Regeringen har sammen med Radikale Venstre, SF, Enhedslisten og Alternativet besluttet at etablere en skovfond, der skal sikre konkret klimakompensation i Danmark.
Det skriver Miljø- og Fødevareministeriet i en pressemeddelelse.
Her kan både privatpersoner, kommuner og virksomheder give et økonomisk klimabidrag. Staten giver 100 mio. kr. til fonden som start. Hvorvidt der er tale om en erhvervsdrivende fond eller ej fremgår ikke af pressemeddelelsen.
“Vi er rigtig mange, der gerne vil gøre en forskel for klimaet i hverdagen, men der har manglet en dansk legitim og troværdig fond, som kan sikre konkret klimakompensation i Danmark. Derfor afsætter vi nu 100 millioner kroner i 2020 til at starte en national skovfond, som private, virksomheder, kommuner og andre kan støtte for f.eks. at rejse mere skov til gavn for klimaet og en grønnere fremtid,” siger miljøminister Lea Wermelin fra Socialdemokratiet.
Skovfonden forventes at blive etableret og åbne i løbet af 2020. Den kommer til at fungere som en ‘uafhænig aktør’, der f.eks. skal yde støtte til udtagning af kulstofholdige lavbundsjorder, skovrejsning eller andre klimareduktioner.
Ifølge fødevareminister, Mogens Jensen, er den nye skovfond en vigtig brik, hvis Danmark skal nå målsætningen om at sænke CO2-udledningen med 70 pct. i 2030.
“Med fonden, som er en helt ny konstruktion, kan f.eks. civilsamfund og erhvervsliv arbejde sammen om den fælles opgave,” siger han i pressemeddelelsen. Hvorvidt der allerede er konkrete aftaler med private eller virksomheder på plads fremgår dog ikke.
I maj kunne Fundats fortælle, at skovfonde er ‘det nye grønne’ blandt partierne. Under partilederrunden på det årlige Naturmøde i Hirthals, foreslog flere af partierne oprettelse af forskellige former for fonde med fokus på skovrejsning.
Forslaget blev dog kritiseret af Jakob Ellemann-Jensen, der er formand for Venstre, der dengang mente, at målet om en national skovfond allerede var blevet realiseret i kraft af Den Danske Naturfond, der blev stiftet i 2015.
Den Danske Naturfond arbejder for at forbedre naturtilstanden og vandmiljøet i Danmark og for at styrke den folkelige opbakning til arbejdet med naturgenopretning og -beskyttelse. Den blev stiftet af den danske stat, Villum Fonden og Aage V. Jensens Naturfond.