September måned er altid særdeles vigtig for Børnecancerfonden. Der overrækker Børnecancerfondens største bidragyder, Team Rynkeby Fonden, nemlig checks til alle, som har været involveret i Team Rynkeby-aktiviteter det seneste år.
Men i september i år er beløbene på de uddelte checks væsentligt mindre, end de plejer at være. I april besluttede Team Rynkeby Fonden grundet coronakrisen at aflyse det, der skulle have været den 19. udgave af flere end 2.000 sort- og gulklædte cykelrytteres tur til Paris med det formål at samle penge ind primært til børn med kræft. Og netop den årlige tur til Byernes By er Team Rynkebys suverænt mest indbringende aktivitet.
For Børnecancerfonden er det endnu uvist, præcis hvilket beløb der står på dette års check. Men sikkert er det, at det bliver i en helt anden størrelsesorden end i 2019, hvor Børnecancerfonden modtog 23,1 millioner kroner til forskning i kræft hos børn.
Det vil også betyde, at vi kan sætte færre nye initiativer i gang i forhold til børn med kræft og deres familier.
Marianne Benzon Nielsen – Direktør, Børnecancerfonden
”Aflysningen af turen til Paris rammer os naturligvis hårdt, men også mange andre arrangementer og aktiviteter er blevet aflyst de seneste måneder. Umiddelbart er min forventning, at det kommer til at betyde, at vi samlet mister omkring en fjerdedel af vores forventede indsamlede midler i år – svarende til 10-15 millioner kroner. Det er rigtig mange penge at skulle undvære for en fond af vores størrelse,” siger Børnecancerfondens direktør Marianne Benzon Nielsen til Fundats.
Hun understreger, at nedgangen i indtægter i år i høj grad skyldes Team Rynkebys aflysning af Paris-turen, men også flere andre faktorer udløst af coronakrisen.
Mindre ny forskning og færre nye initiativer
Konsekvenserne af det forventede betragteligt mindre rådighedsbeløb i 2020 kommer til at blive mange, understreger Marianne Benzon Nielsen.
”Det vil betyde, at der vil være færre penge til ny forskning i bedre behandling af kræft, og det vil også betyde, at vi kan sætte færre nye initiativer i gang i forhold til børn med kræft og deres familier. Vi er derudover forberedte på, at det muligvis ikke kun kommer til at påvirke os negativt i år, men at krisen også kan trække tråde ind i 2021. Til gengæld vil vi holde fast i de tilbud, vi allerede har, for eksempel psykolog- og socialrådgiverhjælp,” siger Marianne Benzon Nielsen.
Også de store, langsigtede forskningsprojekter, som allerede er igangsat, vil blive fulgt til dørs trods de nuværende økonomiske udfordringer, fastslår direktøren.
Vi udvider også kontakten til fondsmarkedet, som heldigvis ikke virker lige så påvirket af coronakrisen, som mange andre er. .
Marianne Benzon Nielsen – Direktør, Børnecancerfonden
Marianne Benzon Nielsen understreger samtidig, at der ikke har været fare for, at fonden, som i år fejrer sit 25-års jubilæum, ikke kan fortsætte sit arbejde med at sikre, at alle børn med kræft overlever og får et godt liv.
”Vi er heldigvis solidt funderet, har andre gode samarbejdspartnere og får også penge ind fra arv, så vi skal nok overleve. Men jeg håber bestemt, vi igen senere kan komme op på samme uddelingsniveau som tidligere – og gerne mere – for der er virkelig brug for penge til børnekræftforskningen og til at støtte familierne gennem de svære forløb,” fastslår Marianne Benzon Nielsen.
Vigtigt ikke at være afhængig af få bidragydere
Børnecancerfonden har en række samarbejdspartnere, hvoraf flere har støttet fondens arbejde med 100.000 kroner eller derover. Og mens sårene over Team Rynkeby-turen til Frankrig og andre aflyste arrangementer er blevet slikket de seneste to måneder, er der samtidig kommet gode, kontante nyheder ind fra blandt andre to af fondens andre faste samarbejdspartnere.
Dels har Golfrock, som i alt har bidraget med tre millioner kroner de seneste otte år, netop afleveret 220.000 kroner til fonden. Pengene er kommet i hus ved, at golfspillere, der ikke har kunnet dyrke deres sport under coronakrisen, har ladet kontingentkronerne gå videre til Børnecancanfonden.
Og dels har atletikklubben og løbsarrangøren Sparta lavet et lignende regnestykke, som også forventes at udløse et bidrag til fonden.
Generelt har det, betoner Marianne Benzon Nielsen, længe været et opmærksomhedspunkt for Børnecancerfonden ikke at blive for afhængig af for få bidragydere.
”Vi har arbejdet på at styrke arbejdet med private sponsorer og oplever, at flere er motiverede for at støtte os, og vi udvider også kontakten til fondsmarkedet, som heldigvis ikke virker lige så påvirket af coronakrisen, som mange andre er. Derudover vil vi gerne ind i flere samarbejder, som vi selv har mere indflydelse på,” siger Marianne Benzon Nielsen.