I løbet af sommeren 2016 kørte entreprenørmaskinerne ind i Skulpturparken i Herning. Her var håndværkere nemlig blevet sat i gang med en større renovering: Jernbanesvellerne af træ, der definerede Skulpturparkens cirkulære udformning, skulle væk. I stedet skulle der bruges rustfarvet cortenstål. Parkens 36 skulpturrum skulle reduceres til 24, og hække i ensartet højde blev udskiftet med nye hække i varierende højder. En gangsti, forskellige ramper og trapper blev også etableret. I alt løb udgifterne til projektet op i mere end fem millioner kroner.
Men da Midtjydsk Skole- og Kulturfond igangsatte million-istandsættelsen af den fredede skulpturpark i Herning, havde man ikke forinden søgt om tilladelse hos Slots- og Kulturstyrelsen. Først i september 2016 søgte fonden om tilladelse til at foretage ændringerne. På det tidspunkt var arbejdet stort set færdigt.
Men ændringerne var ulovlige, slår en ny afgørelse af Kulturministeriet fast. Skulpturparken i Herning har nemlig siden 1995 været fredet i medfør af bygningsfredningsloven. Derfor skal myndighederne give tilladelse til alle ændringer, der går ud over almindelig vedligeholdelse.
Midtjydsk Skole- og Kulturfond er derfor nu blevet pålagt at genetablere skulpturrummene og den oprindelige udformning af hækkene. Dog tillader ministeriets afgørelse også, at cortenstålet rundt om den 150 meter store cirkulære arena kan få lov at blive. Om gangsti, ramper og trapper skal fjernes, vil Slots- og Kulturstyrelsen tage stilling til i den kommende tid.
Fondsbestyrelse risikerer erstatningsansvar
Som Nyhedsbrevet Danmarks Fonde tidligere har skrevet, så er sagen speget for bestyrelsesmedlemmerne i Midtjydsk Skole- og Kulturfond. De risikerer nemlig i sidste ende at skulle hæfte for udgifterne til lovliggørelsen, selvom fonden ejer den fredede skulpturpark. Parken er tegnet af den internationalt anerkendte landskabsarkitekt C.Th. Sørensen og anlagt i 1965 af skjortefabrikant og kunstsamler Aage Damgaard.
Før istandsættelsen havde man forhørt sig hos den rutinerede rådgiver, professor og landskabsarkitekt Steen Høyer. Ifølge Midtjydsk Skole- og Kulturfond mente Steen Høyer på daværende tidspunkt ikke, at det var nødvendigt at søge om en tilladelse fra Slots- og Kulturstyrelsen. Men Høyer ombestemte sig ifølge fonden i september 2016, da ændringerne var gennemført. Det ærgrer nu Johs. Poulsen (R), næstformand for Midtjydsk Skole- og Kulturfond og formand for Kultur og Fritidsudvalget i Herning Byråd:
”Ingen kan være uenige om, at det var en fejl, og den skete på baggrund af den rådgivning, vi fik,” siger han således i en udtalelse til Herning Folkeblad.
Det videre forløb
I Kulturministeriets nye afgørelse understreges, at Slots- og Kulturstyrelsen – med udgangspunkt i hvordan parken tager sig ud nu – skal vurdere, hvordan de ulovligt udførte arbejder kan lovliggøres. Johs. Poulsen ser frem til at diskutere spørgsmålet om det videre forløb med myndighederne:
”Det skal nu afklares i en forhandling med styrelsen, og det har vi allerede sat kaffen over til,” siger Johs. Poulsen til Herning Folkeblad.