Dette er en kommentar. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Efterhånden som det første chok fra coronakrisen har lagt sig, begynder erkendelser af konsekvenserne på længere sigt at rodfæste sig. Er fondenes lommer dybe nok, og har fondene de rette strategier til at kunne løse problemerne på mellemlang og lang sigt?
De næste 6-12 måneder ser usikre ud. Når man ser udover de forskellige målgrupper og støtteområder, står udfordringerne i kø, og det vil stille store krav til fondenes langsigtede strategier og dybe lommer. Krisen vil have dybe og langvarige konsekvenser for alle målgrupper i den sociale sektor, i forsknings- og uddannelsessektoren, i industrien, hos miljøorganisationer, i kulturlivet, osv., osv.
Hvilke sociale, kulturelle, uddannelses- og vidensinstitutioner er så vigtige, at de måske hver især kan betegnes som systemiske?
Torben Bundgaard Vad – Partner og Chairman, Damvad Analytics
Først og fremmest ser vi ind i en fremtid, hvor en række institutioner, som er essentielle for vores samfund, nu er truet på deres overlevelse. Fondenes nye virkelighed kan her let blive, at de må ændre fokus fra gavmildt at støtte mange forskellige projekter, til helt basalt at skulle støtte driften hos de institutioner, som vi som samfund simpelthen ikke kan leve uden. Lidt som under finanskrisen, hvor vi indførte ordningen med såkaldte systemiske banker, der var så store, at de hver især havde stor betydning for samfundsøkonomien. Men hvilke sociale, kulturelle, uddannelses- og vidensinstitutioner er så vigtige, at de måske hver især kan betegnes som systemiske?
Kan vi for eksempel undvære de største nødhjælpsorganisationer, som nu ikke længere kan finansiere egen basisdrift fordi alle indtægtsgivende aktiviteter, indsamlinger, salg m.v. er aflyst over en længere periode, samtidig med at deres målgrupper; de svage, de gamle, de ensomme, de syge er endnu hårdere ramt og har endnu større behov for hjælp?
Hvilke museer er uundværlige? De fleste vil være ramt af store underskud som følge af manglende indtægter. Det kan ikke bare rettes op når vi alle må gå ud igen. Er det Den Blå Planet eller Den Gamle By, der skal reddes, eller er der midler nok til at holde begge institutioner flydende. Det er der nok, men hvad så med alle de andre mindre kulturinstitutioner, som plejede at få projektstøtte, og som nu også er truet af store huller i kassen.
Forsknings- og uddannelsesinstitutioner landet over bliver mere påvirket end de selv erkender på nuværende tidspunkt. Når der kommer langt færre internationale ph.d.- og masterstuderende, så går det ind og rammer hver enkelt institution direkte på økonomien. Når industrielle partnere nedprioriterer forskning og udvikling i en periode, så bliver der færre indtægter og forskningscentrene må nedskalere eller lukke. Når staten og EU skal finansiere de stort anlagte krisepakker, så er der risiko for, at forskningen bliver det første sted der skal spares.
Hvordan det hele vil udspille sig over de kommende 1-2 år, må tiden vise. Usikkerhederne er store. Så meget desto vigtigere bliver det at tænke langsigtet. En god langsigtet strategi tager højde for usikkerheder og planlægger efter både det bedste og værste scenarie – og det midt imellem. En god langsigtet strategi baserer sig også på gode data og stærke prediktioner i kombination med stærk ekspertise og erfaring. Endelig vil en god langsigtet strategi skulle baseres på mere og bedre samarbejde og tillid, for ingen af de problemer de ovennævnte målgrupper står overfor kan løses af én fond alene.
