Der bliver kamp om pladserne ved årets repræsentantskabsvalg i den filantropiske forening Velliv Foreningen. Kandidaterne fra Region Hovedstaden og Region Sjælland er nu validerede og klar til valgkamp om 24 pladser i repræsentantskabet i foreningen, der er eneejer af Velliv, Pension & Livsforsikring A/S.
Bestyrelsesformand for Velliv Foreningen Peter Gæmelke glæder sig over det store engagement:
”Jeg er meget glad for at se så stor en opbakning fra vores medlemmer. De 56 engagerede medlemmer der stiller op, skal hver især overbevise resten af medlemmerne om, at det lige præcis er dem, der skal være med til at sætte retning for foreningen de næste fire år. Og det er ikke tomme ord, for vores repræsentantskab har stor indflydelse på foreningens udvikling, senest med beslutningen om at købe hele pensionsselskabet Velliv,” siger Peter Gæmelke.
Velliv Foreningens repræsentantskabsmedlemmer vælger både bestyrelsen i Velliv Foreningen og flertallet af bestyrelsesmedlemmerne i pensionsselskabet Velliv. Repræsentantskabet har i løbet af 2018 og 2019 besluttet at udbetale 572 mio. kr. i bonus til medlemmerne og afsætte 143 mio. kr. til aktiviteter for at styrke danskernes mentale sundhed.
Blandt de opstillingsberettigede kandidater er en række tillidsrepræsentanter for medarbejdere i Nordea Bank i Danmark, som har deres overenskomstmæssige arbejdsmarkedspension i Velliv. Derudover opstiller også direktør i Velux Fonden Ane Hendriksen, formand for Finansforbundet Kent Petersen og forhenværende bankdirektør Jørn Astrup Hansen. Sidstnævnte var en af hovedkræfterne bag demokratiseringen af Tryghedsgruppen, som Velliv Foreningen blev udskilt fra i 2015.
Velliv Foreningen har i dag ca. 350.000 medlemmer, og fra den 18. februar kan de østdanske medlemmer læse præsentationer af de 56 kandidater på foreningens hjemmeside. Valget sker i perioden fra den 25. februar til og med den 9. marts 2020. Medlemmerne kan stemme digitalt.
Se listen over samtlige kandidater til repræsentantskabsvalget.