Implement Consulting Group vil være blandt de førende indenfor filantropisk rådgivning til strategisk arbejdende fonde og foreninger.
Konsulenthuset har derfor ansat Thomas Martinsen til at sammensætte en gruppe af filantropi-specialister, som kan tilbyde rådgivningsydelser inden for bl.a. udvikling og implementering af program- og uddelingsstrategier, effektmåling og evaluering af fondenes filantropiske indsatser, ledelses- og organisationsudvikling i fondene og projektledelse på programområder.
Thomas Martinsen har siden 2009 været direktør i BARK A/S, der har været en af Realdanias faste samarbejdspartnere inden for områder som bl.a. byudvikling og bygningsarv.
”I Implement er vi stærkt optaget af, hvordan fondenes filantropiarbejde også bærer frugt. Vi udvikler i øjeblikket et filantropiværktøj, der sætter fokus på hvordan fondenes projekter skaber mest mulig effekt og værdi lokalt. Og på hvordan effekten måles løbende samt hvordan fondenes projektarbejde sker med høj energi og lavt bureaukrati,” siger Thomas Martinsen.
Implement Consulting Group er en globalt orienteret konsulentvirksomhed med nordisk afsæt. Virksomheden beskæftiger i dag mere end 700 konsulenter, der opererer ud fra kontorer i Danmark, Sverige, Norge og Schweiz.