I midten af maj starter Hanne Elisabeth Rasmussen som sekretariatschef i det nyetablerede Fondenes Videnscenter. Hun får det overordnede ansvar for at etablere videnscenterets sekretariatet, udvikle og implementere dets strategi samt varetage den løbende service til videnscenterets medlemmer, oplyser Fondenes Videnscenter i en pressemeddelelse.
”Vi er rigtigt glade for at have fået Hanne Rasmussen med ombord til at lede vores nye videnscenter. Vi går nu ind i videnscenterets næste fase, hvor vores formål skal udmøntes i konkrete strategier og aktiviteter. Og med Hannes store sektor- og organisationserfaring er vi sikre på, at hun er den helt rigtige til at stå for at opbygge et effektivt sekretariat og udvikle videnscenteret. Så vi er meget begejstrede for, at Hanne har valgt at tage den opgave på sig,” siger Lars Hansen, bestyrelsesformand i Fondenes Videnscenter og direktør i Villum Fonden i pressemddelelsen.
Hanne Rasmussen har en baggrund fra fonde og store filantropiske organisationer, bl.a. som vicedirektør for UNICEF Danmark og COO for SOS-Children’s Villages International – og senest som direktør for Lego Fonden.
”Jeg glæder mig meget til opgaven med at lede Fondenes Videnscenter. Jeg har længe ment, at den danske fondssektor er underoplyst, så opgaven med at øge det bredere kendskab til sektoren samt støtte erfaringsudvikling på tværs af fondene synes jeg er fantastisk relevant og spændende. De overordnede rammer er blevet udstukket, og der er nu en spændende opgave foran mig med at fylde dem ud”, siger Hanne Rasmussen.
Fondenes Videnscenter blev etableret i december 2017 af 34 af Danmarks største fonde.
Formålet er at øge informationsniveauet om fondene, deres virke, rammevilkår og betydning i samfundet, bl.a. gennem formidling af forskning om fondsrelevante emner. Fondenes Videnscenter skal desuden øge informationsniveauet hos medlemmerne om aktuelle, relevante emner og styrke vidensdeling og samarbejde.