Det Obelske Familiefond – If it ain’t broke

Interview-stafetten bliver denne gang løbet videre af Det Obelske Familiefonds nystar­te­de direktør, Michael Bjørn Nellemann. Med afsæt i sit nylige skift fra ansøger til bevilger, fortæller han om fondenes risikovillighed og om konsekvenserne af regeringens grønt­høs­ter. Han går også i rette med myterne om, at fondene skulle være driftsforskrækkede, og at de primært er leverandører af flødeskum. Og så sender han stafetten videre til kul­tur­mi­ni­ster Mette Bock.

Michael Bjørn Nellemann, direktør i Det Obelske Familiefond
Mi­cha­el Bjørn Nel­le­mann, di­rek­tør i Det Obel­ske Familiefond

Selv­om Mi­cha­el Bjørn Nel­le­mann er ny i fonds­ver­de­nen, har han i lang tid haft me­get med fon­de at gø­re. Se­ne­st som mu­se­ums­di­rek­tør på Ni­vaa­gaards Ma­le­ri­sam­ling, hvor han blandt an­det fik for­doblet åb­ning­sti­der­ne og som et af de før­ste dan­ske mu­se­er ind­før­te af­tenå­bent hver dag – en idé som kun fik luft un­der vin­ger­ne, for­di et par dan­ske fon­de kun­ne se ide­en og tog en chance.

“Før Ni­vaa­gaards Ma­le­ri­sam­ling var jeg på am­bas­sa­den i Pa­ris i 10 år som kul­tur- og presse­råd, og i Pa­ris var jeg of­te i kon­takt med fon­de. Der var bå­de mu­se­er, der vil­le vi­se de­res ud­stil­linger i Frank­rig, nu­le­ven­de kunst­ne­re der skul­le på gal­le­ri­ud­stil­ling, ja­zzmu­si­ke­re der skul­le del­ta­ge i en festi­val og for­fat­te­re, hvis bø­ger skul­le over­sæt­tes til fransk. Så jeg hav­de et me­get nært sam­ar­bej­de med man­ge kul­tu­rak­tø­rer i Pa­ris – og­så om at skaf­fe pen­ge fra bå­de dansk og fransk si­de. Jeg ken­der spil­let om at til­ve­je­brin­ge mid­ler til go­de pro­jek­ter – men pri­mært fra den an­den si­de af bordet.”

Og det er net­op det fri­ske per­spek­tiv fra beg­ge si­der af bor­det, som fik St­ef­fen Nør­gaard til at sen­de depe­chen vi­de­re til di­rek­tø­ren i Det Obel­ske Familiefond.

– – –

Sta­fet-spørgs­mål 1

Med dit skift fra an­sø­ger til ud­de­ler i frisk erindring
– er der no­get fon­de­ne bør gø­re anderledes?

“Det er svært med fi­re må­ne­der på ba­gen at si­ge, at nu skal det sam­le­de dan­ske fonds­land­skab age­re helt an­der­le­des – så det får du mig ik­ke til at si­ge. Der er rig­tig man­ge ting, der vir­ker åben­lyst godt i fonds­ver­de­nen her­un­der sam­spil­let med kul­tur­li­vet. If it ain’t bro­ke, don’t fix it.”

“In­den jeg blev an­sat, op­fat­te­de jeg – må­ske som al­le an­dre – fonds­mil­jø­et som svært til­gænge­ligt. Men ef­ter, jeg er be­gyndt at ar­bej­de i den­ne ver­den, har jeg be­mær­ket, hvor stor åben­hed, dis­kus­sion og spar­ring, der er fon­de­ne imel­lem. Der er en me­get ven­ligsin­det kon­kur­rence­stemning, og det, sy­nes jeg, er me­get sym­pa­tisk og me­get rig­tigt, for­di det gør, at vi kan løf­te på en helt an­den måde.”

“Hvis jeg al­li­ge­vel skal prø­ve at se det lidt ude­fra, så har fon­de­ne un­der­gå­et sto­re for­an­dring­er de sid­ste 10 år. Trans­pa­ren­sen er øget enormt. Fon­de­ne er i dag me­re pro­fes­sio­nelt drev­ne, end de var for 20 år si­den. Jeg tror, fon­de­ne er ble­vet dyg­ti­ge­re, me­re kom­pe­ten­te, bed­re. De har få­et om­sat de­res ud­mær­ke­de og tit ret åb­ne fun­dat­ser til stra­te­gi­er, som fak­tisk gi­ver me­ning set med blandt an­det kul­tur­li­vets øjne.”

“Hvis jeg sta­dig sad uden­for, vil­le jeg nok ha­ve sagt, at fon­de­ne skul­le væ­re lidt me­re risi­ko­vil­lige. Men ef­ter fi­re må­ne­der på den­ne si­de af bor­det op­le­ver jeg, at det er de fak­tisk alle­rede. Og det skal vi og­så væ­re, for det er vig­tigt at ha­ve blik for for­ny­el­sen. Det er vig­tigt ik­ke at væ­re fast­låst i et ek­si­ste­ren­de kul­tur­mil­jø. Det er vig­tigt, at vi som fon­de er ude i mar­ken, ser hvad der sker og lyt­ter til græs­rød­der­ne. Det er i vo­res in­ter­es­se at ha­ve en form for stre­et cre­di­bi­li­ty. Må­ske tro­e­de jeg for år til­ba­ge, at det hav­de fon­de­ne ik­ke for­nem­mel­se for, men det vi­ser sig, at det har de.”

Fejl burde i glas og ramme

Ude­fra kan det væ­re svært at få øje på fon­de­nes ri­si­ko­vil­lig­hed – man hø­rer stort set kun om pro­jek­ter, der går godt, og kun me­get sjæl­dent om dem, der går galt. Hvor­dan kan det være?

“Det kan jeg godt for­stå, du si­ger, og det er og­så nog­le tan­ker, vi gør os. Vi dis­ku­te­rer det fak­tisk en del her i fon­det. Hvad er det, der går galt, og hvor­for for­tæl­ler man ik­ke om det, der går galt? Man føl­ger de pro­jek­ter, der støt­tes – man mo­ni­to­re­rer og eva­lu­e­rer, som det hed­der. Og de fle­ste, der mod­ta­ger fonds­støt­te, har en na­tur­lig ege­nin­ter­es­se i at mel­de po­si­tivt til­ba­ge – blandt an­det for­di de tit har et nyt pro­jekt om kort tid, så selv­føl­ge­lig er der en in­ter­esse i, at tin­ge­ne ser ud, som om de er gå­et godt. Det er ik­ke for­di, der ik­ke er plads til at fejle, men der bli­ver ik­ke kom­mu­ni­ke­ret me­get om det at fejle, el­ler om hvor pro­jek­ter­ne har slå­et fejl.”

“Når no­get ik­ke går godt, så kan det jo sag­tens væ­re for­di, vi har fejl­be­dømt et pro­jekt og er kom­met til at gi­ve mid­ler til no­get, der ik­ke hav­de styr­ke nok. Men fejl­en kan og­så lig­ge på den an­den si­de, og det kan godt væ­re svært for os at kom­mu­ni­ke­re på veg­ne af et pro­jekt, der er slå­et fejl. Vi er ik­ke in­ter­es­se­re­de i at hæn­ge no­gen ud el­ler at væ­re skyld i, at folk står sva­ge­re næ­ste gang, de får en god idé. Det er ik­ke for­di, vi er flove over at fejle, men man må på en el­ler an­den må­de kom­mu­ni­ke­re næn­somt om det.”

“Det er mil­dest talt ik­ke en mål­sæt­ning for os, at pro­jek­ter­ne ik­ke går godt. Vo­res mål er at få kva­li­fi­ce­re­de til­ba­ge­mel­din­ger, så vi kan for­stå, hvad der var godt, og hvad der var skidt i de en­kel­te projekter.”

“Jeg var for ny­lig på be­søg hos en stor virk­som­hed, der la­ver måleud­styr til føde­vare­indu­stri­en, og i de­res ho­ved­sæ­de har de en lil­le ud­stil­ling med de pro­jek­ter, som ik­ke lyk­ke­des. Det er åben­bart se­mi-at­trak­tivt for de an­sat­te for­ske­re at få et pro­jekt med på ud­stil­lin­gen – for selv­om det ik­ke blev en suc­cess, er det et tegn på, at de har tænkt stort. Og at de har få­et man­dat til at sat­se. Jeg sy­nes det er en mor­som tan­ke, at de vi­ser pro­jek­ter frem, der ik­ke er gå­et godt. Det gør fon­de­ne ik­ke end­nu. Det kun­ne godt væ­re man skul­le det.”

Hvor­for er det vig­tigt, at fon­de­ne er risikovillige?

“For mig hand­ler ri­si­ko­vil­lig­he­den om, at de pro­jek­ter, der kan ha­ve svært ved at fin­de fod­fæste i en of­fent­lig øko­no­mi, kan gå til fondene.

“Vi kan ind­ta­ge en an­den po­si­tion, end for ek­sem­pel stat og kom­mu­ne kan, for­di de al­tid bli­ver be­dømt in­den for de næ­ste tre-fi­re år. Der er al­tid et valg rundt om hjør­net. Vi kan til­la­de os at ha­ve bril­ler med lidt læn­ge­re syn på, for­di det ik­ke er pi­ne­død nød­ven­digt for os, at vo­res pro­jek­ter lyk­kes in­den for en valg­pe­ri­o­de, og det be­ty­der, at vi kan ta­ge nog­le chancer.“

“Med de ri­si­ko­vil­li­ge bril­ler kan vi godt se, at der er nog­le for­mel­le pa­ra­me­tre, som kan væ­re svæ­re at re­de­gø­re for i nog­le pro­jek­ter. Det kan væ­re, at der er nog­le flyv­ske mål­sæt­nin­ger, el­ler at be­ho­vet ik­ke er 200% af­dæk­ket, og at det of­fent­li­ge der­for har svært ved at gå ind i pro­jek­tet. Men vi kan bru­ge vo­res ma­ve­for­nem­mel­se. Og hvis vi tror, der er et po­ten­ti­a­le i et gi­vent pro­jekt, så kan vi støt­te det, selv­om suc­ces­ga­ran­tien ik­ke er evi­dent nok til, at stat og kom­mu­ne kan gå ind i det.“

“Da vi på Ni­vaa­gaard Ma­le­ri­sam­ling fandt på at for­dob­le åb­ning­sti­den, var det svært at få kom­mu­ne og stat med på det. Jeg tror, de tænk­te – hvor­for skal et lil­le mu­se­um på en plø­je­mark op­pe i Nord­s­jæl­land ha­ve åbent hver af­ten, når ik­ke en­gang Me­tro­po­li­tan i New York el­ler Lo­u­v­re i Pa­ris har det? Det var fon­de­ne hur­ti­ge­re til at tro på, end den pri­mæ­re til­skuds­giver, nem­lig kommunen.”

– – –

Sta­fet-spørgs­mål 2

Hvil­ke kon­se­kven­ser har nedskæ­rin­ger­ne på kul­tu­r­om­rå­det for fon­dens arbejde
– for ek­sem­pel i for­hold til støt­te af drift?

“Jeg tror, der er kul­tu­r­ord­fø­re­re og po­li­ti­ke­re og må­ske end­da en mi­ni­ster, som vil si­ge, at der over­ord­net set ik­ke sker nedskæ­rin­ger i kul­tur­ver­de­nen, som er vær­re end an­dre ste­der i det dan­ske samfund.”

“Men grønt­høste­ren ram­mer selv­føl­ge­lig og­så kul­tur­li­vet. Og det som no­gen kal­der et to-pro­cents om­pri­o­ri­te­rings­bi­drag, kan jeg bedst li­de at kal­de en ot­te-pro­cents be­spa­rel­se ud­rul­let over fi­re år. Jeg kan godt li­de, at man kal­der tin­ge­ne det, de er.”

“Det er klart, at kul­tur­sek­to­ren er un­der øko­no­misk pres, når fi­nans­mi­ni­ste­ri­et mel­der så hårdt ud og for­tæl­ler kul­tur­mi­ni­ste­ren, hvad hun skal si­ge. Der er en klar for­nem­mel­se af, at der er knap­pe res­sour­cer i kul­tur­ver­de­nen, som står i grel mod­sæt­ning til den dy­na­mik og den pu­bli­kums- og pres­se­in­ter­es­se, der er. Mu­se­er­ne har for ek­sem­pel al­drig haft så man­ge be­sø­gen­de, som de har nu.”

“Hvis man som sam­fund har be­slut­tet, at der skal væ­re et gi­vent an­tal mu­se­er, pleje­hjems­pladser, sko­ler – ja, et gi­vent an­tal hvad-som-helst, så sy­nes jeg og­så, man skal bak­ke den po­li­ti­ske be­slut­ning op øko­no­misk. Hvis man gi­ver et po­li­tisk op­drag, så skal der og­så føl­ge pen­ge med. Det be­ty­der ik­ke, at fon­de­ne ik­ke vil gå ind og hjæl­pe med at ud­vik­le pro­jek­ter­ne. Men det ba­sa­le, det som nu en­gang er be­slut­tet po­li­tisk, det skal og­så fi­nan­si­e­res politisk.”

Mi­cha­el Bjørn Nel­le­mann un­der­stre­ger, at det ik­ke be­ty­der, at Det Obel­ske Fa­mi­lie­fond ik­ke vil væ­re med til at dæk­ke driftsomkostninger.

Gode projekter skal også driftes

“Som ud­gangs­punkt er vi ik­ke drifts­for­skræk­ke­de, for go­de pro­jek­ter skal og­så drif­tes. Og det er ik­ke mit ind­tryk, at fon­de­ne som så­dan er ban­ge for drift. Må­ske er det end­da en myte.”

“Vi er ik­ke in­ter­es­se­re­de i at red­de, hvad ik­ke kan stå. Vi er in­ter­es­se­re­de i, at vo­res mid­ler går ind og støt­ter no­get, der bli­ver lang­sig­tet godt, og som må­ske kan stå selv på et tids­punkt – og­så drifts­mæs­sigt. Men vi bli­ver ik­ke af­skræk­ke­de af, at der skal drifts­støt­te til i to, fi­re el­ler seks år, hvis vi kan tro på, at det ef­ter den pe­ri­o­de kan stå selv. El­ler at vi er med til at la­ve en struk­tur, der kan skaf­fe drifts­mid­ler an­det­steds fra, så har vi ik­ke no­get pro­blem med det. Det, sy­nes vi, er positivt.”

“Men kom­mu­ner og stat, der kø­rer friløb, for­di vi er in­de med drifts­støt­te, det går ikke.”

Hvad gør I for at sik­re, at Det Obel­ske Fa­mi­lie­fond ik­ke kom­mer til at dæk­ker huller?

“Når vi som fond er i di­a­log med po­ten­ti­el­le mod­ta­ge­re, så ser vi på, om de har ri­me­li­ge drifts­vil­kår fra stat og kom­mu­ne, så vi ik­ke får en for­nem­mel­se af, at vi i vir­ke­lig­he­den fyl­der et hul ud.”

“Det, der er vig­tigt for os, er, at vi kan se en ud­vik­ling i et gi­vent pro­jekt. At vi kan se, at vo­res bi­drag hjæl­per til at styr­ke pro­jek­tet, så vi ik­ke som fond bli­ver bedt om at hop­pe fra tue til tue og fyl­de hul­ler ud. Vi er ri­si­ko­vil­li­ge, ja, men vi vil godt se, at de ste­der, vi sen­der pen­ge hen, har ram­me­vil­kår, der sik­rer en sta­bil drift.”

“Vi prø­ver at vi­de me­get om de an­sø­ge­re, der be­der os om hjælp til pro­jek­ter, og vi gør me­get ud af at se på, om de er i stand til at løf­te det, de vil. Om der er en or­ga­ni­sa­tion, en struk­tur, en på­li­de­lig­hed bag de an­sø­ge­re, vi er i kon­takt med.”

“Jeg kan godt si­ge til en an­sø­ger: Jeg kan se, at du har 40 pro­cent af din fi­nan­si­e­ring fra kom­munen – hvor lang tid frem er den de­fi­ne­ret? Er det et fi­re­årigt bud­get­for­lig, som blev ved­ta­get med nød og og næp­pe i al­ler­sid­ste nat­te­ti­me, el­ler er du en del af det bud­get­for­ligs fa­ste grundpiller?”

“Jeg sy­nes, at fon­de­ne er go­de til at støt­te sub­stan­sen. De er go­de til at hjæl­pe med at ud­vik­le. Vi skal ik­ke ind og ha­ve et stort driftsansvar, men vi er go­de til at gå ind i drif­ten i det om­fang, det nu kan sy­nes nød­ven­digt i en om­stil­lings­pe­ri­o­de el­ler i en udviklingsproces.”

– – –

Sta­fet-spørgs­mål 3

Hvor­dan kan fon­de, kul­turin­sti­tu­tio­ner og po­li­ti­ke­re ar­bej­de bed­re sammen
om kun­stens rammebetingelser
– for ek­sem­pel i for­hold til an­sva­ret for rug­brød og flødeskum?

“Jeg kø­ber sim­pelt­hen ik­ke præ­mis­sen, der hed­der rug­brød og flø­de­skum. Der er ik­ke flø­de­skum i kul­tur­li­vet. Det er alt sam­men vig­tigt rug­brød. Der er gods i kul­tur­li­vet, og rug­brød kan og­så sma­ge godt.”

“Når jeg dis­ku­te­rer det her med po­li­ti­ke­re, har­ce­le­rer jeg nog­le gan­ge lidt over, at de får det frem­stil­let som om, de ser­ve­rer en ba­sis­drift – for det sy­nes jeg ik­ke, de er go­de nok til – og at vi ser­ve­rer flø­de­skum­met, for jeg sy­nes, at vi gør me­get me­re end det. Og det syn­tes jeg og­så, da jeg sad på den an­den si­de af bordet.”

Én må­de at for­bed­re kun­stens ram­me­be­tin­gel­ser på, kun­ne væ­re det, Mi­cha­el Bjørn Nelle­mann kal­der gen­si­dig bestøvning.

“På Ni­vaa­gaards Ma­le­ri­sam­ling for­nem­me­de jeg, at når vo­res driftsvil­kår fra stat og kom­mu­ne blev bed­re på mu­se­et, blev vo­res fondstæk­ke og­så styr­ket. Der var en po­si­tiv sam­men­hæng – en gen­si­dig be­støv­ning. Jo bed­re driftsvil­kår, vi fik fra kom­mu­nen, de­sto me­re be­gej­stre­de var fon­de­ne for at hjæl­pe os yderligere.”

“Vi for­hand­ler ik­ke en-til-en med po­li­ti­ke­re, men hvis vi over tid ser, at en gi­ven ty­pe kul­tur­in­sti­tu­tioner ik­ke ny­der po­li­ti­ker­nes be­vå­gen­hed, så er vi nødt til at spør­ge os selv, om det gi­ver me­ning, at vi hol­der hån­den un­der dem. Gi­ver det me­ning, at vi hjæl­per med at støt­te dem? Vi kan over tid se, hvad po­li­ti­ker­ne gør, og det får nog­le kon­se­kven­ser – og­så i fondsmiljøet.”

“Vi op­fat­ter det som po­si­tivt, hvis der bå­de er stats­mid­ler, kom­mu­na­le mid­ler og ger­ne og­så an­dre fon­de in­de i et pro­jekt. Men når vi ser på et pro­jekt, som har kom­mu­nal støt­te – så vil vi ger­ne vi­de, hvor lang tid frem den kom­mu­na­le støt­te er sik­ret, så vo­res støt­te ik­ke går til et pro­jekt, som får tæp­pet re­vet væk un­der sig ved næ­ste kommunalvalg.”

Har du en am­bi­tion om at æn­dre ram­me­vil­kå­re­ne via dit ar­bej­de i en fond?

“Ja. Det tror jeg godt, jeg kan sva­re ja til. Jeg tror ik­ke, at vi kan gø­re en me­get stor for­skel i for­hold til po­li­ti­ker­ne, men vi er én af de ak­tø­rer, som de lyt­ter til.

“Da jeg stop­pe­de på am­bas­sa­den i Pa­ris, tænk­te jeg, at det kun­ne væ­re spæn­den­de at gø­re godt i en lidt bre­de­re sam­men­hæng. Som mu­se­ums­di­rek­tør hav­de jeg lyst til at gø­re mu­se­et til et so­ci­alt mø­de­sted, til at åb­ne det for nye pu­bli­kums­grup­per. Og det er må­ske og­så det, en fond som Det Obel­ske Fa­mi­lie­fond kan, for­di vi har en stor in­ter­es­se i bå­de kunst og det sociale.”

“Må­ske var det i vir­ke­lig­he­den det, jeg for­søg­te at gø­re på mu­se­et, læn­ge in­den jeg vid­ste, at jeg skul­le til en fond, der ar­bej­der på sam­me må­de. Det er en fæl­les am­bi­tion: Vi vil øge sum­men af det gode.”

Stafetten sendes til Christiansborg

“Der er man­ge, der spør­ger fon­de­ne, hvor­dan vi kan ar­bej­de bed­re sam­men med pri­va­te ak­tø­rer, og der er man­ge po­li­ti­ke­re, der si­ger, at man skal ar­bej­de bed­re sam­men med fon­de­ne – men det kun­ne væ­re in­ter­es­sant at vi­de, hvad de rent fak­tisk me­ner. Der­for vil jeg ger­ne sen­de sta­fet­ten vi­de­re til kulturministeren.”

I næ­ste in­ter­viewsta­fet spør­ger vi kul­tur­mi­ni­ster Met­te Bo­ck om, hvad der i hen­des øj­ne er fon­de­nes væ­sent­lig­ste op­ga­ve i dag, om hvor­dan sy­ner­gi­en mel­lem de of­fent­li­ge og de pri­vate kul­tur­mid­ler kan øges, og om fon­de­ne og Kul­tur­mi­ni­ste­ri­et i fæl­les­skab kan gø­re no­get for at frem­me den po­si­ti­ve ud­vik­ling, kul­tu­ren er midt i.

Vil du læse artiklen?

Med et abon­ne­ment får du fuld ad­gang til fun​dats​.dk.

Det ko­ster at pro­du­ce­re uaf­hæn­gig og dyb­de­bo­ren­de jour­na­li­stisk. Læs me­re om Fun­dats og se pri­ser­ne for at abon­ne­re her.

Abon­nér

Allerede abonnent? Log ind her:

spot_img

Serie:

Interview-stafet

I en serie af interviews sætter nyhedsbrevet Danmarks Fonde ansigter på de mennesker, der arbejder med at omsætte fondenes visioner og strategier til praksis. Serien fungerer som en stafet, hvor den aktuelle interviewperson får mulighed for at sende tre nysgerrige spørgsmål videre til en kollega i den danske fondsverden – som dermed bliver den næste vi interviewer.

Interviews i serien:

 

Skribent

Læs mere om

Kategorier:

Tags:

Læs også

Forsiden lige nu

Coronakrise

Serie: Gode Ramme for Gode Donationer