Når Krista og Viggo Petersens Fond, i daglig tale KV Fonden, mandag den 23. marts markerer sit 70-års jubilæum med en reception, lyder startskuddet samtidig til en ny årligt tilbagevendende uddeling af en række hæderspriser.
Mødrehjælpen, idrætsforbundet Parasport Danmark og 2019-verdensmesteren i landevejscykling Mads Pedersen bliver de første tre modtagere af KV Fondens hæderspris. De kan hver tage hjem fra arrangementet den 23. marts med en check på 250.000 kroner.
Ifølge fondens administrerende direktør Henrik Amand Holtegaard er der to primære årsager til, at KV Fonden nu træder ind i gruppen af fonde med en årlig prisuddeling.
”Dels vil vi gerne hylde den historie, som fonden har gennemlevet de seneste 70 år. Og dels ønsker vi med prisen at gøre mere opmærksom på fonden og de indsatsområder, som vi har særligt fokus på,” siger Henrik Amand Holtegaard til Fundats.
KV Fonden har som målsætning at uddele mindst 10 millioner kroner årligt især inden for uddannelse, forskning, idræt og socialt udsatte. Og modtagerne af KV Fondens hæderspris vil altid være at finde blandt personer og organisationer, som har ydet en helt særlig præstation eller indsats indenfor et eller flere af disse fokusområder. Som eksempel på en potentiel fremtidig prismodtager nævner Henrik Amand Holtegaard initiativer inden for kræftforskning.
”Forskning – og særligt kræftforskning – har fondens bevågenhed. Men også studerende, der har udmærket sig, og som skal videreuddanne sig på nogle af verdens bedste universiteter og business-skoler, kan fremover komme i betragtning,” siger Henrik Amand Holtegaard.
Måske færre priser og lavere beløb i fremtiden
Når prisen uddeles igen i 2021, er der ifølge direktøren ikke nødvendigvis hverken det samme antal prismodtagere eller de samme store beløb at tage med hjem.
”Fordi det er fondens jubilæumsår, uddeler vi tre priser i år, og det er også derfor, beløbene er så store. Men man kan meget vel forestille sig, at der i 2021 bliver færre end tre priser, og man kan også sagtens forestille sig, at det bliver et lavere beløb end 250.000 kr. pr. prismodtager. Det er noget, bestyrelsen vil drøfte år for år,” siger Henrik Amand Holtegaard.
Dette års prismodtagere er delt ind i tre grupper. Den socialhumanitære organisation Mødrehjælpen får ‘Den sociale hæderspris’, idrætsforbundet Parasport Danmark modtager ‘Parasportprisen’, mens prisen til cykelrytteren Mads Pedersen gives i kategorien ‘Idrætsprisen’.
Om årets tre prismodtagere siger fondsdirektøren:
”Fonden har siden stiftelsen i 1949 givet tusindvis af enlige kvinder med børn en økonomisk håndsrækning. Det samme har Mødrehjælpen, som tillige har haft særligt fokus på voldsramte kvinder. Den indsats vil vi gerne honorere. KV Fonden støtter i forvejen både idræt og handicappede. Derfor har det været naturligt for fondens bestyrelse at finde et tværgående projekt, der skaber synergi inden for de to indsatsområder, og her er valget faldet på Parasport Danmark og et projekt, der styrker idrætstilbuddet til børn og unge med bevægelses- og synshandicap.”
”I forhold til Idrætsprisen har fondens bestyrelse været igennem adskillige kandidater. Fonden støtter elitesportsudøvere, der har gjort sig særligt bemærket, og dem var der mange af i 2019. Men især én har efter bestyrelsens opfattelse gjort sig særlig bemærket: Nemlig Mads Pedersen, der vandt VM i landevejscykling og sikrede Danmark det første verdensmesterskab i den disciplin,” siger Henrik Amand Holtegaard.