”Det er helt sikkert, at det er en ny rejse vi er kommet ud på.”
Sådan siger formand i Østifterne, Erling Bech Poulsen, om den nye forsikringsalliance, som han mener kan få afgørende betydning for foreningens medlemmer fremover.
I sidste uge præsenterede Nykredit nemlig en forsikringsalliance med Codan, Spar Nord og Lokale Pengeinstitutter. Det kommende samarbejde betyder, at nye forsikringskunder i alliancen tegner police i Privatsikring A/S og dermed bliver automatiske medlemmer i Østifterne.
”Vi er selvfølgelig spændte på den nye alliance og tror, at det bliver rigtig godt. Vi ser en masse muligheder, for vi synes det er et dynamisk setup, der er lavet med alle Totalkreditbankerne og Codan. Så vi er begejstrede,” siger Erling Bech Poulsen.
Siden Østifterne i 2017 solgte en stor klump Nykredit-aktier, har foreningen øget sin filantropiske formue til over to milliarder kroner og uddelte sidste år 60 millioner til almennyttige formål. Foreningen er dermed blevet en mellemstor filantropisk aktør på størrelse med Spar Nord Fonden.
Med det udvidede kundegrundlag i den nye forsikringsalliance forventer foreningen en væsentlig medlemsfremgang fra de nuværende ca. 200.000 medlemmer.
Tilskud til rottespærrer og låse
På medlemssiden har Østifterne hidtil været inaktiv og i hele sin hidtidige historie har der ikke været kampvalg til de 35 poster i delegeretforsamlingen, som er Østifternes øverste myndighed. Ledelsen og sekretariatet i Østifterne er heller ikke klar over, hvem medlemmerne er, for det er alene Nykredit Forsikring og den hidtidige forsikringspartner Gjensidige, som kender identiteten på forsikringstagerne og dermed medlemmerne.
I forbindelse med sidste uges pressemeddelelse om den nye og forstærkede forsikrinsgsalliance lagde parterne bag aftalen dog vægt på muligheden for at blive medlem af Østifterne.
Vi har ikke en medlemsstrategi, men nu hvor vi får de nye medlemmer ind, ser vi en mulighed for at lave en ny tilgang til medlemsområdet.
Erling Bech Poulsen – bestyrelsesformand, Østifterne
”Derudover vil alle kunder automatisk kunne blive medlem af Østifterne og få adgang til særlige fordele med fokus på skadeforebyggelse. Østifterne har hidtil været en forening for Nykredits forsikringskunder, men åbner nu op for endnu flere medlemmer,” fremgår det af pressemeddelelsen.
De særlige medlemsfordele fremgår ikke af Østifternes hjemmeside, men ifølge foreningens administrerende direktør Lars Suhr, er der tale om tilskud til udstyr og aktiviteter, der medvirker til at undgå eller begrænse skader. Det kan for eksempel være tilskud til rottespærrer i kloaksystemer eller til udskiftning af låse for nye huskøbere, der tegner forsikring i selskabet.
Omkring en fjerdedel af Østifternes almennyttige aktiviteter bliver hvert år brugt til denne form for tilskud, som administreres af forsikringsselskaberne.
Ny tilgang til medlemmerne
Og udover tilskuddene til skadesforebyggelse, har medlemmerne også mulighed for at stille op til delegeretforsamlingen påpeger, formanden.
”Når man bliver medlem af Østifterne, så får man også mulighed for at få indflydelse på de filantropiske uddelinger. Det er klart, at det demokratiske aspekt er lidt ømfindtligt, men alle medlemmer har mulighed for at komme ind og påvirke,” siger Erling Bech Poulsen.
At ingen medlemmer indtil videre har grebet den chance hænger blandt andet sammen med, at Østifterne ikke har en strategi for medlemsinvolvering, og altså heller ikke er i kontakt med medlemmerne i form af skriftlige henvendelser, da sekretariat ikke ved, hvem medlemmerne er.
Men med den nye alliance kan foreningen gå en helt ny udvikling i møde, forklarer Erling Bech Poulsen:
”Vi har ikke en medlemsstrategi, men nu hvor vi får de nye medlemmer ind, ser vi en mulighed for at lave en ny tilgang til medlemsområdet – det bliver lettere for os, fordi vi får dem ind via Privatsikring og ved hvem de er, så vi kan lave medlemskartoteker. Men strategien har vi ikke lagt endnu, det hele er meget nyt,” siger han.
Valg i hovedstaden
Den nye forsikringsalliance forventes at være fuldt etableret i foråret 2021, men allerede den 1. januar er der skæringsdato for stemmeberettigelse til næste års valg af delegerede fra Region Hovedstaden, som med ni repræsentanter er den største af valgkredsene.
En af de delegerede fra Region Hovedstaden er forhenværende børne- og ungdomsborgmester i Københavns Kommune, Pia Allerslev. Hun mener, at Østifterne hidtil har gjort, hvad man kunne forvente i forhold til at øge kendskabet til foreningen og valgene.
Jeg ville ønske, at der var kampvalg om alle pladserne i delegeretforsamlingen, for så ville der også komme endnu mere opmærksomhed omkring Østifterne.
Pia Allerslev – delegeret, Østifterne, Region Hovedstaden
”Jeg ville ønske, at der var kampvalg om alle pladserne i delegeretforsamlingen, for så ville der også komme endnu mere opmærksomhed omkring Østifterne. Om nogen ved jeg jo, hvad det vil sige at tabe til en anden kandidat. Sådan er demokratiet, og sådan skal det jo være. Jeg synes vi gør alt, hvad man skal for at annoncere op til valgene og indkalde kandidater. Og for mig ville det være fint, hvis man også skrev ud til medlemmerne for at gøre dem opmærksomme på det,” siger hun.
Pia Allerslev er derfor også åben overfor at gennemføre nye medlemsinvolverende initiativer nu, hvor foreningen har øget sit uddelingsniveau og samtidig kan se frem til endnu flere medlemmer.
”Det er ikke noget, som har været drøftet ret meget, om man skulle gøre anderledes. Jeg tror ikke, at det er af ond vilje, men nok i en erkendelse af, at vi hidtil har været en ret lille spiller i forhold til organisationer som Realdania, Tryghedsgruppen eller Velliv Foreningen, der har langt større uddelinger. Og det kan også godt være derfor, at interessen ikke er kæmpestor. Så jeg er ikke afvisende overfor at øge medlemsinvolveringen, men det er jo noget bestyrelsen må overveje, og det tror jeg også, de vil tage op med os andre i delegeretforsamlingen, når vi mødes igen. Hvis bestyrelsen stiller forslag om det, så er jeg bestemt ikke afvisende over for det,” siger hun.