For niende år i træk uddeler Lundbeckfonden The Brain Prize, der siden 2011 er blevet givet til en eller flere forskere, der har udmærket sig inden for hjerneforskning. Fonden uddeler årligt mere end en halv milliard kroner til sundhedsvidenskabelig forskning.
Årets pris og de 1 mio. euro tildeles professor Marie-Germaine Bousser, professor Hugues Chabriat, dr. Anne Joutel og professor Elisabeth Tournier-Lasserve. De fire forskere har længe arbejdet på at forstå, beskrive og udvikle en behandling af den arvelige blodpropsygdom, CADASIL. Gruppen har udviklet en diagnostisk test og er i gang med at afprøve en behandling i dyreforsøg.
“Der er et enormt behov for at udvikle og styrke hjerneforskningen både i Danmark og internationalt. Verdens befolkning bliver ældre, og med den øgede levealder følger en lang række hjernesygdomme, som koster samfundet dyrt, men som sandelig også er en fortvivlende byrde for de de ramte patienter og deres pårørende,” siger Kim Krogsgaard, direktør for The Brain Prize i en pressemeddelelse.
Formanden for fondens bedømmelseskomité, professor Anders Björklund begrunder tildelingen:
“De fire prisvinderes forskning er et skoleeksempel på såkaldt translationel forskning, hvor kliniske observationer og laboratoriearbejde i en konstant vekselvirkning har skabt resultater med vidtrækkende konsekvenser for forståelsen af blodpropper i hjernen og demenssygdom, der er to af de sygdomme, som er mest byrdefulde for vores samfund,” siger han.
CADASIL er en arvelig sygdom, der fører til, at proteinstof ophobes i de små pulsåreblodkars væg, hvilket blandt andet leder til små blodpropper i hjernen. Symptomerne starter med forbigående problemer som eksempelvis føleforstyrrelser og koordinationsbesvær, men i takt med at der opstår flere blodpropper forværres tilstanden. I sidste ende kan det medføre større problemer i form af depression, migræne og demens. Mellem 120 og 300 patienter har sygdommen i Danmark, men den er formentlig underdiagnosticeret.
Forskerne modtager prisen d. 9. maj 2019 til en uddelingsceremoni i Den Sorte Diamant.