Selvom Michael Bjørn Nellemann er ny i fondsverdenen, har han i lang tid haft meget med fonde at gøre. Senest som museumsdirektør på Nivaagaards Malerisamling, hvor han blandt andet fik fordoblet åbningstiderne og som et af de første danske museer indførte aftenåbent hver dag – en idé som kun fik luft under vingerne, fordi et par danske fonde kunne se ideen og tog en chance.
“Før Nivaagaards Malerisamling var jeg på ambassaden i Paris i 10 år som kultur- og presseråd, og i Paris var jeg ofte i kontakt med fonde. Der var både museer, der ville vise deres udstillinger i Frankrig, nulevende kunstnere der skulle på galleriudstilling, jazzmusikere der skulle deltage i en festival og forfattere, hvis bøger skulle oversættes til fransk. Så jeg havde et meget nært samarbejde med mange kulturaktører i Paris – også om at skaffe penge fra både dansk og fransk side. Jeg kender spillet om at tilvejebringe midler til gode projekter – men primært fra den anden side af bordet.”
Og det er netop det friske perspektiv fra begge sider af bordet, som fik Steffen Nørgaard til at sende depechen videre til direktøren i Det Obelske Familiefond.
– – –
Stafet-spørgsmål 1
Med dit skift fra ansøger til uddeler i frisk erindring
– er der noget fondene bør gøre anderledes?
“Det er svært med fire måneder på bagen at sige, at nu skal det samlede danske fondslandskab agere helt anderledes – så det får du mig ikke til at sige. Der er rigtig mange ting, der virker åbenlyst godt i fondsverdenen herunder samspillet med kulturlivet. If it ain’t broke, don’t fix it.”
“Inden jeg blev ansat, opfattede jeg – måske som alle andre – fondsmiljøet som svært tilgængeligt. Men efter, jeg er begyndt at arbejde i denne verden, har jeg bemærket, hvor stor åbenhed, diskussion og sparring, der er fondene imellem. Der er en meget venligsindet konkurrencestemning, og det, synes jeg, er meget sympatisk og meget rigtigt, fordi det gør, at vi kan løfte på en helt anden måde.”
“Hvis jeg alligevel skal prøve at se det lidt udefra, så har fondene undergået store forandringer de sidste 10 år. Transparensen er øget enormt. Fondene er i dag mere professionelt drevne, end de var for 20 år siden. Jeg tror, fondene er blevet dygtigere, mere kompetente, bedre. De har fået omsat deres udmærkede og tit ret åbne fundatser til strategier, som faktisk giver mening set med blandt andet kulturlivets øjne.”
“Hvis jeg stadig sad udenfor, ville jeg nok have sagt, at fondene skulle være lidt mere risikovillige. Men efter fire måneder på denne side af bordet oplever jeg, at det er de faktisk allerede. Og det skal vi også være, for det er vigtigt at have blik for fornyelsen. Det er vigtigt ikke at være fastlåst i et eksisterende kulturmiljø. Det er vigtigt, at vi som fonde er ude i marken, ser hvad der sker og lytter til græsrødderne. Det er i vores interesse at have en form for street credibility. Måske troede jeg for år tilbage, at det havde fondene ikke fornemmelse for, men det viser sig, at det har de.”
Fejl burde i glas og ramme
Udefra kan det være svært at få øje på fondenes risikovillighed – man hører stort set kun om projekter, der går godt, og kun meget sjældent om dem, der går galt. Hvordan kan det være?
“Det kan jeg godt forstå, du siger, og det er også nogle tanker, vi gør os. Vi diskuterer det faktisk en del her i fondet. Hvad er det, der går galt, og hvorfor fortæller man ikke om det, der går galt? Man følger de projekter, der støttes – man monitorerer og evaluerer, som det hedder. Og de fleste, der modtager fondsstøtte, har en naturlig egeninteresse i at melde positivt tilbage – blandt andet fordi de tit har et nyt projekt om kort tid, så selvfølgelig er der en interesse i, at tingene ser ud, som om de er gået godt. Det er ikke fordi, der ikke er plads til at fejle, men der bliver ikke kommunikeret meget om det at fejle, eller om hvor projekterne har slået fejl.”
“Når noget ikke går godt, så kan det jo sagtens være fordi, vi har fejlbedømt et projekt og er kommet til at give midler til noget, der ikke havde styrke nok. Men fejlen kan også ligge på den anden side, og det kan godt være svært for os at kommunikere på vegne af et projekt, der er slået fejl. Vi er ikke interesserede i at hænge nogen ud eller at være skyld i, at folk står svagere næste gang, de får en god idé. Det er ikke fordi, vi er flove over at fejle, men man må på en eller anden måde kommunikere nænsomt om det.”
“Det er mildest talt ikke en målsætning for os, at projekterne ikke går godt. Vores mål er at få kvalificerede tilbagemeldinger, så vi kan forstå, hvad der var godt, og hvad der var skidt i de enkelte projekter.”
“Jeg var for nylig på besøg hos en stor virksomhed, der laver måleudstyr til fødevareindustrien, og i deres hovedsæde har de en lille udstilling med de projekter, som ikke lykkedes. Det er åbenbart semi-attraktivt for de ansatte forskere at få et projekt med på udstillingen – for selvom det ikke blev en success, er det et tegn på, at de har tænkt stort. Og at de har fået mandat til at satse. Jeg synes det er en morsom tanke, at de viser projekter frem, der ikke er gået godt. Det gør fondene ikke endnu. Det kunne godt være man skulle det.”
Hvorfor er det vigtigt, at fondene er risikovillige?
“For mig handler risikovilligheden om, at de projekter, der kan have svært ved at finde fodfæste i en offentlig økonomi, kan gå til fondene.
“Vi kan indtage en anden position, end for eksempel stat og kommune kan, fordi de altid bliver bedømt inden for de næste tre-fire år. Der er altid et valg rundt om hjørnet. Vi kan tillade os at have briller med lidt længere syn på, fordi det ikke er pinedød nødvendigt for os, at vores projekter lykkes inden for en valgperiode, og det betyder, at vi kan tage nogle chancer.“
“Med de risikovillige briller kan vi godt se, at der er nogle formelle parametre, som kan være svære at redegøre for i nogle projekter. Det kan være, at der er nogle flyvske målsætninger, eller at behovet ikke er 200% afdækket, og at det offentlige derfor har svært ved at gå ind i projektet. Men vi kan bruge vores mavefornemmelse. Og hvis vi tror, der er et potentiale i et givent projekt, så kan vi støtte det, selvom succesgarantien ikke er evident nok til, at stat og kommune kan gå ind i det.“
“Da vi på Nivaagaard Malerisamling fandt på at fordoble åbningstiden, var det svært at få kommune og stat med på det. Jeg tror, de tænkte – hvorfor skal et lille museum på en pløjemark oppe i Nordsjælland have åbent hver aften, når ikke engang Metropolitan i New York eller Louvre i Paris har det? Det var fondene hurtigere til at tro på, end den primære tilskudsgiver, nemlig kommunen.”
– – –
Stafet-spørgsmål 2
Hvilke konsekvenser har nedskæringerne på kulturområdet for fondens arbejde
– for eksempel i forhold til støtte af drift?
“Jeg tror, der er kulturordførere og politikere og måske endda en minister, som vil sige, at der overordnet set ikke sker nedskæringer i kulturverdenen, som er værre end andre steder i det danske samfund.”
“Men grønthøsteren rammer selvfølgelig også kulturlivet. Og det som nogen kalder et to-procents omprioriteringsbidrag, kan jeg bedst lide at kalde en otte-procents besparelse udrullet over fire år. Jeg kan godt lide, at man kalder tingene det, de er.”
“Det er klart, at kultursektoren er under økonomisk pres, når finansministeriet melder så hårdt ud og fortæller kulturministeren, hvad hun skal sige. Der er en klar fornemmelse af, at der er knappe ressourcer i kulturverdenen, som står i grel modsætning til den dynamik og den publikums- og presseinteresse, der er. Museerne har for eksempel aldrig haft så mange besøgende, som de har nu.”
“Hvis man som samfund har besluttet, at der skal være et givent antal museer, plejehjemspladser, skoler – ja, et givent antal hvad-som-helst, så synes jeg også, man skal bakke den politiske beslutning op økonomisk. Hvis man giver et politisk opdrag, så skal der også følge penge med. Det betyder ikke, at fondene ikke vil gå ind og hjælpe med at udvikle projekterne. Men det basale, det som nu engang er besluttet politisk, det skal også finansieres politisk.”
Michael Bjørn Nellemann understreger, at det ikke betyder, at Det Obelske Familiefond ikke vil være med til at dække driftsomkostninger.
Gode projekter skal også driftes
“Som udgangspunkt er vi ikke driftsforskrækkede, for gode projekter skal også driftes. Og det er ikke mit indtryk, at fondene som sådan er bange for drift. Måske er det endda en myte.”
“Vi er ikke interesserede i at redde, hvad ikke kan stå. Vi er interesserede i, at vores midler går ind og støtter noget, der bliver langsigtet godt, og som måske kan stå selv på et tidspunkt – også driftsmæssigt. Men vi bliver ikke afskrækkede af, at der skal driftsstøtte til i to, fire eller seks år, hvis vi kan tro på, at det efter den periode kan stå selv. Eller at vi er med til at lave en struktur, der kan skaffe driftsmidler andetsteds fra, så har vi ikke noget problem med det. Det, synes vi, er positivt.”
“Men kommuner og stat, der kører friløb, fordi vi er inde med driftsstøtte, det går ikke.”
Hvad gør I for at sikre, at Det Obelske Familiefond ikke kommer til at dækker huller?
“Når vi som fond er i dialog med potentielle modtagere, så ser vi på, om de har rimelige driftsvilkår fra stat og kommune, så vi ikke får en fornemmelse af, at vi i virkeligheden fylder et hul ud.”
“Det, der er vigtigt for os, er, at vi kan se en udvikling i et givent projekt. At vi kan se, at vores bidrag hjælper til at styrke projektet, så vi ikke som fond bliver bedt om at hoppe fra tue til tue og fylde huller ud. Vi er risikovillige, ja, men vi vil godt se, at de steder, vi sender penge hen, har rammevilkår, der sikrer en stabil drift.”
“Vi prøver at vide meget om de ansøgere, der beder os om hjælp til projekter, og vi gør meget ud af at se på, om de er i stand til at løfte det, de vil. Om der er en organisation, en struktur, en pålidelighed bag de ansøgere, vi er i kontakt med.”
“Jeg kan godt sige til en ansøger: Jeg kan se, at du har 40 procent af din finansiering fra kommunen – hvor lang tid frem er den defineret? Er det et fireårigt budgetforlig, som blev vedtaget med nød og og næppe i allersidste nattetime, eller er du en del af det budgetforligs faste grundpiller?”
“Jeg synes, at fondene er gode til at støtte substansen. De er gode til at hjælpe med at udvikle. Vi skal ikke ind og have et stort driftsansvar, men vi er gode til at gå ind i driften i det omfang, det nu kan synes nødvendigt i en omstillingsperiode eller i en udviklingsproces.”
– – –
Stafet-spørgsmål 3
Hvordan kan fonde, kulturinstitutioner og politikere arbejde bedre sammen
om kunstens rammebetingelser
– for eksempel i forhold til ansvaret for rugbrød og flødeskum?
“Jeg køber simpelthen ikke præmissen, der hedder rugbrød og flødeskum. Der er ikke flødeskum i kulturlivet. Det er alt sammen vigtigt rugbrød. Der er gods i kulturlivet, og rugbrød kan også smage godt.”
“Når jeg diskuterer det her med politikere, harcelerer jeg nogle gange lidt over, at de får det fremstillet som om, de serverer en basisdrift – for det synes jeg ikke, de er gode nok til – og at vi serverer flødeskummet, for jeg synes, at vi gør meget mere end det. Og det syntes jeg også, da jeg sad på den anden side af bordet.”
Én måde at forbedre kunstens rammebetingelser på, kunne være det, Michael Bjørn Nellemann kalder gensidig bestøvning.
“På Nivaagaards Malerisamling fornemmede jeg, at når vores driftsvilkår fra stat og kommune blev bedre på museet, blev vores fondstække også styrket. Der var en positiv sammenhæng – en gensidig bestøvning. Jo bedre driftsvilkår, vi fik fra kommunen, desto mere begejstrede var fondene for at hjælpe os yderligere.”
“Vi forhandler ikke en-til-en med politikere, men hvis vi over tid ser, at en given type kulturinstitutioner ikke nyder politikernes bevågenhed, så er vi nødt til at spørge os selv, om det giver mening, at vi holder hånden under dem. Giver det mening, at vi hjælper med at støtte dem? Vi kan over tid se, hvad politikerne gør, og det får nogle konsekvenser – også i fondsmiljøet.”
“Vi opfatter det som positivt, hvis der både er statsmidler, kommunale midler og gerne også andre fonde inde i et projekt. Men når vi ser på et projekt, som har kommunal støtte – så vil vi gerne vide, hvor lang tid frem den kommunale støtte er sikret, så vores støtte ikke går til et projekt, som får tæppet revet væk under sig ved næste kommunalvalg.”
Har du en ambition om at ændre rammevilkårene via dit arbejde i en fond?
“Ja. Det tror jeg godt, jeg kan svare ja til. Jeg tror ikke, at vi kan gøre en meget stor forskel i forhold til politikerne, men vi er én af de aktører, som de lytter til.
“Da jeg stoppede på ambassaden i Paris, tænkte jeg, at det kunne være spændende at gøre godt i en lidt bredere sammenhæng. Som museumsdirektør havde jeg lyst til at gøre museet til et socialt mødested, til at åbne det for nye publikumsgrupper. Og det er måske også det, en fond som Det Obelske Familiefond kan, fordi vi har en stor interesse i både kunst og det sociale.”
“Måske var det i virkeligheden det, jeg forsøgte at gøre på museet, længe inden jeg vidste, at jeg skulle til en fond, der arbejder på samme måde. Det er en fælles ambition: Vi vil øge summen af det gode.”
Stafetten sendes til Christiansborg
“Der er mange, der spørger fondene, hvordan vi kan arbejde bedre sammen med private aktører, og der er mange politikere, der siger, at man skal arbejde bedre sammen med fondene – men det kunne være interessant at vide, hvad de rent faktisk mener. Derfor vil jeg gerne sende stafetten videre til kulturministeren.”
I næste interviewstafet spørger vi kulturminister Mette Bock om, hvad der i hendes øjne er fondenes væsentligste opgave i dag, om hvordan synergien mellem de offentlige og de private kulturmidler kan øges, og om fondene og Kulturministeriet i fællesskab kan gøre noget for at fremme den positive udvikling, kulturen er midt i.