skal ske relativt hurtigt – ifølge Civilstyrelsen inden for 3 år, og det kan give udfordringer med uddelingen. Og hvad angår fusion har Civilstyrelsen hidtil været tilbageholdende med at lade små fonde fusionere.
Men hvad er egentlig en investeringspolitik? Lad os starte med at slå fast, at problemet med at fastlægge en investeringspolitik ikke er løst ved at vælge en eller flere eksterne forvaltere. Det er kun en lille del af udfordringen. Den samlede investeringspolitik er langt mere omfattende, og de to hovedelementer er governance og de investeringsmæssige rammer.
Bestyrelsen bærer det fulde ansvar, men hvordan skal opgaverne fordeles?
Governance-elementet er uhyre vigtigt og sikrer, at man ikke blot reagerer tilfældigt og ustruktureret på de begivenheder, der løbende trækker overskrifter på de finansielle markeder. Governance handler om at klarlægge rolle- og ansvarsfordelinger. F.eks. hvem der løbende holder øje med kapitalforvaltningen og foretager jævnlig gennemgang og vurdering af procedurer og processer. Det handler også om brugen af eksterne forvaltere og rådgivere og definition og afgrænsning af de opgaver, som de pålægges.
Vanens magt er stor, og derfor bruger mange den samme forvalter, som de har brugt i mange år. Men erfaringer og adskillige undersøgelser viser, at der er stor forskel på de afkast, som forvalterne er i stand til at levere.
Mads Jensen & Allan Soon Lorentzen – Managing Partners, Jentzen & Partners
For eksempel: hvordan skal de eksterne forvaltere udvælges? Hvor ofte skal deres performance måles, hvordan og af hvem? Vanens magt er stor, og derfor bruger mange den samme forvalter, som de har brugt i mange år. Men erfaringer og adskillige undersøgelser viser, at der er stor forskel på de afkast, som forvalterne er i stand til at levere, så en jævnlig evaluering og udskiftning kan betale sig.
En hel del fonde udfører også de investeringsmæssige beslutninger på egen hånd. Typisk er det i små fonde en enkelt person, f.eks. en revisor eller en person med en fortid i finanssektoren, der udfører jobbet – ofte som en sidebeskæftigelse ved siden af en lang række helt andre daglige gøremål.
I sådanne tilfælde er det mere undtagelsen end reglen, at der bliver leveret tilfredsstillende afkast, da investeringsprocessen er ustruktureret, tilfældig og uden tæt føling med markedet. I et langvarigt bullmarked, som har kendetegnet både aktier og obligationer, har de opnåede afkast typisk været positive, men sammenlignet med afkast på diverse benchmark, er de så tilfredsstillende? I mange tilfælde vil passive investeringer ofte have været i stand til at levere et bedre afkast, og under alle omstændigheder bør man overveje at uddelegere ansvaret til en ekstern forvalter.
Bestyrelsens rolle og ansvar er naturligvis også afgørende at få klarlagt. Hvilke opgaver skal uddelegeres og til hvem? Hvilke beslutninger skal tages af bestyrelsen? Hvem rapporterer og hvor ofte? Det er også bestyrelsens ansvar at fastlægge de strategiske rammer for fonden – dvs. den overordnede strategiske aktivallokering, som udtrykker, hvordan fondens penge skal være fordelt på de forskellige aktivklasser.
I en tid, hvor bæredygtighed og samfundsmæssig ansvarlighed er nøgleord, er det også vigtigt at få klarlagt, hvad fondens værdinormer er i relation til bæredygtighed og etiske regelsæt.
Mads Jensen & Allan Soon Lorentzen – Managing Partners, Jentzen & Partners
Ligeledes er det også bestyrelsens opgave at tydeliggøre, hvem der har ansvaret for risikostyringen på den samlede portefølje. Også her ligger der en kritisk opgave for især de mindre fonde, der foretager investeringer på egen hånd og ikke har ressourcer og indsigt til at sikre en tilstrækkelig risikomåling og -styring. Risikomåling på finansielle aktiver er meget mere end standardafvigelser og korrelationer – som i øvrigt langt fra er stabile størrelser. Belært af ikke mindst erfaringerne fra finanskrisen, der gav tab så store, at de reelt ikke burde forekomme ud fra traditionelle risikoanskuelser, så anvender professionelle investorer i dag en lang række risikomål, der giver et mere realistisk billede af virkeligheden.
Investeringsmæssige rammer
Det andet hovedelement i investeringspolitikken er de investeringsmæssige rammer, der handler om investeringsfilosofi, afkastkrav, acceptabel risiko m.v. Heri ligger bl.a. en stillingtagen til, om fonden ønsker at bruge egen forvaltning eller eksterne forvaltere og rådgivning. Og man skal også spørge sig selv, om det måske giver mening at søge passiv forvaltning i nogle aktivklasser til lavere omkostninger og aktiv forvaltning i andre. I en tid, hvor bæredygtighed og samfundsmæssig ansvarlighed er nøgleord, er det også vigtigt at få klarlagt, hvad fondens værdinormer er i relation til bæredygtighed og etiske regelsæt.
Fastlæggelse af målsætninger og begrænsninger er også afgørende elementer. Hvad er det overordnede afkastmål for fonden, og hvilke risici er acceptable? Hvad er tidshorisonten? Er der strategiske positioner, der ikke kan eller må realiseres? Hvor ofte skal porteføljen rebalanceres – dvs. hvor ofte skal der skiftes ud i porteføljerne? Hvem laver performanceevalueringer, hvordan og hvor ofte?
Spillereglerne er ændret
Vi lever i dag tilsyneladende i et kronisk lavrentemiljø, og de afkast som fonde har været vant til i mange år, er ikke længere mulige. Særligt udfordrende har det været i de senere år for de almene fonde som følge af anbringelsesbekendtgørelsens regler om, at kun halvdelen af midlerne må placeres i aktier. Civilstyrelsen har lovet, at der er mere lempelige regler på vej i første kvartal, men det ændrer ikke ved vigtigheden af en veldefineret investeringspolitik.
Investeringspolitikkens checkliste
- Opgavefordeling – hvem gør hvad? Bestyrelsen, direktionen, andre medarbejdere, eksterne samarbejdspartnere.
- Målsætning – hvad ønsker vi at opnå med investeringerne? Strategiske rammer, uddelinger etc.
- Afkast – er det tilfredsstillende i forhold til markedsafkast i forskellige aktivklasser ud fra gældende lovgivning?
- Evalueringer – hvor ofte og af hvem udføres der evalueringer af fondens investeringer og performance?
- Intern eller ekstern forvaltning – definition af opgaver, udvælgelseskriterier, evaluering, udskiftning, overvågning.
- Aktiv vs. passiv investering – beslut, hvor der skal bruges aktive og passive investeringer.
Investering er forbundet med følelser, usikkerhed og pludselige overraskelser – både positive og negative. Det er let at blive grebet af eufori eller panik og reagere uhensigtsmæssigt på kortsigtede markedsbevægelser. Investeringspolitikken er den overordnede ramme eller plan, som skal forhindre kortsigtet adfærd og sikre, at alle beslutninger tages på et solidt, informeret og veldokumenteret grundlag.
Ansvaret hviler på bestyrelsen, men tydelige mål og restriktioner samt en klar fordeling af roller og opgaver er ikke kun et godt, men også nødvendigt første skridt på vej til en sund og ansvarsbevidst organisation.
