Neye-Fondens datterselskab Neye A/S solgte flere tasker sidste år efter selskabet fusionerede med Kaza A/S.
Det fremgår af Neye-Fondens netop offentliggjorte årsregnskab for perioden 1.10.2016 til 30.9.2017.
Neye beskæftiger nu 174 fuldtidsmedarbejdere og omsætningen i taske-koncernen steg fra 289 mio. kr. i 2015/2016 til 343 mio. kr. 2016/2017, svarende til 19 pct.
Koncernen fik et overskud på 22 mio. kr., hvoraf 4 mio. blev betalt i selskabsskat.
Neye-Fonden, stiftet af Knud og Agathe Neye, har til formål at bruge sit overskud til at støtte kræftforskning i Danmark.
”Fonden har i regnskabsperioden valgt at tildele unge talentfulde forskere støtte i deres videre forskning indenfor kræftens utallige områder. Der er i alt uddelt 12,3 mio. kr. i året,” skriver fondsledelsen i årsberetningen. Det er det højeste beløb i fem år.
Derudover har fonden for det igangværende regnskabsår afsat en uddelingsramme på 33 mio. kr.
Heraf har fonden i efteråret uddelt 12 mio. kr., nemlig til Inge Marie Svane, professor i klinisk cancer immunterapi, og Kristian Helin, professor, ph.d. i molekylærbiologi.