Undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) afviser nu flere partiers forslag om at lade Christiansborg spille en koordinerende rolle for at sikre, at private fondes milliardprojekter ikke skævvrider skolens undervisning.
Ansvaret for at undgå skævvridning ligger nemlig hverken hos politikerne på Christiansborg eller de private fonde, men hos de enkelte kommuner og skoler, understreger hun.
“Det er vigtigt, at kommuner og skoler tager ansvar for at sikre skolens formål og ikke lader undervisningen skævvride, når de indgår i samarbejder med fonde,” siger Pernille Rosenkrantz-Theil.
Ministerens udmelding falder i et nyt folketingssvar til SF’s undervisningsordfører Jacob Mark. Han har spurgt til ministerens holdning til private fondes milliard-initiativer i folkeskolen og til den bekymring for, at fondenes egne dagsordener skævvrider skolen, som blandt andre Danmarks Lærerforening og professionshøjskolen UC Syd har givet udtryk for.
Flere steder i sit svar henviser ministeren til, at ansvaret for et hensigtsmæssigt samarbejde mellem fondene og folkeskolen ligger i kommunerne og hos den enkelte skoleleder.
Det gælder også, når det handler om at undgå, at bevillinger og projekter fra private fonde får karakter af reklame.
Skolens leder må i hvert enkelt tilfælde inden for de af kommunalbestyrelsen evt. fastsatte retningslinjer tage stilling til, om skolen vil modtage gaver mv.
Pernille Rosenkrantz-Theil – undervisningsminister
“Alle udgifter til folkeskolens undervisning mv. påhviler som udgangspunkt kommunerne. Det forhindrer dog ikke, at en skole kan modtage ydelser fra andre uden for skolen. Skolens leder må i hvert enkelt tilfælde inden for de af kommunalbestyrelsen evt. fastsatte retningslinjer tage stilling til, om skolen vil modtage gaver mv. samt tage stilling til de konsekvenser, en modtagelse vil kunne medføre,” siger Pernille Rosenkrantz-Theil og fortsætter:
“Indebærer gaven reklame eller anden form for markedsføring, skal skolens ledelse være opmærksom på markedsføringsloven, der indeholder særligt skærpede regler om markedsføring over for børn og unge,” siger Pernille Rosenkrantz-Theil.
Dropper kortlægning
Tidligere undervisningsminister Merete Riisager (LA), påbegyndte i 2018 en kortlægning af fondenes aktiviteter på folkeskoleområdet.
Kortlægningen blev iværksat, fordi det ifølge hende kan være svært for de enkelte skoler at vurdere konsekvenserne af fondenes bevillinger.
“Det er en ny og også udfordrende situation for sektoren. Det kan være svært for den enkelte skole at vurdere, om de projekter, fondene tilbyder, er tilstrækkeligt fagligt og pædagogisk underbygget. Vi skal derfor se på, om fondenes engagement på uddannelsesområdet hænger tilstrækkeligt sammen med det, vi ønsker at opnå med skolen og undervisningen, samt den forskning og viden, der er på området. Vi er fra ministeriets side derfor ved at afklare, hvordan vi understøtter et samarbejde med fondene, så alle er bevidste om deres roller, og så indsatserne skaber reel værdi og gode rammer for skolerne og eleverne,” sagde Merete Riisager i oktober 2018.
Embedsværket nåede et stykke ind i kortlægningen, men efter Pernille Rosenkrantz-Theil overtog ministerposten, er projektet blevet droppet, fremgår det af hendes svar.
“Der er på nuværende tidspunkt ikke planer om en konkret kortlægning vedrørende private fondes aktiviteter på folkeskoleområdet,” siger Pernille Rosenkrantz-Theil således.
Undervisningsordførere fra både SF, Radikale Venstre, Dansk Folkeparti og Alternativet har ellers over for Fundats tidligere erklæret sig enige med Merete Riisager i, at en kortlægning af fondenes indflydelse på folkeskolen var ønskværdig.
De samme ordførere – og herudover Venstres undervisningsordfører Bertel Haarder – har desuden efterlyst et struktureret samarbejde mellem fondene, Undervisningsministeriet, folkeskolerne og en række øvrige parter som f.eks. kommunerne og læreruddannelserne.
Et forslag som Pernille Rosenkrantz-Theil altså afviser med sit svar.
FAKTA: Sådan svarer undervisningsministeren
Jacob Mark (SF) til Pernille Rosenkranz-Theil (S)
Pernille Rosenkrantz-Theil (S) til Jacob Mark (SF):