Den erhvervsdrivende fond Fjerde Maj Kollegiet på Frederiksberg kommer nu under fondstilsyn fra Frederiksberg Kommune.
Frederiksberg Kommune har således bedt fonden om at indsende blandt andet fondens historiske regnskaber til godkendelse hos kommunen. Det fremgår af en række e-mails, som Fundats har fået aktindsigt i.
Siden 1986 har Frederiksberg Kommune haft pligt til at føre tilsyn med fonden, men intet tyder på, at det er sket før nu.
Som tilsynsmyndighed skal Frederiksberg Kommune blandt andet sikre, at fondens bestyrelse og øvrige ledelse overholder fondens vedtægter. Men det er i flere tilfælde glippet, som Fundats tidligere har beskrevet.
Det glippede for eksempel, da fondens bestyrelse med kommunalbestyrelsesmedlem Helle Sjelle (K) i spidsen efter en længere ansættelsesproces besluttede at ansætte Københavns Universitets rektor Henrik C. Wegener i stillingen som fondsdirektør.
Beslutningen blev truffet, selvom 61-årige Henrik C. Wegener overskred vedtægternes aldersgrænse på 60 år for direktørstillingen. Fondsbestyrelsen trak efterfølgende beslutningen tilbage, mens Henrik C. Wegener samtidig afviste at ville overtage stillingen.
Som tilsynsmyndighed skal Frederiksberg Kommune desuden hvert år godkende fondens regnskaber. Men det er tilsyneladende ikke sket en eneste gang siden 1986.
Således skriver kommunen til fonden i en e-mail den 20. marts 2020, at “kommunen ikke kan finde tidligere sager om godkendelse af kollegiets regnskaber,” og at den derfor ikke er sikker på, hvordan den godkendelse skal foregå.
Regnskaber lyngodkendt
Siden afsløringerne af tilsynsrodet omkring kollegiefonden har Frederiksberg Kommune til gengæld arbejdet hurtigt for at indhente det tabte.
På kommunens opfordring indsendte fonden den 24. marts 2020 sine regnskaber fra 2006 til 2018 til kommunens sagsbehandler. Og allerede en uge senere godkendte kommunens sagsbehandler samtlige regnskaber uden bemærkninger:
“Revisor har for alle regnskaber udtalt, at de giver et retvisende billede af kollegiets økonomi og aktiviteter på de pågældende tidspunkter, og at regnskaberne er udarbejdet i overensstemmelse med god regnskabsskik. Da regnskaberne for 2006-2018 heller ikke ellers har givet kommunen anledning til bemærkninger eller spørgsmål kan vi herefter godkende regnskaberne,” skrev sagsbehandleren til fonden den 31. marts 2020.
Kontrollen af fondens regnskaber er en del af det økonomiske tilsyn med fonden, som blev pålagt Frederiksberg Kommune, da kommunen i 1986 overtog tilsynet med fonden.
Her gjorde Industriministeriet – det nuværende Erhvervsministeriet – det klart, at Frederiksberg Kommune fremover skulle sikre godkendelse af fondens regnskaber helt oppe i kommunens øverste ledelseslag, nemlig hos kommunalbestyrelsen:
“Kommunens økonomiske kontrol med kollegiet består i, at budgetterne skal kontrolleres og godkendes af kommunalbestyrelsen 3 måneder før regnskabsårets begyndelse, samt at det i regnskaberne kontrolleres, om kollegiets vedtægter er overholdt, herunder at den af boligministeriet krævede balanceleje er blevet anvendt, revisor skal være registreret eller statsautoriseret, og kommunalbestyrelsen skal godkende udskiftning af kollegiets revisor. Efter afsluttet revision indsender revisor regnskabet og revisionsbemærkningerne direkte til kommunalbestyrelsen, der er berettiget til at lade regnskabet revidere yderligere af kommunernes revisionsafdeling eller anden revision.”
Ingen henvendelse fra Erhvervsstyrelsen
De undtagne fondeFonden Fjerde Maj Kollegiet på Frederiksberg er et eksempel på landets mange fonde, der er undtaget fra enten Erhvervsstyrelsens eller Civilstyrelsens tilsyn.
Der findes intet overblik over, hvem der i stedet skal føre tilsyn med de undtagne fonde. Men flere historier i Fundats har vist, at tilsynet kan glippe, fordi blandt andet landets kommuner ikke altid har styr på hvilke fonde, de skal føre tilsyn med.
Fundats bad den 17. februar 2020 Frederiksberg Kommune om at oplyse, hvilke fonde udover Fjerde Maj Kollegiet, som kommunen har pligt til at føre tilsyn med.
Kommunen har ikke besvaret forespørgslen, men oplyser, at den stadig arbejder på at afklare området.
Men Industriministeriets betingelser har altså tilsyneladende ikke været opfyldt siden 1986. Og det manglende fondstilsyn fik professor Søren Friis Hansen fra juridisk institut på Copenhagen Business School til at vurdere, at Erhvervsstyrelsen bør gå ind i sagen for at sikre et korrekt tilsyn – og om nødvendigt tage tilsynsforpligtelsen fra Frederiksberg Kommune:
”Når man er tilsyn, så har man jo et selvstændigt ansvar for, at betingelserne for tilsynet er opfyldt. I dette tilfælde har kommunen påtaget sig den forpligtelse at føre tilsyn med fonden. Hvis kommunen ikke er i besiddelse af fondens regnskaber, så er det jo ret tydeligt, at betingelserne for at undtage fonden ikke er opfyldt. Derfor mener jeg, at Erhvervsstyrelsen bør bede om en redegørelse fra Frederiksberg Kommune,” sagde Søren Friis Hansen.
Men det er ikke sket. For kommunen har ikke hørt fra Erhvervsstyrelsen i sagen, oplyser Frederiksberg Kommune.