Helt ekstraordinært overdrager Winnie Liljeborg nu yderligere 600 mio. kr. af sin private formue til Liljeborgfonden. Dermed bliver fonden en del af den danske velgørenhedssuperliga med en samlet grundkapital på mere end 1 mia. kr.
Den nye kapital skal gøre det muligt at øge de velgørende aktiviteter på sigt. For både Winnie Liljeborg og den øvrige fondsbestyrelse ser med tilfredshed på de resultater, som fonden indtil videre har opnået inden for de almennyttige og velgørende uddelingsområder.
Men at den bemærkelsesværdige kapitaludvidelse finder sted netop nu, skyldes også et stærkt kritiseret lovforslag med stor betydning for fondssektorens fremtid, fortæller bestyrelsesformand Martin Høyer-Hansen i Liljeborgfonden.
”Vores opgave er omhyggeligt at varetage stifterens og fondens interesser bedst muligt, og det er vores vurdering, på baggrund af det lovforslag, som ligger nu, at det gør vi bedst ved at sikre, at vi kan gennemføre en kapitalforøgelse under de nuværende regler. Vi ved, hvad vi har, men vi er mere usikre på, hvad vi får,” siger Martin Høyer-Hansen.
- Hvad har Winnie Liljeborg personligt ud af at overdrage pengene til fonden, inden det nye lovforslag bliver vedtaget?
”Der er på ingen måde tale om, at Winnie Liljeborg opnår en personlig økonomisk gevinst ved at overdrage sine egne penge til en fond. Hverken ved den eksisterende model eller den kommende model. Det handler udelukkende om at sikre, at så stor en andel af midlerne kommer til at hjælpe på de uddelingsområder, hvor hun har valgt at prioritere fondens almennyttige arbejde,” siger bestyrelsesformand i Liljeborgfonden, Martin Høyer-Hansen.
Det mest positive at sige om lovforslaget er nok, at det først skal have virkning fra 1. januar 2020, og der dermed er et begrænset frirum for stadig at kunne disponere inden for gældende regler.
Peter Rose Bjare – skatteekspert, KPMG
Hensigten med lovforslaget er at skabe flere erhvervsdrivende fonde i Danmark ved at forbedre vilkårene for at overdrage virksomheder til en erhvervsdrivende fond.
Men flere eksperter vurderer, at lovforslaget vil få den stik modsatte effekt, så endnu færre ejere i fremtiden vil overdrage deres virksomheder til en erhvervsdrivende fond.
Ekspert: Lovforslag skaber usikkerhed om regeringens intentioner
Skatteekspert Peter Rose Bjare fra rådgivningsvirksomheden KPMG forstår godt Liljeborgfondens beslutning om at øge kapitalbeholdningen nu efter at have set det lovudkast, som er sendt i høring.
Selvom det nye lovforslag primært drejer sig om overdragelse af aktier til erhvervsdrivende fonde, så vurderer Peter Rose Bjare, at lovforslaget er så langt fra de hidtidige politiske udmeldinger, at det ikke er utænkeligt, at den endeligt implementerede overdragelsesmodel kan indeholde flere restriktioner i forbindelse med øvrige kapitalforøgelser.
Hvis man i en fond har planlagt en kapitaludvidelse, kan det derfor være uforsvarligt at vente, mener han.
Peter Rose Bjare stiller desuden spørgsmål ved, om lovforslaget overhovedet er inden for rammerne af den politiske aftale, som fhv. skatteminister Karsten Lauritzen (V) indgik med Socialdemokratiet og Radikale Venstre lige før årsskiftet:
“Det lovudkast, vi har set indtil nu, skaber desværre usikkerhed om regeringens intentioner. Lovudkastet er et væsentligt tilbageskridt i forhold til nye erhvervsdrivende fonde, der også skal have til formål at støtte almennyttige formål. Det er rigtig ærgerligt, da det jo er det ‘smukke’ dna, vi ser i mange af de store erhvervsdrivende fonde i dag. Men det er desværre konsekvensen af, at nye fondes uddelinger reelt beskattes med 22 pct. i en årrække. Gad vide om lovgiver har haft øje for det?” siger Peter Rose Bjare.
På grund af lovforslagets indhold mener han derfor, at tidspunktet nu er det rette, hvis man som ejer vil overdrage sin virksomhed til en erhvervsdrivende fond:
“Det mest positive at sige om lovforslaget er nok, at det først skal have virkning fra 1. januar 2020, og der dermed er et begrænset frirum for stadig at kunne disponere inden for gældende regler, så her kan rettidig omhu være på sin plads, hvis man ønsker at begunstige en erhvervsdrivende fond, der skal tjene almennyttige og almenvelgørende interesser,” siger Peter Rose Bjare.
Winnie Liljeborg: Der er en vigtig opgave at løse
Winnie Liljeborg stiftede fonden i februar 2018 med midler, der stammer fra smykkevirksomheden Pandora. Formålet med fonden var at formalisere det velgørende arbejde, hun allerede havde engageret sig i, siden hun sluttede sit aktive arbejdsliv i 2012.
Det er vigtigt, at de, der har muligheden for at hjælpe, også tør tage det ansvar på sig.
Winnie Liljeborg – stifter, Liljeborgfonden
”Det er meget glædeligt for mig at have denne mulighed for at hjælpe indenfor de områder, som vi har valgt at prioritere. Vi kan dog også konstatere, baseret på fondens hidtidige arbejde, at der er brug for en ekstraordinær indsats. På den baggrund vil vi gerne påtage os et ansvar for at bidrage og understøtte de organisationer og mennesker, der hver dag arbejder med at finde løsninger. Det er vigtigt, at de, der har muligheden for at hjælpe, også tør tage det ansvar på sig,” siger Winnie Liljeborg.
Liljeborgfonden opererer med tre almenvelgørende formål, nemlig udsatte børn og unge, mødre i relation til børn, der er udsatte og har brug for hjælp, og endelig kulturelle og almennyttige aktiviteter i Roskilde og omegn.
Allerede ved fondens stiftelse luftede stifteren muligheden for, at hun ville tilføre flere penge, hvis fonden fik succes med det filantropiske arbejde. Og erfaringerne har indtil videre bekræftet bestyrelsen i, at den erhvervsdrivende fond netop er en passende ramme for indsatserne, fortæller bestyrelsesformanden.
”Vi konstaterer, at fonden udvikler sig i den ønskede retning, og at vi løbende finder virkelig gode og relevante projekter at involvere os i. Dermed kan vi også se, at en fond er den rette konstruktion til at yde den hjælp, som vi kan se, at der er et meget stort behov for. Winnie Liljeborg har et meget stort ønske om at kunne hjælpe især udsatte børn nu og i fremtiden, og på den baggrund har hun besluttet at begunstige fonden yderligere,” siger Martin Høyer-Hansen.