Lad mig allerførst gøre rede for Realdanias filantropiske strategi, hvor vi arbejder med en bredspektret palette af værktøjer og indsatser. Lige fra helt traditionelle filantropiske bevillinger til enkeltstående projekter, over landsdækkende indsatser som f.eks. landsbyklynger og til større partnerskaber med andre aktører om større, langsigtede indsatser i f.eks. yderområderne eller udsatte boligområder. Partnerskaberne giver projekterne forankring og holdbarhed og sikrer, at erfaringerne fra ét godt projekt også kan sprede sig ud til andre dele af samfundet. Vi arbejder også med redskaber som f.eks. eksperimenterende byggeri eller ejerskab til f.eks. kulturelt og historisk vigtige bygninger, som vi som samfund ellers risikerer at miste.
I Realdania gør vi os hver gang umage for at vælge det rigtige filantropiske værktøj til det samfundsproblem eller den udfordring, som vi vil medvirke til at løse. Vi stræber derfor hele tiden efter best practice og efter at blive dygtigere til det, vi gør. Realdanias investeringsdirektør Peter Johansen har tidligere i to omgange svaret på Kristian Kristiansens kritik på Altinget:Civilsamfund. Jeg vil ikke kommentere på det samme igen men bare henvise til de tidligere svar.
Jeg vil dog komme med lidt fakta om Realdanias medlemsdemokrati, som Jørn Astrup Hansen også adresserer i sit indlæg. Han skriver, at Realdania er døende som forening, fordi medlemmerne ikke har det interessefællesskab, som kendetegner andre foreninger, og konkluderer at medlemmerne ikke kan eller vil udøve demokratisk kontrol med Realdania. De har ikke noget incitament dertil, påstår han.
I begge tilfælde tager Jørn Astrup Hansen afgørende fejl. Påstanden om, at medlemmerne ikke skulle have et interessefællesskab, modsvares ret entydigt af det faktum, at vi har rekordantal tilmeldinger til de mange medlemsarrangementer, vi hvert år afholder rundt om i hele Danmark. I 2017 gennemførte vi 100 medlemsarrangementer af forskellig karakter, og i alt deltog ca. 8.500. Dertil kommer, at næsten 80.000 medlemmer modtager vores medlemsnyhedsbrev.
I 2017 fik vi 7.379 nye medlemmer, og alene i første kvartal af 2018 har vi fået 2.475 nye medlemmer.
Hvis vi ser på deltagelsen i Realdanias valgmøder, hvor medlemmerne kan stille spørgsmål til Realdanias arbejde og vælge, hvem der skal være en del af foreningens øverste myndighed, repræsentantskabet, er interessen for at deltage kun blevet større gennem årene. I 2017 deltog mere end 2.000 medlemmer, og det var en markant stigning på mere end 50 procent i forhold til valgmøderne i de samme valggrupper fire år tidligere. Og tendensen er den samme, når vi ser ud over alle vores valggrupper.
Vi mærker også en stor interesse for at stille op til repræsentantskabet. Det er forkert, når Jørn Astrup Hansen skriver, at der i fjor var fredsvalg i de fleste valggrupper. I 2017 var der kampvalg i 3 ud af 4 valggrupper, og set over en årrække oplever vi i stigende grad, at medlemmerne er interesserede i at blive valgt ind i repræsentantskabet.
Jeg mener, at Jørn Astrup Hansen stiller sin diagnose på et helt forkert grundlag. Jeg må i hvert fald selv konstatere, at vores foreningsliv og medlemsdemokrati er mere livligt end nogensinde.
Jørn Astrup Hansen er i sin gode ret til at være kritisk over for, hvordan vi arbejder. Jeg er dog helt uenig i udlægningerne, der i stil med Kristian Kristiansens bog indeholder en række forkerte præmisser og antydninger, der – som jeg ser det – går efter at tegne et mistænkeligt billede af vores indsats og vores interesser.
At benytte sig af både en differentieret og bredspektret filantropisk værktøjskasse og at indgå i en række forpligtende og langvarige partnerskaber med bl.a. kommuner, staten og erhvervslivet er der en række ambitiøse filantropiske aktører, der gør. Det gør vi også i Realdania med vores indsats i det byggede miljø – med det formål at skabe mest mulig livskvalitet for så mange danskere som muligt.
