Fokus skal være på alle mennesker. Ikke dem og os. Og vi skal ikke tale om design kun for mennesker med handicap – vi skal tale om universelt design for alle mennesker. Noget, der helt naturligt skal indtænkes af ingeniører, arkitekter, forskere. Alle.
De taler nærmest i munden på hinanden. For de har meget på hjerte: Marianne Kofoed, direktør i Bevica Fonden og Kristian Moltke Martiny, forskningschef hos videnscentret Enactlab S/I.
De to har arbejdet sammen, siden de arrangerede det internationale handlingsmøde Reimagine 2019 i august måned i Helsingør. Et handlingsmøde, der skulle nytænke handicapområdet og skabe konkret handling. Enactlab som arrangør. Bevica Fonden med økonomisk støtte og aktivering af netværk.
Fundats har i anledning af FN’s Internationale Handicapdag den 3. december sat de to stævne. For at tale erfaringer efter Reimagine 2019, om fondsarbejde i forhold til handicapområdet og om hvad, der for alvor rykker, når det gælder mennesker med handicap, tilgængelighed og inklusion.
Og de er helt enige – tværfaglighed og co-creation er helt nødvendige faktorer.
”Inklusion og tilgængelighed for mennesker med handicap er en kompleks udfordring, der ikke bare kan løses af forskere, ngo’er eller arkitekter hver for sig. Det skal løses tværfagligt. Af forskere, arkitekter, ingeniører, ngo’ere, borgere med handicap, borgere uden handicap, kulturfolk og andre. Sammen,” siger Kristian Moltke Martiny og fortsætter:
”Samtidig skal vi tænke inklusion og tilgængelighed i meget bredere forstand. Tilgængelighed handler ikke kun om fysisk tilgængelighed i form af elevatorer, ramper og antal handicaptoiletter. Det handler også om psykologiske, fysiologiske, kulturelle, sociale barrierer – hvad er det for eksempel for nogle sociale normer, vi har på arbejdspladserne over for mennesker med handicap.”
Fonde burde omfavne alle
Marianne Kofoed er enig. Det er i tværfagligheden og samarbejdet, de gode ideer og løsninger bliver skabt.
”Det er i det tværfaglige samspil – på tværs af strukturer og gængse rammer og vidensområder, at det for alvor rykker. Fordi man skaber synergi og bringer viden og faglighed i spil uden at tænke i siloer og kasser,” mener Marianne Kofoed.
Netop det med at tænke i siloer mener de begge, at mange danske fonde har en tendens til. Med mindre en fond som Bevica Fonden har et specifikt formål om at støtte mennesker med handicap, kan det være svært at få penge ud af fondene til handicapområdet.
Tilgængelighed handler ikke kun om fysisk tilgængelighed i form af elevatorer, ramper og antal handicaptoiletter.
Kristian Moltke Martiny – forskningschef, Enactlab
”Det er blevet lidt nemmere, men hvis mennesker med handicap ikke er med i en fonds formål, kan det være svært at rejse midler, og i virkeligheden burde fondene bare omfavne os alle og ikke lave den her opdeling mellem dem og os. Men udfordringen er også, at organisationerne søger specifikt til handicapområdet og til særlige tiltag for mennesker med handicap. Det er også med til at fastlåse opdelingen i dem og os,” mener Marianne Kofoed.
”Lige præcis. Det handler om, hvordan vi forstår mennesker, og her sætter mange fonde en meget stringent målgruppe op, der skal passe til fundats, formål og strategi. Fondene segmenterer for eksempel i projekter til sårbare børn. Børn med et handicap er et klasseeksempel på sårbare børn, men alligevel er de ikke med,” fortæller Kristian Moltke Martiny.
På samme måde med projekter til mennesker med mentale lidelser. Mennesker med handicap har en overrepræsentation af kognitive og psykologiske udfordringer, alligevel er mennesker med handicap ofte ikke tænkt med i projekterne.
”Jeg får også tit spørgsmålet fra fonde. Hvor mange mennesker med handicap er der egentlig? Og ifølge WHO har alle mennesker et handicap, bare i forskellige grader. Børn har et handicap, fordi de ikke er udviklet endnu. Seniorer får et handicap med tiden, de får dårligere synsevne, ringere mobilitet. Så det handler ikke om at segmentere i mennesker med handicap og almindelige mennesker. Det handler om at forstå, at det at have et handicap er en del af livet – og derfor burde fondene nytænke deres støtteprofil,” mener Kristian Moltke Martiny.
Plads til forbedring
Også i forhold til projekter med en stor grad af tværfaglighed, mener Kristian Moltke Martiny, at der er plads til forbedring hos fondene.
”Mange fonde taler tværfaglighed, men ofte er det inden for et meget snævert felt, som for eksempel tværfaglighed inden for neurovidenskab. Samtidig gør fondenes fokus på pre-reviews, benchmarks, publikationer, resultater og produkter det svært for alvor at tænke tværfagligt og ud af boksen, og med silotænkningen kommer man meget nemt til at holde fast i en monofaglig og ensporet kultur,” mener Kristian Moltke Martiny.
Han roser Bevica Fonden for at tænke helt anderledes. Ved at have et meget bredt syn på at skabe bedre forhold for mennesker med bevægelseshandicap.
”Vi er sat i verden for at styrke forudsætningerne for det selvstændige og uafhængige liv for mennesker med bevægelseshandicap. Men vi er også nået til den erkendelse, at vi skal kunne rumme alle mennesker med et handicap. For ved at rumme flere gør vi også forholdene bedre for mennesker med bevægelseshandicap, og vi bliver som fond også nemmere at arbejde sammen med,” mener Marianne Kofoed.
Det er blevet lidt nemmere, men hvis mennesker med handicap ikke er med i en fonds formål, kan det være svært at rejse midler, og i virkeligheden burde fondene bare omfavne os alle og ikke lave den her opdeling mellem dem og os.
Marianne Kofoed – direktør, Bevica Fonden
”Vi arbejder på at få alle med, og vores fokus er at binde viden på tværs. Bringe viden i spil om mennesker med handicap og viden om universelt design, hvor fokus er løsninger og design til alle mennesker. Og det kunne da være helt fantastisk, hvis vi som fond kunne nedlægge os selv om 20-30 år, fordi vores samfund er baseret på filosofien om universelt design, og at vi alle naturligvis skal kunne deltage i samfundet på lige vilkår,” fortsætter hun.
Viden og handling
Der er god grund til få alle med. Ifølge Marianne Kofoed og Kristian Moltke Martiny er mennesker med handicap mere ensomme, de dør tidligere, er uden for arbejdsmarkedet og færre unge tager en uddannelse. Fordi rammerne i samfundet er ekskluderende.
Formålet med det fire dage lange handlingsmøde Reimagine 2019 var derfor også at nytænke handicapområdet og skabe handling – så det tværgående løfte i FN’s verdensmål om ‘Leaving no one behind’ ikke bare blev til varm luft og brandtaler uden at komme det enkelte menneske med handicap til gode. Handlingsmødet ville gøre op med vante forestillinger om handicap og vise samfundet, at der er forskellige kroppe og forskellige måder at være i verden på.
Omkring 50 nationale og internationale forskere, kulturfolk, arkitekter, ingeniører, ngo’er, mennesker med handicap, mennesker uden handicap med flere blev sat sammen i en workshop for at dele viden og nytænke handicapområdet. Derudover var der både kunstudstillinger, debatter, fællesspisninger, installationer mv., der satte fokus på inklusion og eksklusion. Og årets Shakespeare-forestilling på Kronborg ’Richard III’ havde både en person, der er døv og en, der er blind på scenen.
”Der har aldrig været en person med et handicap på den scene, og det at have to mennesker med handicap med i en teaterforestilling handler bestemt heller ikke kun om fysisk tilgængelighed – brosten i gården på Kronborg og adgangen til scenen. Det handler om både psykologiske, sociale og fysiologiske praksisser. Når man instruerer, er man normalt vant til, at modtagerne både kan se og høre. Her måtte man gribe instruktionen an på en helt anden måde,” fortæller Kristian Moltke Martiny.
Nye relationer og samarbejder
Selvom det var både forvirrende og et kæmpe arbejde at holde styr på så mange projekter og forskellige fagligheder under handlingsmødet, så mener både Kristian Moltke Martiny og Marianne Kofoed, at Reimagine 2019 resulterede i nye relationer og samarbejder.
”Vi fik sat fokus på et kæmpe problem i vores samfund. Vi fik en masse synlighed på inklusion og tilgængelighed for mennesker med handicap, og samtidig fik vi en platform med en masse viden og vi fik bragt en masse mennesker sammen – noget der også har ført til nye samarbejder,” fortæller de.
Handicap er en del af livet – og derfor burde fondene nytænke deres støtteprofil.
Kristian Moltke Martiny – forskningschef, Enactlab
Blandt andet er Kristian Moltke Martiny og Jacob Nossell – også fra Enactlab – nu koblet på som oplægsholdere på DTU’s ’Technology Leaving No One Behind’. Et projekt, der handler om at få viden om alle mennesker – også mennesker med handicap – ind i uddannelsessystemet – og lære at se universelt design som en naturlig del af udviklingen af tekniske løsninger.
Et andet konkret samarbejde er et boligprojekt, hvor man vil eksperimentere med boligformer. Her skal bygges et seniorfællesskab, et fællesskab for familier og et fællesskab for unge – hvor alle mennesker kan bo – med eller uden handicap. Bevica Fonden, Elsass Fonden og Realdania skal udvikle fællesskabet for de unge.
Enactlab indgår som videnspartner i projektet, og her er fokus at nytænke, hvad et boligprojekt, der inkluderer mennesker med handicap, vil sige.
”I fællesskab skal vi væk fra tankegangen om, at for eksempel badeværelser for mennesker med handicap er dyre, grimme og tager rigtig meget plads,” fortæller Kristian Moltke Martiny.
Både han og Marianne Kofoed understreger, at Reimagine 2019 kun var starten.
”Vi har ikke fundet den hellige gral. Vi har lavet en pilot på, hvordan man kan nytænke inklusion og tilgængelighed for mennesker med handicap, og vi er kun lige begyndt,” siger de begge.
Står det til Kristian Moltke Martiny og Enactlab, bliver der også en Reimagine 2020.
