Der er lys forude for de tusinder af små almene fonde, der kæmper med at skabe et afkast af deres investeringer. Civilstyrelsen arbejder nemlig netop nu på at lempe den stærkt kritiserede anbringelsesbekendtgørelse, der bestemmer, hvordan en stor del af Danmarks cirka 8.000 almene fonde må investere pengene.
“Vi arbejder på sagen og forventer at kunne udsende en ny bekendtgørelse i første kvartal 2020,” siger kontorchef Niels Klitgaard fra Civilstyrelsen.
Ændringerne af bekendtgørelsen vil blandt andet dreje sig om at skabe en bedre balance mellem hensynet til, at fonde er stiftet med evigheden for øje og hensynet til, at fondene samtidig har brug for et afkast for at kunne tjene deres almennyttige formål.
“Det er en afvejning af, at investeringerne skal anbringes sikkert, og der samtidig skal skabes bedre muligheder for, at fondene kan tjene penge,” siger Niels Klitgaard.
Den nye bekendtgørelse kommer efter lang tids kritik blandt andet her i spalterne fra en række parter, der har efterlyst lempeligere regler.
Et af de helt store problemer har været, at fondene er tvunget til at holde en stor andel af formuen placeret i obligationer, som i lang tid har givet et lavt afkast samtidig med, at de lave renter har øget risikoen for kurstab. Omvendt foreskriver anbringelsesbekendtgørelsen, at fondene ikke må have for store investeringer i aktiemarkedet.
Og de kritiske røster er også blevet bemærket i Civilstyrelsen:
"Vi har fulgt med i kritikken af den gældende anbringelsesbekendtgørelse, både fra forvaltningsafdelingerne og i pressen. Og vi har også selv været opmærksomme på uhensigtsmæssige bestemmelser i den gældende bekendtgørelse," siger Niels Klitgaard.
Finans Danmark og Finanstilsynet med i processen
Den nye bekendtgørelse sendes i høring i begyndelsen af første kvartal 2020. Civilstyrelsen vil dog ikke på nuværende tidspunkt gå nærmere ind i substansen af de kommende ændringer:
“Det er for tidligt at tale om, hvordan ændringerne skal se ud. Det har vi simpelthen ikke truffet afgørelse om, så det vil være gætteri,” siger Niels Klitgaard.
Dog ligger det fast, at de kommende ændringer bygger på et ændringsforslag fra Finans Danmark, der er interesseorganisation for bank, realkredit, kapitalforvaltning, værdipapirhandel og investeringsfonde i Danmark:
“Vi har fået et forslag til lempelser fra Finans Danmark til brug for vores overvejelser vedrørende regelændringerne. Forslaget indgår i vores overvejelser, og vi har endvidere haft drøftelser med Finanstilsynet.” siger Niels Klitgaard.
Kritikere om anbringelsesbekendtgørelsen: Den bremser filantropien
Ændringerne af anbringelsesbekendtgørelsen kommer efter lang tids kritik af anbringelsesbekendtgørelsen fra forskellige sider.
Eksempelvis har professor Anker Brink Lund, forfatter til bl.a. bogen Dansk Fondshistorie, tidligere sagt til Fundats:
“Under de nuværende forhold er reglerne en risiko for fondene snarere end en beskyttelse af stifters vilje. Hvis man skal leve op til fondenes grundlæggende formål, så skal alt andet sådan set underordnes stifters vilje. Hvis anbringelsesreglerne i praksis fungerer imod hensigten, så er det jo i modstrid med lovens ånd, og det må man vel så se at få lavet om.”
Fakta om den nugældende
anbringelsesbekendtgørelseDen nugældende anbringelsesbekendtgørelse begrænser, hvor stor en andel af fondens formue, der må investeres i aktivtyper, som fondsmyndigheden vurderer som risikable.
Eksempelvis må højst 50 pct. af formuen investeres i aktier, investeringsforeninger, erhvervsobligationer samt spare- og andelskassebeviser.
Desuden må højst 15 pct. placeres i samme aktie, og fonden må ikke eje mere end 15 procent af et selskabs aktiekapital.
Til gengæld må fonde gerne have alle pengene i for eksempel danske realkreditobligationer eller i statsobligationer fra andre EU-lande. Men da renten har været meget lav i en længere årrække efter finanskrisen i 2008, har flere eksperter vurderet, at det økonomisk set ikke en forsvarlig formueplacering.
Også flere fonde har været ude med kritik af de nuværende regler. Blandt andre bestyrelsesformand i Sydfyenske Dampskibsselskabers Fond Jens Stephensen har efterlyst en ændring af anbringelsesbekendtgørelsen for at øge fondens uddelingsmuligheder:
“Vi har de sidste par år set det håbløse i, at vi er tvunget til at lægge halvdelen af vores penge i noget, der både har risiko, men heller ikke har nogen chance for at tjene nogen penge. Vi er stort set nede på halvtreds procent af, hvad vi kunne dele ud før, og det er simpelthen fordi afkastet fra obligationerne er forsvundet,” sagde Jens Stephensen.
Derudover har også repræsentanter fra de ti statsgodkendte forvaltningsafdelinger, der er bemyndiget til at administrere de almene fondes bundne kapital, ytret sig kritisk.