Uden de erhvervsdrivende fondes store generøsitet og agilitet ville meget have set anderledes ud under coronakrisen både på det sundhedsmæssige og kulturelle område i Danmark.
Det er et af udgangspunkterne for et forskningsprojekt om de erhvervsdrivende fondes rolle under coronakrisen, som Center for Corporate Governance på Copenhagen Business School (CBS) nu sætter i gang.
Projektet er finansieret af en bevilling på en million kroner fra Poul Due Jensens Fond. Det nye projekt bliver et tillægsprojekt til et allerede igangsat fire-årigt forskningsprojekt om erhvervsdrivende fonde, som Fundats tidligere har omtalt. Moderprojektet er støttet med en bevilling på mindst 10,8 millioner kroner fra 10 erhvervsdrivende fonde.
Ligesom moderprojektet er også ansvaret for tillægsprojektet lagt i hænderne på professor Steen Thomsen og seniorrådgiver Claus Richter.
Når det er interessant at dykke ned i fondenes rolle under coronakrisen, er der ifølge Claus Richter flere årsager.
”Set fra vores stol har de erhvervsdrivende fonde haft en kæmpestor betydning under coronakrisen på en række forskellige områder,” fastslår Claus Richter.
Tidligere undersøgelser har vist, at fondsejede virksomheder under kriser har det langsigtede ejerskab for øje, og at de erhvervsdrivende fonde fastholder sine strategier både som ejer og filantrop, selv når der er krise.
Claus Richter – seniorrådgiver, Center for Corporate Governance, CBS
”Dels har fondene løftet en lang række opgaver i forhold til sundhedsområdet, både operationelt og forskningsmæssigt, som vi ikke har set tidligere, og det er sket med en bemærkelsesværdig agilitet og evne til lynhurtigt at tilpasse sig den nye virkelighed. Dels har de i forhold til den nødvendige omlægning af kunst- og kulturlivet under krisen spillet en afgørende rolle i bestræbelserne på at hjælpe kulturinstitutionerne med at formidle. Og da mange af os andre blev sendt hjem fra arbejde, blev andre sendt på arbejde af blandt andre de sociale organisationer, og også dér spillede fondene en stor rolle i forhold til at understøtte og udvikle mange af organisationernes rolle i samfundet under coronakrisen,” siger Claus Richter.
Tre områder skal undersøges
Forskningsprojektet om fondenes rolle under coronakrisen er delt ind i tre områder, som skal under luppen:
For det første skal det undersøges, hvordan fondsejede virksomheder og erhvervsdrivende fonde har reageret på krisen i forhold til blandt andet deres ejerstruktur. Den del af forskningsprojektet er blandt andet meget afhængig af de regnskaber for 2020, som ser dagens lys i det nye år.
”Tidligere undersøgelser har vist, at fondsejede virksomheder under kriser har det langsigtede ejerskab for øje, og at de erhvervsdrivende fonde fastholder sine strategier både som ejer og filantrop, selv når der er krise. Vi vil se nærmere på, hvordan det har været denne gang,” siger Claus Richter.
For det andet handler det om den filantropiske del.
”Her vil vi kigge på, om og i så fald hvilken betydning coronakrisen har haft i forhold til omlægning af tilskud og tildelingsprocedurer. Vi ved jo fra foreløbige undersøgelser fra Fondenes Videnscenter, at mange fonde har støttet coronaprojekter og øget deres samlede donationer for 2020. Vi vil forsøge at dykke længere ned i, hvad den nye situation har haft af betydning for fondsuddelingerne. Spørgsmålet er blandt andet, om de ting, der er blevet ændret under krisen, kommer til at betyde noget for det filantropiske arbejde i Danmark på den lange bane,” siger Claus Richter.
Belyser forhold mellem fonde og offentlig sektor
Og for det tredje stiller forskerne skarpt på, om coronakrisen har ændret på de traditionelle grænseflader mellem erhvervsdrivende fonde og den offentlig sektor.
Det interessante for os er at undersøge, om det kommer til at ændre sig mere strukturelt fremover i forholdet mellem fondene og den offentlige sektor.
Claus Richter – seniorrådgiver, Center for Corporate Governance, CBS
”Vi har jo set, at de erhvervsdrivende fonde under krisen har løst opgaver, som den offentlige sektor normalt selv løfter, men ikke var i stand til at løfte i denne helt ekstraordinære situation. Det interessante for os er at undersøge, om det kommer til at ændre sig mere strukturelt fremover i forholdet mellem fondene og den offentlige sektor,” siger Claus Richter.
Hvor moderprojektet om erhvervsdrivende fonde ikke kun omhandler Danmark, men løftes til et europæisk niveau, er tillægsprojektets fokus rent dansk.
Resultaterne vil blive offentliggjort løbende de kommende år og bliver endvidere – ligesom moderprojektet – en del af en bog med titlen The European Enterprise Foundations, der ifølge Claus Richter forventes at udkomme i 2024.