Medlemmerne af Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab har på medlemsmødet den 6. december 2018 valgt professor Majken Schultz til nyt medlem af Carlsbergfondets bestyrelse per 1. januar 2019.
Majken Schultz træder ind i bestyrelsen i den resterende del af professor Nina Smiths valgperiode frem til og med 2022.
Det oplyser Carlsbergfondet i en pressemeddelelse.
”Jeg hilser Majken Schultz velkommen som nyt medlem af Carlsbergfondets bestyrelse. Hun vil til vores bedømmelser af forskningsansøgninger kunne bidrage med indsigt i det samfundsvidenskabelige forskningsfelt og vil i arbejdet med Carlsberg A/S kunne trække på sin erfaring fra adskillige erhvervsbestyrelser,” siger Carlsbergfondets bestyrelsesformand Flemming Besenbacher.
Majken Schultz har været medlem af Videnskabernes Selskab siden 2015. Hun er kandidat i statskundskab fra Københavns Universitet i 1984. I 1988 blev hun ph.d. fra Copenhagen Business School (CBS), Institut for Organisation, hvor hun siden 1996 også har været ansat som professor.
”Jeg er rigtig glad for indvalget og ser meget frem til samarbejdet i Carlsbergfondet. Det er en unik mulighed for at være med til både at styrke dansk forskning og videreudvikle et af ikonerne i dansk erhvervsliv, siger Majken Schultz i pressemeddelelsen.
Majken Schultz har erfaring fra en række bestyrelser og sidder blandt i bestyrelsen for Realdania.