Problemorientering, partnerskaber, proaktive strategier og ikke mindst impact. Sådan lyder omkvædet for mange katalytisk arbejdende fonde i disse år, efterhånden som flere og flere fonde får fokus på de store samfundsmæssige udfordringer.
Og med den katalytiske tilgang følger også et større fokus på evaluering. Evaluering kan ifølge fortalerne nemlig bruges til at skabe viden, som igen kan omsættes til impact gennem f.eks. bedre strategier, bedre forandringsteorier, bedre implementering – i det hele taget bedre beslutninger.
Men hvis evaluering bliver vigtigere og vigtigere i fondssektoren, hvordan kan fondene så blive bedre til at evaluere? Det spørgsmål har Mikkel Nedergaard, seniorrådgiver i Bikubenfonden, taget under behandling i en ny forskningsartikel i tidsskriftet Samfundslederskab i Skandinavien.
Evalueringskapacitet – et centralt begreb
Og Mikkel Nedergaards svar er i kort form, at fonde bør fokusere på at opbygge evalueringskapacitet. Mens evaluering fylder stadig mere i mange organisationer, kritiseres evalueringer samtidig af modstanderne for ofte at være spild af ressourcer. For enten bruges de til for lidt, eller også bruges de forkert – for eksempel til at legitimere beslutninger, der allerede er taget. For at sikre et positivt afkast af den investering, som en evaluering altid udgør, kan det derfor hjælpe at opbygge en større evalueringskapacitet:
“Helt kort fortalt handler evalueringskapacitet på den ene side om at have evnen til at udføre evaluering i sin organisation. Og på den anden side handler det også om at kunne anvende evalueringerne i organisationen efterfølgende. De to elementer er knyttet sammen i begrebet. Og man har de her to elementer i begrebet, fordi det viser sig, at den tekniske kvalitet af evalueringen ikke alene kan sikre, at den efterfølgende bliver brugt,” fortæller Mikkel Nedergaard og uddyber:
“Du kan godt have en evaluering af høj teknisk kvalitet, men alligevel have udfordringer med at få den anvendt. Selvom du har lavet en evaluering, som er meget systematisk, har inddraget alle de vigtige interessenter på de rigtige tidspunkter og så videre, så ser man alligevel ofte, at evalueringen ikke bliver brugt. Og der sætter begrebet evalueringskapacitet fokus på, hvordan man kan få den her viden i spil. Måske ved at sikre allerede før man sætter en evaluering i gang, at der er en klar idé om, hvordan evalueringsrapporten eller evalueringsprocessen skal anvendes til at skabe viden i organisationen,” siger Mikkel Nedergaard.
Et skift i forståelse af evalueringskapacitet
I den peer-reviewede artikel peger Mikkel Nedergaard på, at der de senere år er sket et skift i forståelsen af evalueringskapacitet i den internationale forskningslitteratur om evaluering, som han gennemgår i artiklen. Frem for at fokusere på de tekniske og metodiske kompetencer, der er nødvendige for at fremstille konkrete evalueringer, er der kommet større opmærksomhed på de faktorer i organisationens kultur, der gør evalueringer til noget, der efterspørges og bruges af medarbejdere og ledelse.
Og ifølge Nedergaards gennemgang af forskningen er der især tre områder, der har vist sig at virke for at fremme kulturændringen og dermed øge chancerne for, at evalueringer bruges frem for at havne i skrivebordsskuffen. Dels skal organisationens ledelse efterspørge den form for viden, som kan produceres gennem evalueringer. Dels skal medarbejderne efterspørge den, og endelig skal organisationen rutinemæssigt arbejde med denne form for viden i dagligdagen. Selve brugen af viden fra evalueringer skaber nemlig øget efterspørgsel på viden, som igen skaber øget brug.
Hvordan kan en fond øge sin ‘bestiller-kompetence’?
Men selv om der i de senere år er kommet et større fokus på evaluering internt i de danske fonde, så produceres evalueringer i praksis oftest af konsulenthuse eller forskere uden for fondenes sekretariater. Det betyder ifølge Mikkel Nedergaard, at fondene er nødt til at øge deres ‘bestiller-kompetence’ for at sikre den størst mulige indflydelse på evalueringens kvalitet.
For forskningen peger rimeligt nok på, at evalueringens kvalitet har betydning for dens anvendelse. Jo højere kvalitet, desto bedre anvendelse.
“Hos mange fonde bruger man jo eksterne konsulenter. Hos Bikubenfonden udfører vi også evalueringer internt, men primært henter vi evalueringer udefra. Og når man som fond bestiller en evaluering, så har man størst indflydelse på den endelige kvalitet helt i begyndelsen af processen. Og allerede når man bestiller sin evaluering, er det derfor også så vigtigt at være skarp på, hvilket formål evalueringen har, hvilke spørgsmål skal stilles, og hvilken viden, man ønsker. Og ikke mindst er det vigtigt at have et klart billede af, hvordan evalueringen i sidste skal anvendes,” siger Mikkel Nedergaard.
Den såkaldte ‘bestiller-kompetence’ er derfor et område, som mange fonde ifølge Nedergaard med stor fordel vil kunne udbygge for at sikre kvaliteten af de endelige evalueringer og dermed deres chance for at kunne bruges internt og eksternt efterfølgende.
“Hos os forsøger vi derfor at arbejde i en tæt dialog med bevillingsmodtagerne, så vi sidder omkring bordet alle sammen i starten af processen. Det er jo også ud fra en tanke om, at evalueringen skal gøre en forskel for dem og være med til at understøtte udviklingen af den sociale indsats, der bliver evalueret,” siger Mikkel Nedergaard.
Udfordringer og perspektiver
Hos Bikubenfonden er opbygning af evalueringskapacitet både internt i fonden, men også hos bevillingsmodtagerne, et fokusområde i Mikkel Nedergaards arbejde. Og én af de store udfordringer i evalueringsarbejdet er at skabe et åbent og ligeværdigt samarbejde om evalueringerne:
”I fondene taler vi jo ofte om, at vi gerne vil sikre, at den viden, der kommer ud af evalueringerne, kommer feltet til gavn. Og den producerede viden skal selvfølgelig også gavne den organisation, som bliver evalueret. Men tidligere har det måske været sådan, at evalueringen mest er noget, der finder ind til os i fonden som en form for afrunding af det projekt eller den indsats, man har udført og som måske mest har handlet om at dokumentere, at tingene er sket nogenlunde som aftalt,” fortæller Mikkel Nedergaard.
Han mener derfor, at der er fordele ved at knytte fond og bevillingsmodtagere tættere sammen, når der skal evalueres:
”Et tættere samarbejde om evalueringer er i mine øjne et greb, der kan være med til at sikre, at evalueringer giver værdi også for bevillingsmodtageren frem for bare at blive noget, der skal sendes ind til os. For det at sikre anvendelsen og værdien af evalueringen er stadig noget af det vanskelige, som man er nødt til at eksperimentere noget mere med,” siger Mikkel Nedergaard.
I sin artikel peger Mikkel Nedergaard også på, at evaluering er ét af de områder, som indimellem præges af vanetænkning, som ofte ikke udfordres. Og her ser han en rolle for danske fonde, som har et godt udgangspunkt for at udfordre evalueringskulturen:
“Vi arbejder stadig på at forsøge at finde nogle gode måder, hvorpå alle kan sidde sammen omkring bordet hele vejen igennem evalueringen. Hvor både projektejeren, evaluatoren og vi i fonden sammen kan definere rammerne for evalueringen. Og hvor vi i fonden kan følge med undervejs og se, hvad der eventuelt kan justeres. Og vi beder også om at få anbefalinger til den rolle, som vi som fond spiller i indsatsen, der evalueres. For det må gerne være en del af evalueringen at se på, hvordan vi selv eventuelt kan bidrage med mere end penge til indsatserne. Det kunne være et af de områder, man som fond kunne eksperimentere på. Og der er bestemt sket et skifte over de senere år i forhold til, hvordan evaluering bliver set og anvendt. Så det er også et område, hvor fondene lige nu bevæger sig hurtigt,” slutter Mikkel Nedergaard.
